VI

Den ledende tanke for denne bogs sprogbehandling er den samme som grundtanken for bogens hele bygning: hensynet til barnets virkelige standpunkt i det øieblik det skal give sig i færd med læsebogen. Ogsaa sprogformen maa virke som kjendt, eller let gjenkjendelig, paa barnet. Men dette princip krydses af to andre krav, som ogsaa har sin VIIret: hensynet til det litterært nedarvede og hensynet til bysprogets og landssprogets forskjellighed. Den sidste faktor kræver øre, fordi bogen henvender sig baade til by og bygd; den første maa ikke glemmes, for ikke af fremkalde noget brudd med det tilvante. Det er samspillet af disse faktorer som har ledet til den sprog- og skrivebrug som her er gjennemført. Hvorvidt det har lykkedes udgiveren og mig i alt væsentligt at træffe det rette valg, og overhoved at vise den takt og det sprogøre som dog til sidst er det afgjørende i disse spørsmaal, faar staa sin prøve. Vi har i ethvert fald søgt upartisk at afveie de forskjellige hensyn efter den vegt som tilkommer dem. Og om vi ikke altid har kunnet se enhver enkelthed med de samme øine, saa har dette ialfald medført den fordel, at forholdet mellem øst- og vestlandets interesser er blit alsidig drøftet.

Først og fremst nævner jeg da den nasjonale stiltone, og i sammenhæng dermed ombytningen af adskillige tilvante unorske ord og vendinger med de tilsvarende hjemlige. En saadan ombytning har fundet sted overalt hvor stilen ikke er til hinder og øret ikke saares ved det. Men det tør sige sig selv, at den ikke er foregaat mekanisk, og — navnlig for de senere afdelingers vedkommende — ikke anderledes end at børnene ogsaa faar adgang til at lære de brugeligste gloser af unorsk oprindelse. Stil og foredrag har vi derimod overalt prøvet at holde norsk, om end med nogen afskygning efter indholdets skiftninger.

De andre afvigelser i sprogform og retskrivning som man her vil finde fra det tilvante, er ændringer som undervisningsdepartementet har godkjendt for Aars’s Retskrivningsregler og Hofgaards Grammatik, i hvis kommende udgaver de blir optaget, — for en del foreløbig som «tilladte» former ved siden af de hidtil sedvanlig indøvede. I sit grundlag svarer disse regler til den sprogform som er brugt i første oplag af denne del af læsebogen, kun at de er noget mere omfattende, og derfor aabner adgang til større følgestrenghed i gjennemførelsen af norsk talebrug i skrift.

De gaar ud paa: 1. Godkjendelse af dobbeltformer, saa vel grafiske og litterære som grammatiske. 2. Fordobling af konsonanten efter kort vokal i betonet stavelse: a) overalt hvor der kan opstaa tvetydighed, b) ogsaa ellers i alle særlig norske ord, dog ikke bøiningsendelser. 3. Indskrænkning i brugen af sammenskrivning (udenfor virkelige sammensætninger). 4. En mere logisk brug af komma. — Om alle disse punkter henviser jeg til den forestilling som ligger til grund for departementets godkjendelse, og som trykkes i Universitets- og skoleannaler.

Her fremhæver jeg alene følgende:

1. Med talesprogets norske form skrives: a) alle særlig norske ord, og en del ord hvis skriftform fjerner sig særlig fra den norske udtale: uthage, i sidste liten, det leter paa (af folke-sprogets leitar), leie (lede, føre), rope (raabe), snile (snegl), svette (svede), ball (bold), vaage (vove), blaase, graate o. fl. b) enkelte ord som i vedkommende betydning er særlig norske: en leke, spøkeligt, en gap, en kryp, en stakkars krok, stryk (pryl) o. s. v. c) benævnelser paa hjemlige dyr, VIIIplanter og frugter: gjøk, ek, løk, nøtter o. s. v. d) en del benævnelser paa hverdagslige ting, eller ord som jevnligst forekommer i dagligtalen eller i en slags haandverkssprog: spiker, spekekjød, bigsel, nøkkel, en flaate (tømmerflaate), en hake (baadshake), fok og fyke, sliten og slite, bræke, sprake, strype, krøke, fløte o. lign.

