III

Jeg forelægger herved for almenheden første del af en ny læsebog for den norske folkeskole. Det maa da være mig tilladt først at betone, hvilken opgave jeg har sat mig under mit arbeide med denne første del. Alene erfaringen kan vise, om denne opgave er løst eller ikke.

Mit største maal har da været at skabe en bog som de smaa kunde komme til at holde af; og det har den hele tid været min overbevisning, at dersom dette maal ikke blev naad, burde bogen med rette regnes for død og magtesløs at være. Det gjaldt altsaa at hente stoffet fra en verden hvorom barnets tanker kredser, eller hvorimod de ubevidst søger, og at give dette stof en form der indtil de mindste detaljer var gjennemsigtig. Det gjaldt at gjøre veien let og jevn, for at de smaa læsere i den korteste tid kunde komme saa langt frem som muligt; under vore smaa og fattige forhold maatte dette krav være mere uafviseligt end noget andet sted. Med andre ord: det gjaldt med vaagen agtpaagivenhed at søge det barnlige, uden at det paa noget punkt kunde mærkes, at der var søgt. Det gjaldt paa den ene side, ikke at være æstetisk fornem og vrage hvad der kunde være barnet kjært, om dets litterære værd end var ringe; men det gjaldt i endnu høiere grad at finde det stof og den fremstilling hvor det barnlige og det poetiske mødtes. Derfor er selvfølgelig de digtere som i større eller mindre grad kan siges at være klassiske netop i dette punkt, alle repræsenteret. Det har fremdeles været mig magtpaaliggende at optage i denne første del af min læsebog skildringer fra barnelivet som ikke var knyttet til noget berømt navn, men som dog ved sin naivetet og ubevidste ynde maatte regnes til perlerne i vor litteratur («Hans Marius», «Reisen til verdens ende»). fra fremmede landes forfattere har jeg dernæst hentet motiver, hvor jeg fandt at disse var almenmenneskelige og udsprang af virkelig iagttagelse og sympatisk forstaaelse. Ved siden heraf har jeg flittig benyttet en kilde der maatte være naturlig at gaa til ved et arbeide som dette: den kilde hvor det barnlige og folkelige flyder sammen: dyre-eventyret og barneverset. Intet sted har det almene saa let for at blive nasjonalt som i disse sagn, der gaar verden rundt i forskjelligt klædebon; eller i disse vers, der er fordringsløse som barnets første IVtale, friske og yndefulde som løvspræt om vaaren. Jeg har undertiden hentet dette stof langt borte, men jeg har det haab, at det norske barn ingensted skal merke det fremmede, men at det skal forstaa det almene, fordi det kommer i en hjemlig dragt.

Jeg har ovenfor sagt, at det var mit største maal at gjøre denne barnebog kjær for de smaa. Jeg kan gjerne tilføie: mit eneste maal, naar man bare vil forstaa mig ret. Et aandelig sundt og friskt barn kommer nemlig aldrig til at holde af en pædagogisk barnebog, hvis den kun er underholdende, hvis den er hvad man pleier at kalde en morskabsbog. Barnet vil mer end underholdes. Barnet vil vide, tænke, føle, vokse og udvikles i alle retninger; det er en naturtrang. Barnet vil have alvor i legen. Det har et ubevidst krav paa personlighedens udvikling, og først hvor den pædagogiske barnebog paa den rette maade imødekommer dette krav, kommer barnet rigtig til at holde af den. Men det gjælder at finde den rette maade. Det paahviler ikke læsebogen i modersmaalet at plugge moral ind i de smaa eller give lekselæsning i dette fag; det er hverken dens pligt eller dens ret at tilhugge den etiske personlighed med uafladelige hammerslag. Det gjælder at forme det bløde voks med nensom haand; det gjælder at finde den stille vei som fører til hjertet, at gjennemgløde barnesindet med en varme der lar beslutningen til det gode springe ud som knoppen for solens straaler; det gjælder at fortælle dæmpet og diskret, saa der dirrer en efterklang i barnesjælen, en efterklang som fører til handling.

Det er ikke læsebogens pligt og opgave at indprente kundskab, men det er dens pligt overalt at gaa hand i haand med lærebogen, at aabne alle dører paa gløtt, og pege paa hvor kundskaben ligger, at give kjærlighed til den, give barnet indtrykket af at den ikke er noget truende, men noget som vinker. Læsebogen har nemlig ifølge sin hele natur det privilegium, at den paa alle felter har til forbundsfæller selve grundelementerne i barnets væsen: fantasi og følelse. — Den ved, at barnet, ligesom det voksne menneske, higer mod frihed, og at det ikke blot har en tørst efter at vide, men ogsaa en længsel efter at slippe fra stræv og tvang og arbeide. Læsebogen stiller sig ikke helt afvisende overfor denne længsel, men den søger indtrængende at overbevise om, at den sande ufrihed bestaar i uvidenhed, den sande afhængighed i mangel paa kundskab.

