Det var en liden pige som hedte Beate. Hun var bare fem aar gammel; men det var en klog og god liden pige. Paa sin fødselsdag havde hun faat en vakker straahat af sin far; det var røde baand om den, og du kan tro den var pen; af sin mor havde hun faat et par gule sko og en nydelig hvid kjole. Men hendes gamle faster havde givet hende det bedste: det var en dukke med mørkebrunt haar, og saa fin og vakker at du aldrig kan tro det; det var ikke andet at sige paa hele dukken, end at det venstre øienbryn sad en liden grand for høit.
63«Det er ligesom hun drager lidt paa det ene øienbrynet. Mon hun ikke er rigtig fornøiet?» spurte BEATE, da hun fik den i haanden.
«Aa jo,» svarte faster, «men hun kjender dig ikke endnu. Hun har altid for vane at drage lidt paa øienbrynet, naar hun skal se rigtig nøie paa nogen. Hun vil bare se, om du er en snild liden pige.»
«Ja, nu har hun nok alt set det; for nu synes jeg brynet er som det andet,» sa BEATE.
Den dukken fik hun vel kjær, næsten kjærere end baade MARIE og LOVISE, endda det var hendes bedste veninder.