2. Adjektiver som i folkesproget ender paa -ut (borket, lurvet, flekket o. s. v.) skrives overalt med t i endelsen: den borkete hesten, lurvete hunder.

3. Ubestemt flertal af fælleskjønsord bøies med -er (stokker, hester, gaarder), undtagen a) i ord som i ental ender paa -er (borger — borgere, finger — fingre), b) i en del ord som — ialfald i flertal — væsentlig tilhører det litterære sprog (næringsveie, gjenstande, malme, sange, vine, skatte — kostbarheder, sole), c) i ord som: mænd, fædre, brødre, og helst ogsaa i ord paa -dom (sygdomme) samt drømme, strømme, dage, fiske, strande, løgne, og maaske et par andre.

4. Ubestemt flertal af intetkjønsord faar enten ingen flertalsendelse (berg, troll) eller den litterære paa -e (skibe, have). Fremmede intetkjønsord faar -er (bretter), ligesaa enkelte andre, som til dels har havt andet kjøn: godser, lemmer, kinder, steder, lofter o. fl.

5. Bestemt flertal ender paa -ne, ikke -rne, i alle substantiver som efter den gamle litterære skrivemaade har -e i ubestemt flertal (altsaa ikke alene: gjenstandene, sangene, men ogsaa: stokkene, hestene o. s. v.), desuden i særlig norske ord som lidet har været brugt i litteraturen (sauene, haugene, kovene, staurene o. fl.). Ellers er den sedvanlige skriftform for bestemt flertal bibeholdt i de ord som ogsaa efter den ældre retskrivning har -r i ubestemt flertal (gutterne, jenterne o. s. v.)¹.

6. Imperfektum og fortids particip af svage verber faar bøiningen -te -t -de -d eller -ed -et (talte — talt, trodde — trod, strævde — strævd, loved — lovet); den fulde litterære form paa -ede forekommer bare en og anden gang som poetisk frihed i digt, i lighed med verbernes flertalsformer.

7. Fortids particip bøies ikke i flertal, hverken af sterke eller svage verber, uden hvor det bruges som adjektiv («de dragne sverd», ellers: draget, talt).

8. Merk til slut: blive — blir — blev — blit, spørge — spør — spurte — spurt (spørsmaal), sælge — sælger — solte — solt, lade — lar — lod — ladt; sa, la (for: sagde, lagde), samt baade i ental og flertal «nogen», i lighed med «ingen».

IXSærlig om tegnsætningen maa jeg henvise lærere og andre som har at sætte sig nøiere ind i spørgsmaalet, til den fuldstændigere udredning som er givet i den nævnte forestilling til departementet. Her hidsætter jeg kun, til oversigt, at uddrag af de vigtigste regler. For en væsentlig del fremtræder de nye regler som en strengere gjennemførelse — eller som udvidelser — af et par tidligere regler, optaget i de senere udgaver af Aars (§ 62, 2, anm. 1, og § 64). De gaar særlig ud paa en indskrænket eller ændret brug af komma ved afhængige sætninger. Hidtil har det jo været almindelig regel uden videre at sætte skilletegn saa vel ved begyndelsen som slutningen af en bisætning. Heri gjøres nu følgende principielle indskrænkning: Ved begyndelsen af en bisætning hvor det ikke kan gjøres nogen stans i læsningen, bør ikke sættes komma. Da maa man enten sløife skilletegnet helt, eller tage det led som bestemmes (udfyldes) af bisætningen, sammen med denne, og sætte skilletegnet foran dette led, hvis der her mere passende kan gjøres en stans, eller overhoved en længere stans end ved selve bisætningens begyndelse.¹

Slige tilfælde, hvor det ikke kan gjøres nogen, eller kun en forholdsvis liden stans der hvor bisætningen begynder, er især følgende:

1. Ved sammenslyngede sætninger, d. v. s. hvor et led hører baade til hoved- og bisætning, eller hvor det er tvilsomt, hvilken sætning det egentlig hører til: «Klokken 12 vidste vi kongen skulde kjøre gjennem den gaden hvor farmor bodde. — Det er det ingen andre gutter som har. — Tulla synes nu ligesom hun er i slegt med alle mennesker, hun. — Nu trodde hun de havde nok» (Nu havde de nok, trodde hun).