Det gjælder selvfølgelig i særlig grad bogens første del, barnebogen i egentlig forstand, at døren til kundskaben bare staar paa gløtt. Her maa man overalt nøie sig med antydninger, og disse antydninger kan siges at være spredte og usammenhængende. Snart er det smaa historier og ganske enkle karakteristiker af hest og ren og hund og kat, snart fortælles der om de store vilde dyr i fremmede lande, eller om brevduen, som flyver med posten tusender af kilometer; snart peges der paa skogen, som østlandsbarnet har udenfor sine skolevinduer, snart paa hav og fjord, som er kystbarnets nærmeste nabo, og paa fisken, som i millioner kommer svømmende til os. Ett stykke fortæller om papiret, som barnet skriver paa, et andet om bogen, som det holder i Vsin haand, et tredje om solen, som skinner paa denne bog. Det synes at være en broget mangfoldighed, og nogen skematisk sammenhæng hverken er der eller bør der være; men en forbindende tanke er der mellem alt sammen. Det er alt sammen knyttet til barnets interesser og evner paa dette trin. Det har alt sammen til hensigt at besvare de spørsmaal som den lille gjør sig selv, og at vække nye. Ti barnets tanker bevæger sig, i den alder hvorom her er tale, paa en forunderlig maade mellem det nærliggende og fjerne. Det blir ikke træt af at høre om de dyr som det ser for sine øine hver dag. Men det drages lige saa sterkt mod det forunderlige fremmedartede hos løven og tigeren, hvis uhygelige bedrifter har noget af eventyrets glans over sig. Overalt hvor virkeligheden har det vidunderliges præg, fængsles det i særlig grad. — Det har moro af at høre hvorledes en bog blir til, hvorledes duen bringer breve, fordi de faktiske oplysninger her giver overraskelse paa overraskelse, der interesserer det opvakte barn lige saa sterkt som en spændende historie. Saaledes vil disse antydninger, som med hensyn til den lærdom de indeholder er saa overordentlig beskedne og ubetydelige, dog forhaabentlig være tilstrækkelige til at holde spørgelysten aaben, holde døren til kundskaben paa gløtt.

Det er først i læsebogens senere del at denne dør kan slaaes videre op; men ogsaa her vil indholdet absolut og strengt skille sig fra lærebogen. Under den udvikling som vor folkeskole har faat og uden tvil fremdeles kommer til at faa, vil lærebøgernes antal vokse med hver dag, og der er derfor ingensomhelst grund til at fylde læsebogens knappe rum med et indhold som rettelig hører andensteds hjemme. Derimod bør den paa de forskjelligste omraader supplere lærebøgerne, og derfor maa dens indhold ogsaa paa de senere trin blive afvekslende og mangfoldigt. Ikke blot vore digteres verker, — de største begivenheder i verdens og kirkens historie, vort folks levnetsløb og dets nutidsliv, vor natur og vort dyreliv, vore næringsveie, vor samfundsbygning, alt skal være repræsenteret, men ogsaa kun repræsenteret; ti læsebogen har kun plads for det typiske, for brændpunkterne, som kan kaste lys til alle sider. Den skal og kan kun give impulser, intet andet.

Men ogsaa i denne mangfoldighed skal der være en enhed: uden patriotisk skryt, uden fortrængsel af sandheden paa noget punkt, skal en læsebog for den norske folkeskole opdrage norske borgere. Jeg slutter derfor bogens første del, der er at betragte som en indledning til det hele verk, med en række læsestykker der søger at føre de smaa hen til det store som vi kalder fædreland. Det er et abstrakt ord, et begreb. Jeg har søgt at gjøre det forstaaligt ved konkrete skikkelser, ved billeder hentet fra barnets eget liv. Jeg har søgt at sky alle store ord og at tale barnlig og dæmpet, som jeg taler i min egen stue til mit eget barn.

Jeg har kaldt den ene cyklus af disse stykker «Tulla i børnenes flagtog»; et «børnenes flagtog» skulde jo egentlig den hele skolegang være, ikke i feststemning og hurrarop, men i dagligt arbeide og fremskridt, side om side, med det norske flag i spidsen.

