Vesle Ingrid gik en søndag i haven og saa paa sommer-fuglene, som fløi omkring med de fine skinnende vinger, og var saa lette og saa glade. „Far,” sa Ingrid, „hvor kommer sommer-fuglene fra? Kommer de ikke fra blomsterne? for jeg saa en blaa sommer-fugl flyve ud af en blomst.” „Nei, Ingrid min,” sa far, „de kommer ikke fra blomsterne; men nu skal du se.” Saa tog han en liden aame eller larve, som krøb under en busk, la den varlig i haanden sin og bar den op i huset. Og Ingrid løb med, og aamen blev lagt paa en liden hylde. Der bodde den, og hver dag fik den friske grønne blad at æde, — og æde kunde den. Ingrid havde stor moro af larven; hun stod og kikked op til den paa hylden, og snakked med den og la kage-brød op til den. Men larven likte ikke kage-brød. Slig gik det en stund, og saa en morgen ropte far paa Ingrid og viste hende aamen. Den rørte sig ikke; det var lige-som den var tørket ind. „Men nu er den jo død,” sa Ingrid og tog til at graate af alle kræfter. „Nei, den er ikke død,” sa far; „men nu skal den hvile sig.” Saa flytted han den op paa en hylde høiere oppe, og saa la han et blad over aamen.
Saa gik det en tid. Da ropte far igjen paa Ingrid en morgen-stund og sa: „Kom, Ingrid, kom og skynd dig, kom og se hvad der er paa hylden.” Og hvad var det Ingrid saa paa hylden? En fin sommer-fugl, som sad og rørte paa vingerne. „Ser du,” sa far, „det er aamen. Nu er den blit sommer-fugl. Alle de vakre sommer-fuglene som flyver i luften om sommeren, de har først krøbet omkring som larver. Er det ikke underligt, 12Ingrid?” „Jo, det er vist, at det er underligt,” sa Ingrid. Og saa aabned de vinduet og lod den nye sommer-fuglen flyve ud til de andre sommerfuglene i haven.