2. Hvor hoved- og bisætning er en udvidet omskrivning af en enkelt sætning, oftest tjenende til at fremhæve et led i denne: «Kanske var det gaupen de skreg efter (= Kanske skreg de efter gaupen). — Det er ikke altid bjørner løber saa langt. — Det var prins Kristian af Augustenborg han kaldte saa»

3. Ogsaa ellers ved «nødvendige» relativsætninger, d. v. s. relativsætninger som indeholder en for den rette opfatning nødvendig begrænsning af det led de slutter sig til: «Bare fanter, og folk som aldrig havde set et skib før (d. e. slige folk som). — Bjørnen er det største rovdyr som findes i Norge. — Jeg skal hugge hovedet af alle som kalder mig for jente» (hvor «største» og «alle» ikke gjælder uden videre, men kun med den indskrænkning som relativsætningen angiver).

4. Ligeledes ogsaa i det hele ved at-sætninger hvor at er udeladt, eller hvor der er en større stans lige foran det led som sætningen slutter sig til: «Det var synd han ikke blev general. — Alle som saa det, mente det var uraad at berge her. — Pus vilde have nattero, og vilde at andre skulde have det ogsaa.»

XTil gjengjæld gives komma en adskillig udvidet brug til at udskille andre led end sætninger, saa vel sideordnede som underordnede. Saaledes ofte ved sideordnede prædikater som staar i et mere selvstændigt forhold til hinanden, omtrent som sideordnede sætninger, saa at det tit gjør liden forskjel, om subjektet gjentages med et pronomen ved hvert prædikat, eller ikke. Ogsaa denne brug af komma har for en stor del tilknytning til de ældre retskrivningsregler (Aars § 62, 3 d), eller til hvad ogsaa før, men mere leilighedsvis, har været brugt af de fleste forfattere, mens det her er søgt at gjøre brugen mere logisk gjennemført og regelbundet.

Paa samme maade som det afgjørende synspunkt for valget af stil, sprogform og retskrivning, har været hensynet til den lettelse det giver barnet at gjenfinde i læsebogen saa meget som muligt af selve det levende talesprog, paa samme maade bunder disse ændringer i tegnsætning i den veiledning som en mere logisk tegnbrug yder til god og rigtig læsning og til klarere og sandere opfatning af sammenhængen. Den strengt grammatiske tegnsætning har vistnok været til hjælp ved analysen, — men mest en rent formel analyse, og saa mangen gang i strid med den virkelige sammenhæng i sproget. Og desuden er og blir analyse dog ikke andet end et middel, mens god læsning og klar forstaaelse har sit maal i sig selv, et reelt og praktisk maal. Og netop for læsning og forstaaelse lægger den grammatiske kommabrug ikke alene mange vanskeligheder i veien, men den virker ofte ligefrem vildledende. Dr. Hjalmar Falk har i sit lille skrift «Om en reformeret tegnsætning» givet en del eksempler herpaa (side 11 f. og 14), og enhver norsklærer med sans for god læsning kan med lethed øge samlingen, saa meget han lyster. Men naar tilstanden ellerede nu er slig, hvordan maa den saa ikke blive, efter hvert som vort skriftsprog fortsætter med at nærme sig talesproget, med dets friere konstruktioner, dets sammenslyngninger, udvidelser, sammendragninger og omskrivninger? Med en blot og bart grammatisk tegnbrug blev det hele intet andet end et hjælpeløst urede baade for forstaaelse og læsning.

