63

En dag gik BEATE ude i gaarden med sin dukke i haanden. Nu havde den faat navn, og de var rigtig blit gode venner. Dukken hedte ogsaa BEATE; for saa hedte jo den lille pigen selv, og hendes gamle faster hedte ogsaa BEATE. Det var om vaaren, og der var i den ene krogen af gaardsrummet, rundt om stokke-brønden, en nydelig grøn flek, med fint, lyst græs; der stod et tykt, lavstammet piletræ, dryssende fuldt med det gule brum som du nok ved børnene kalder gaasunger. Det ligner ogsaa gaasunger; for hver dusk har bløde, bløde, gule dun, og det kan svømme paa vandet; men gaa kan det rigtignok ikke. Nu blev STORE-BEATE — hun var jo bare fem aar, men hun var da meget større end den anden — og LILLE-BEATE snart enige om, at de skulde plukke gaasunger af træet og slippe ned i brønden, for at de kunde have det ligesaa godt som de store gaasunger de havde set svømme om. Det var nok STORE-BEATE som fandt paa det; men LILLE-BEATE sa ikke imod; for det er ingen som kan tro hvor snild og føielig hun altid var. Ja, STORE-BEATE kløv op i piletræet og plukked mange nydelige gule gaasunger i det hvide forklæet sit, og da hun talte dem, og havde tællet til tyve to ganger, saa sa hun, at nu trodde hun de havde nok; og LILLE-BEATE sa ikke imod nu heller. Hun steg da ned igjen, og det var vanskeligt nok, for med den ene haanden maatte hun holde forklæet sammen. Hun syntes LILLE-BEATE ropte op til hende, at hun skulde kaste gaasungerne 64ned i forveien; men det turde hun ikke; hun var bange de skulde slaa sig i faldet.

Nu sprang de da begge hen til brønden, og Store-Beate hjalp sin veninde at faa benene rigtig fast mellem de to øverste stokkelag, saa hun kunde staa i al mag og se paa de vakre smaa gaasungerne, naar de svømte om paa vandet. Saa blev den ene gaasungen efter den anden sluppet ned; og med det samme de naadde vandskorpen, var det ligesom de fik liv og begyndte at røre lidt paa sig. Det var vel en glæde! Store-Beate klapped i hænderne til de deilige smaa dununger; og naar hun bare hjalp Lille-Beate lidt, saa slog ogsaa hun hænderne sammen. Men om lidt saa laa alle gaasungerne stille og vilde ikke røre sig af flekken. Det var nu ikke morsomt; og saa spurte Beate sin navne, om hun ikke mente, at Store-Beate kunde lægge sig lidt ud over brøndkanten og blaase paa dem; for da trodde hun nok de fik liv igjen. Lille-Beate svarte ikke; men det venstre øienbrynet drog sig saa underlig i veiret, og hun løfted ordentlig paa den høire armen, som hun vilde sige: «Gjør endelig ikke det, kjære Store-Beate! Du ved jo, hvor fælt mor har sagt det er nede i brønden. Tænk bare, om du gled nedi!»

«Aa pyt! nu skal du bare se, hvor let jeg skal gjøre det,» svarte Store-Beate; for hun syntes gaasungerne var saa kjedelige, naar de ikke vilde svømme. Hun bøide sig da ud over brønden og blaaste paa de nærmeste. Jo, det hjalp; — straks begyndte gaasungerne at røre paa sig. Men de som laa længst borte paa vandskorpen laa lige stille. «Det er da nogen dumme dyr!» sa Beate og bøide sig langt, langt ud over brøndkanten; men saa gled haanden paa den fugtige stok, og — plump! faldt hun dybt ned i vandet; det var saa koldt, saa koldt, og det slog sammen over hovedet paa hende og tog straahatten af fletterne. Hun havde ikke tid at høre, om Lille-Beate skreg; men det gjorde hun vist.

Da Beate kom med hovedet over vandet igjen, greb hun med begge sine hænder om den runde brøndstok; men hænderne var for smaa, og stokken for bred og glat; hun kunde ikke faa tag. Da saa hun, at Lille-Beate stod stum 65af forfærdelse og stirred paa hende, med den høire haand rakt ud over vandet. Store-Beate skyndte sig og greb fat i den, og Lille-Beate gjorde sig stiv, alt hvad hun kunde, og lidt til, og blev staaende mellem stokkene og holdt sin kjære veninde oppe. Nu havde Store-Beate ansigtet over vandet, saa længe at hun fik skreget, og saa kom baade

Rolfsen: Læsebog for folkeskolen. I. Skriftsprog.

66far og mor løbende til; de var blege af skræk og trak hende op. Hun selv var drivende vaad, saa det randt og drypped af hende, og saa angst og kold at tænderne klapred i munden. Fa'er vilde bære hende lige ind i stuen; men hun bad ham endelig tage Lille-Beate med, saa ikke hun ogsaa skulde falde i brønden. «For det er hun som har frelst mig,» sa hun.

Beate blev nu bragt i seng, og Lille-Beate maatte ligge hos hende. Da hun blev søvnig og havde læst sit fadervor, klapped hun veninden og sa «Aldrig kan jeg fuldtakke dig, fordi du frelste mig af den fæle dybe brønden, kjære Lille-Beate! Jeg ved nok Vorherre hjalp dig at staa fast mellem stokkene og at gjøre dig stiv; men det var da du, og ingen anden, som rakte mig haanden, saa jeg ikke sank til bunds. Og derfor skal du være min bedste veninde al min tid, og naar jeg blir stor, skal du staa fadder til min første datter; hun skal hede Lille-Beate efter dig.» Saa kyssed hun dukken og sov ind.

