Det var en gang en gris som bodde tæt ved en kongs-gaard. Saa var det en dag at alle de andre var i kirken, og da syntes grisen det var stusligt, og saa rusled han op-over til kongs-gaarden.
Kongen var i kirke, han ogsaa; men det var nu grisen lige glad med; det var ikke kongen han gik efter, og ikke dronningen heller. Han vagged omkring mellem ud-husene han, og grov trynet sit ind i søple-dyngen og rulled sig i leren og vasked sig i sølen. Og da 5han kom hjem igjen, saa var han end-da svartere end han pleide. „Saa du har været i kongs-gaarden du, grisen min?” sa budeien. „Ja, jeg har saa,” sa grisen. „Det lyste vel af sølv og guld der?” sa budeien. „Sølv og guld saa jeg ikke,” sa grisen; „men søppel og søle var der.” „Ja, ja,” sa budeien og slog en bøtte vand over ham, „en finder det en leder efter. Gris er du, og gris blir du, og andet end søppel og søle saa ikke du, om du fór rundt til alle de kongs-gaardene som i verden er.”