Man har klaget over vanskelighederne for skolen ved en saadan friere sprogform. Og de er hverken faa eller smaa. Jeg er ikke blind for, hvor særdeles ønskeligt det er at have en fast og bestemt skrivebrug for skolen. Men jeg er heller ikke blind for, hvor umuligt det er, saa længe sproget ikke selv har det. Og vort sprog har det ikke. Vi lever i en sproglig overgangstid, hvis ulemper ingen kan unddrage sig. Heller ikke skolen. Er ikke sprogbrugen fast og afsluttet, saa kan ikke skolen behandle den som om den var det. Hvor nyt og gammelt, hvor fremmed og hjemligt strides og danner dobbeltformer i sproget, der faar ogsaa skolen finde sig i dobbeltformer. XIDet er jo for livet, ikke for gamle bøger, skolen skal udruste barnet, — for det levende liv, som stadig er i udvikling. Svigted da ikke skolen sin opgave, om den bare førte lærlingen ind i en ældre afsluttet sprogform, en som dag for dag trænges mer til side af udviklingen? Den slegt som skal bruge fremtidens sprog, har fremfor alt krav paa ikke at blive stængt ude fra det groende i sproget. Alene da faar børnene fuld nytte af undervisningen, nytte for livet. Og ikke mindst gjælder dette folkeskolens børn, de som ikke er opvokset i det «dannede talesprog», — som ikke bare har at tilegne sig skriveformen for dette sprog, men ogsaa dets taleform. For dem gjælder det, at det uforholdsmæssig større arbeide de har med sproget (og det under en væsentlig kortere og mere hullet skolegang) — at det kan lettes for dem paa alle punkter hvor det lar sig gjøre. Og det lar sig gjøre i samme mon som skriveformen naturlig nærmer sig taleformen. Selvfølgelig maa det gjøres med varsomhed og kyndighed. Men gjøres maa det. Ogsaa fordi det er den enests udvei af det sproglige uføre vi for tiden sidder i. Som det nu er, er vort sprog splidagtigt med sig selv. Stille kan vi derfor ikke blive staaende. Tilbage fører ingen vei. Nu — saa maa vi frem.

Moltke Moe.

VI

Den ledende tanke for denne bogs språkbehandling er den samme som grunntanken for bokens hele bygning: hensynet til barnets virkelige standpunkt i det øyeblikk det skal gi seg i ferd med leseboken. Også språkformen må virke som kjent, eller lett gjenkjennelig, på barnet. Men dette prinsipp krysses av to andre krav, som også har sin VIIrett: hensynet til det litterært nedarvede og hensynet til bysprogets og landssprogets forskjellighet. Den siste faktor krever øre, fordi boken henvender seg både til by og bygd; den første må ikke glemmes, for ikke av fremkalle noe brudd med det tilvante. Det er samspillet av disse faktorer som har ledet til den sprog- og skrivebrug som her er gjennomført. Hvorvidt det har lyktes utgiveren og meg i alt vesentlig å treffe det rette valg, og overhoved å vise den takt og det språkøre som dog til sist er det avgjørende i disse spørsmål, får stå sin prøve. Vi har i ethvert fall søkt upartisk at afveie de forskjellige hensyn etter den vekt som tilkommer dem. Og om vi ikke alltid har kunnet se enhver enkelthet med de samme øyne, så har dette i alle fall medført den fordel, at forholdet mellom øst- og vestlandets interesser er blitt alsidig drøftet.

Først og fremst nevner jeg da den nasjonale stiltone, og i sammenheng dermed ombytningen av adskillige tilvante unorske ord og vendinger med de tilsvarende hjemlige. En sådan ombytning har funnet sted overalt hvor stilen ikke er til hinder og øret ikke såres ved det. Men det tør si seg selv, at den ikke er foregått mekanisk, og — navnlig for de senere avdelingers vedkommende — ikke annerledes enn at barna også får adgang til å lære de brugeligste gloser av unorsk opprinnelse. Stil og foredrag har vi derimot overalt prøvet å holde norsk, om enn med noen avskygning etter innholdets skiftninger.