63

En dag gikk BEATE ute i gården med sin dukke i hånden. Nå hadde den fått navn, og de var riktig blitt gode venner. Dukken hette også BEATE; for så hette jo den lille piken selv, og hennes gamle faster hette også BEATE. Det var om våren, og der var i den ene kroken av gårdsrommet, rundt om stokke-brønnen, en nydelig grønn flekk, med fint, lyst gress; der stod et tykt, lavstammet piletre, dryssende fullt med det gule brum som du nok ved barna kaller gåsunger. Det ligner også gåsunger; for hver dusk har bløde, bløde, gule dun, og det kan svømme på vannet; men gå kan det riktignok ikke. Nå ble STORE-BEATE — hun var jo bare fem år, men hun var da meget større enn den annen — og LILLE-BEATE snart enige om, at de skulle plukke gåsunger av treet og slippe ned i brønnen, for at de kunne ha det likeså godt som de store gåsunger de hadde sett svømme om. Det var nok STORE-BEATE som fant på det; men LILLE-BEATE sa ikke imot; for det er ingen som kan tro hvor snild og føyelig hun alltid var. Ja, STORE-BEATE kløv opp i piletreet og plukket mange nydelige gule gåsunger i det hvite forkleet sitt, og da hun talte dem, og hadde tellet til tyve to ganger, så sa hun, at nå trodde hun de hadde nok; og LILLE-BEATE sa ikke imot nå heller. Hun steg da ned igjen, og det var vanskelig nok, for med den ene hånden måtte hun holde forkleet sammen. Hun syntes LILLE-BEATE ropte opp til henne, at hun skulle kaste gåsungene 64ned i forveien; men det turde hun ikke; hun var bange de skulle slå seg i fallet.

Nå sprang de da begge hen til brønnen, og Store-Beate hjalp sin venninne å få benene riktig fast mellom de to øverste stokkelag, så hun kunne stå i all mag og se på de vakre små gåsungene, når de svømte om på vannet. Så ble den ene gåsungen etter den annen sluppet ned; og med det samme de nådde vannskorpen, var det likesom de fikk liv og begynte å røre litt på seg. Det var vel en glede! Store-Beate klappet i hendene til de deilige små dununger; og når hun bare hjalp Lille-Beate litt, så slo også hun hendene sammen. Men om litt så lå alle gåsungene stille og ville ikke røre seg av flekken. Det var nå ikke morsomt; og så spurte Beate sin navn, om hun ikke mente, at Store-Beate kunne legge seg litt ut over brøndkanten og blåse på dem; for da trodde hun nok de fikk liv igjen. Lille-Beate svarte ikke; men det venstre øyenbrynet drog seg så underlig i været, og hun løftet ordentlig på den høyre armen, som hun ville si: «Gjør endelig ikke det, kjære Store-Beate! Du vet jo, hvor fælt mor har sagt det er nede i brønnen. Tenk bare, om du gled nedi!»

«Aa pytt! nå skal du bare se, hvor lett jeg skal gjøre det,» svarte Store-Beate; for hun syntes gåsungene var så kjedelige, når de ikke ville svømme. Hun bøyde seg da ut over brønnen og blåste på de nærmeste. Jo, det hjalp; — straks begynte gåsungene å røre på seg. Men de som lå lengst borte på vannskorpen lå like stille. «Det er da noen dumme dyr!» sa Beate og bøyde seg langt, langt ut over brøndkanten; men så gled hånden på den fuktige stokk, og — plump! falt hun dypt ned i vannet; det var så kaldt, så kaldt, og det slo sammen over hodet på henne og tok stråhatten av flettene. Hun hadde ikke tid å høre, om Lille-Beate skreg; men det gjorde hun vist.

Da Beate kom med hodet over vannet igjen, grep hun med begge sine hender om den runde brønnstokk; men hendene var for små, og stokken for bred og glatt; hun kunne ikke få tak. Da så hun, at Lille-Beate stod stum 65av forferdelse og stirret på henne, med den høyre hånd rakt ut over vannet. Store-Beate skyndte seg og grep fat i den, og Lille-Beate gjorde seg stiv, alt hva hun kunne, og litt til, og ble stående mellom stokkene og holdt sin kjære venninne oppe. Nå hadde Store-Beate ansiktet over vannet, så lenge at hun fikk skreket, og så kom både

Rolfsen: Lesebok for folkeskolen. I. Skriftspråk.

66far og mor løpende til; de var bleke av skrekk og trakk henne opp. Hun selv var drivende våt, så det rant og dryppet av henne, og så angst og kald at tennene klapret i munnen. Fa'er ville bære henne like inn i stuen; men hun bad ham endelig ta Lille-Beate med, så ikke hun også skulle falle i brønnen. «For det er hun som har frelst meg,» sa hun.

Beate ble nå brakt i seng, og Lille-Beate måtte ligge hos henne. Da hun ble søvnig og hadde lest sitt fadervår, klappet hun venninnen og sa «Aldrig kan jeg fulltakke deg, fordi du frelste meg av den fæle dype brønnen, kjære Lille-Beate! Jeg vet nok Vorherre hjalp deg å stå fast mellom stokkene og å gjøre deg stiv; men det var da du, og ingen annen, som rakte meg hånden, så jeg ikke sank til bunds. Og derfor skal du være min beste venninne all min tid, og når jeg blir stor, skal du stå fadder til min første datter; hun skal hete Lille-Beate etter deg.» Så kysset hun dukken og sov inn.