De andre avvikelser i språkform og rettskrivning som man her vil finne fra det tilvante, er endringer som undervisningsdepartementet har godkjent for Aars’s Retskrivningsregler og Hofgaards Grammatik, i hvis kommende utgaver de blir optaget, — for en del foreløpig som «tillatte» former ved siden av de hittil sedvanlig indøvede. I sitt grunnlag svarer disse regler til den språkform som er brukt i første opplag av denne del av leseboken, kun at de er noe mer omfattende, og derfor åpner adgang til større følgestrenghet i gjennomførelsen av norsk talebruk i skrift.

De går ut på: 1. Godkjennelse av dobbeltformer, så vel grafiske og litterære som grammatiske. 2. Fordobling av konsonanten etter kort vokal i betonet stavelse: a) overalt hvor der kan oppstå tvetydighet, b) også ellers i alle særlig norske ord, dog ikke bøyningsendelser. 3. Innskrenkning i bruken av sammenskrivning (utenfor virkelige sammensetninger). 4. En mer logisk bruk av komma. — Om alle disse punkter henviser jeg til den forestilling som ligger til grunn for departementets godkjennelse, og som trykkes i Universitets- og skoleannaler.

Her fremhever jeg alene følgende:

1. Med talespråkets norske form skrives: a) alle særlig norske ord, og en del ord hvis skriftform fjerner seg særlig fra den norske uttale: uthage, i siste liten, det leter på (av folke-sprogets leitar), leie (lede, føre), rope (rope), snile (snegl), svette (svette), ball (bold), vaage (vove), blåse, gråte o. fl. b) enkelte ord som i vedkommende betydning er særlig norske: en leke, spøkelig, en gap, en kryp, en stakkars krok, stryk (pryl) o. s. v. c) benevnelser på hjemlige dyr, VIIIplanter og frukter: gjøk, ek, løk, nøtter o. s. v. d) en del benevnelser på hverdagslige ting, eller ord som jevnligst forekommer i dagligtalen eller i en slags håndverksspråk: spiker, spekekjøtt, bigsel, nøkkel, en flåte (tømmerflåte), en hake (båtshake), fokk og fyke, sliten og slite, breke, sprake, strype, krøke, fløte o. lign.

2. Adjektiver som i folkesproget ender på -ut (borket, lurvet, flekket o. s. v.) skrives overalt med t i endelsen: den borkete hesten, lurvete hunder.

3. Ubestemt flertall av felleskjønnsord bøyes med -er (stokker, hester, gaarder), unntagen a) i ord som i entall ender på -er (borger — borgere, finger — fingre), b) i en del ord som — i alle fall i flertall — vesentlig tilhører det litterære språk (næringsveier, gjenstander, malme, sanger, vine, skatte — kostbarheter, sole), c) i ord som: menn, fedre, brødre, og helst også i ord på -dom (sykdommer) samt drømme, strømme, dage, fiske, strande, løgne, og maaske et par andre.

4. Ubestemt flertall av intetkjønsord får enten ingen flertallsendelse (berg, troll) eller den litterære på -e (skip, have). Fremmede intetkjønsord får -er (bretter), likeså enkelte andre, som til dels har hatt annet kjøn: godser, lemmer, kinner, steder, lofter o. fl.

5. Bestemt flertall ender på -ne, ikke -rne, i alle substantiver som etter den gamle litterære skrivemåte har -e i ubestemt flertall (altså ikke alene: gjenstandene, sangene, men også: stokkene, hestene o. s. v.), dessuten i særlig norske ord som lite har vært brukt i litteraturen (sauene, haugene, kovene, staurene o. fl.). Ellers er den sedvanlige skriftform for bestemt flertall bibeholdt i de ord som også etter den eldre rettskrivning har -r i ubestemt flertall (guttene, jentene o. s. v.)¹.

6. Imperfektum og fortids partisipp av svage verber får bøyningen -te -t -de -d eller -ed -et (talte — talt, trodde — trod, strevde — strevd, lovet — lovet); den fulle litterære form på -ede forekommer bare en og annen gang som poetisk frihet i dikt, i likhet med verbenes flertallsformer.

7. Fortids partisipp bøyes ikke i flertall, hverken av sterke eller svage verber, uten hvor det brukes som adjektiv («de dragne sverd», ellers: draget, talt).

8. Merk til slut: bli — blir — ble — blitt, spørre — spør — spurte — spurt (spørsmål), selge — selger — solgte — solgt, lade — lar — lot — ladt; sa, la (for: sa, la), samt både i entall og flertall «noen», i likhet med «ingen».

IXSærlig om tegnsetningen må jeg henvise lærere og andre som har å sette seg nøyere inn i spørsmålet, til den fullstendigere utredning som er gitt i den nevnte forestilling til departementet. Her hidsætter jeg kun, til oversikt, at utdrag av de viktigste regler. For en vesentlig del fremtrer de nye regler som en strengere gjennomførelse — eller som utvidelser — av et par tidligere regler, optaget i de senere utgaver av Aars (§ 62, 2, anm. 1, og § 64). De går særlig ut på en innskrenket eller endret bruk av komma ved avhengige setninger. Hittil har det jo vært alminnelig regel uten videre å sette skilletegn så vel ved begynnelsen som slutningen av en bisetning. Heri gjøres nå følgende prinsipielle innskrenkning: Ved begynnelsen av en bisetning hvor det ikke kan gjøres noen stans i lesningen, bør ikke settes komma. Da må man enten sløyfe skilletegnet helt, eller ta det led som bestemmes (utfylles) av bisetningen, sammen med denne, og sette skilletegnet foran dette led, hvis der her mer passende kan gjøres en stans, eller overhoved en lenger stans enn ved selve bisetningens begynnelse.¹

Slike tilfelle, hvor det ikke kan gjøres noen, eller kun en forholdsvis liten stans der hvor bisetningen begynner, er især følgende:

1. Ved sammenslyngede setninger, d. v. s. hvor et led hører både til hoved- og bisetning, eller hvor det er tvilsomt, hvilken setning det egentlig hører til: «Klokken 12 visste vi kongen skulle kjøre gjennom den gaten hvor farmor bodde. — Det er det ingen andre gutter som har. — Tulla synes nå likesom hun er i slekt med alle mennesker, hun. — Nå trodde hun de hadde nok» (Nu hadde de nok, trodde hun).

2. Hvor hoved- og bisetning er en utvidet omskrivning av en enkelt setning, oftest tjenende til å fremheve et led i denne: «Kanskje var det gaupen de skrek etter (= Kanske skreg de etter gaupen). — Det er ikke alltid bjørner løper så langt. — Det var prins Kristian av Augustenborg han kalte så»

3. Også ellers ved «nødvendige» relativsetninger, d. v. s. relativsetninger som inneholder en for den rette oppfatning nødvendig begrensning av det led de slutter seg til: «Bare fanter, og folk som aldri hadde sett et skip før (d. e. slike folk som). — Bjørnen er det største rovdyr som finnes i Norge. — Jeg skal hugge hodet av alle som kaller meg for jente» (hvor «største» og «alle» ikke gjelder uten videre, men kun med den innskrenkning som relativsetningen angiver).

4. Likeledes også i det hele ved at-setninger hvor at er utelatt, eller hvor der er en større stans like foran det led som setningen slutter seg til: «Det var synd han ikke ble general. — Alle som så det, mente det var uråd å berge her. — Pus ville ha nattero, og ville at andre skulle ha det også.»

XTil gjengjeld gives komma en adskillig utvidet bruk til å utskille andre led enn setninger, så vel sideordnede som underordnede. Således ofte ved sideordnede predikater som står i et mer selvstendig forhold til hinannen, omtrent som sideordnede setninger, så at det tit gjør liten forskjell, om subjektet gjentas med et pronomen ved hvert predikat, eller ikke. Også denne bruk av komma har for en stor del tilknytning til de eldre rettskrivningsregler (Aars § 62, 3 d), eller til hva også før, men mer leilighetsvis, har vært brukt av de fleste forfattere, mens det her er søkt å gjøre bruken mer logisk gjennomført og regelbundet.

På samme måte som det avgjørende synspunkt for valget av stil, språkform og rettskrivning, har vært hensynet til den lettelse det gir barnet å gjenfinne i leseboken så meget som mulig av selve det levende talespråk, på samme måte bunner disse endringer i tegnsetning i den veiledning som en mer logisk tegnbrug yter til god og riktig lesning og til klarere og sannere oppfatning av sammenhengen. Den strengt grammatiske tegnsetning har vistnok vært til hjelp ved analysen, — men mest en rent formel analyse, og så mangen gang i strid med den virkelige sammenheng i språket. Og dessuten er og blir analyse dog ikke annet enn et middel, mens god lesning og klar forståelse har sitt mål i seg selv, et reelt og praktisk mål. Og nettopp for lesning og forståelse legger den grammatiske kommabruk ikke alene mange vanskeligheter i veien, men den virker ofte likefrem vildledende. Dr. Hjalmar Falk har i sitt lille skrift «Om en reformeret tegnsetning» gitt en del eksempler herpå (side 11 f. og 14), og enhver norsklærer med sans for god lesning kan med letthet øke samlingen, så meget han lyster. Men når tilstanden ellerede nå er slig, hvordan må den så ikke bli, etter hvert som vårt skriftspråk fortsetter med å nærme seg talespråket, med dets friere konstruksjoner, dets sammenslyngninger, utvidelser, sammendragninger og omskrivninger? Med en blot og bart grammatisk tegnbrug ble det hele intet annet enn et hjelpeløst urede både for forståelse og lesning.

Man har klaget over vanskelighetene for skolen ved en sådan friere språkform. Og de er hverken få eller små. Jeg er ikke blind for, hvor særdeles ønskelig det er å ha en fast og bestemt skrivebrug for skolen. Men jeg er heller ikke blind for, hvor umulig det er, så lenge språket ikke selv har det. Og vårt språk har det ikke. Vi lever i en språklig overgangstid, hvis ulemper ingen kan unndra seg. Heller ikke skolen. Er ikke språkbruken fast og avsluttet, så kan ikke skolen behandle den som om den var det. Hvor nyt og gammelt, hvor fremmed og hjemlig strides og danner dobbeltformer i språket, der får også skolen finne seg i dobbeltformer. XIDet er jo for livet, ikke for gamle bøker, skolen skal utruste barnet, — for det levende liv, som stadig er i utvikling. Sviktet da ikke skolen sin oppgave, om den bare førte lærlingen inn i en eldre avsluttet språkform, en som dag for dag trenges mer til side av utviklingen? Den slekt som skal bruke fremtidens språk, har fremfor alt krav på ikke å bli stengt ute fra det groende i språket. Alene da får barna full nytte av undervisningen, nytte for livet. Og ikke minst gjelder dette folkeskolens barn, de som ikke er oppvokst i det «dannede talespråk», — som ikke bare har å tilegne seg skriveformen for dette språk, men også dets taleform. For dem gjelder det, at det uforholdsmessig større arbeide de har med språket (og det under en vesentlig kortere og mer hullet skolegang) — at det kan lettes for dem på alle punkter hvor det lar seg gjøre. Og det lar seg gjøre i samme mon som skriveformen naturlig nærmer seg taleformen. Selvfølgelig må det gjøres med varsomhet og kyndighet. Men gjøres må det. Også fordi det er den enests utvei av det sproglige uføre vi for tiden sitter i. Som det nå er, er vårt språk splidagtigt med seg selv. Stille kan vi derfor ikke bli stående. Tilbake fører ingen vei. Nå — så må vi frem.

Moltke Moe.