VIDet forekommer mig da naturligt, at sproget i en norsk læsebog for folkeskolen maa være saa hjemligt og nasjonalt, saa barnligt og tilgjængeligt som vort skriftsprogs nuværende standpunkt paa nogen maade tillader, og her har min opgave været den samme for sprogformens vedkommende som den har været med hensyn til indholdet: det gjaldt at skrive saaledes, at norske børn havde let for at forstaa det. Dette og intet andet har været min hensigt. Jeg har hverken evne eller trang til at være sproglig reformator.

Jeg ved paa den anden side vel, at i mange bygder af vort land vil mit sprog ikke være hjemligt nok, fordi der tales dialekter som afviger saa sterkt fra vort skriftsprog, at dette nødvendigvis maa klinge fremmed for barnet, ialfald paa det tidligste skoletrin. Af denne grund udkommer første del af min læsebog i to parallele udgaver. Den ene er helt igjennem paa skriftsproget, og henvender sig til byerne og de dele af vort land hvor den mundtlige tale ligger skriftsproget nærmere; i den anden udgave er samtlige stykker i første afdeling paa landsmaalet; i de øvrige afdelinger er skriftsproget det fremtrædende.

I de senere dele vil landsmaalet blive repræsenteret saa vidt fyldigt, at det for en læsebog passende udvalg af landsmaalslitteraturen kan komme med, og at den nye lov kan ske fyldest.¹ Den paabyder, som bekjendt, at børnene i folkeskolen skal lære at læse begge sprog, baade skriftsproget og landsmaalet.

Skjønt læsebogens første del ikke indlader sig paa det fagmæssige, har hr. professor Robert Collett dog vist mig den velvilje at gjennemlæse stykkerne om renen, skogen, fiskerierne og brevduen. De øvrige stykker som streifer ind paa det naturhistoriske felt, har hr. professor dr. Gustav Guldberg under professor Colletts fraværelse gjennemlæst.

Nordahl Rolfsen.

III

Jeg forelegger herved for almenheden første del av en ny lesebok for den norske folkeskole. Det må da være meg tillatt først å betone, hvilken oppgave jeg har satt meg under mitt arbeide med denne første del. Alene erfaringen kan vise, om denne oppgave er løst eller ikke.

Mitt største mål har da vært å skape en bok som de små kunne komme til å holde av; og det har den hele tid vært min overbevisning, at dersom dette mål ikke ble nådd, burde boken med rette regnes for død og maktesløs å være. Det gjaldt altså å hente stoffet fra en verden hvorom barnets tanker kretser, eller hvorimot de ubevisst søker, og å gi dette stoff en form der inntil de minste detaljer var gjennomsiktig. Det gjaldt å gjøre veien lett og jevn, for at de små lesere i den korteste tid kunne komme så langt frem som mulig; under våre små og fattige forhold måtte dette krav være mer uavviselig enn noe annet sted. Med andre ord: det gjaldt med vaagen aktpågivenhet å søke det barnlige, uten at det på noe punkt kunne merkes, at der var søkt. Det gjaldt på den ene side, ikke å være estetisk fornem og vrake hva der kunne være barnet kjært, om dets litterære verd enn var ringe; men det gjaldt i enda høyere grad å finne det stoff og den fremstilling hvor det barnlige og det poetiske møttes. Derfor er selvfølgelig de diktere som i større eller mindre grad kan siges å være klassiske nettopp i dette punkt, alle representert. Det har fremdeles vært meg maktpåliggende å oppta i denne første del av min lesebok skildringer fra barnelivet som ikke var knyttet til noe berømt navn, men som dog ved sin naivitet og ubevisste ynde måtte regnes til perlene i vår litteratur («Hans Marius», «Reisen til verdens ende»). fra fremmede landes forfattere har jeg dernest hentet motiver, hvor jeg fant at disse var allmennmenneskelige og utsprang av virkelig iakttakelse og sympatisk forståelse. Ved siden heraf har jeg flittig benyttet en kilde der måtte være naturlig å gå til ved et arbeide som dette: den kilde hvor det barnlige og folkelige flyter sammen: dyre-eventyret og barneverset. Intet sted har det almene så lett for å bli nasjonalt som i disse sagn, der går verden rundt i forskjellig kledebon; eller i disse vers, der er fordringsløse som barnets første IVtale, friske og yndefulle som løvsprett om våren. Jeg har undertiden hentet dette stoff langt borte, men jeg har det håp, at det norske barn ingensted skal merke det fremmede, men at det skal forstå det almene, fordi det kommer i en hjemlig drakt.

Jeg har ovenfor sagt, at det var mitt største mål å gjøre denne barnebok kjær for de små. Jeg kan gjerne tilføye: mitt eneste mål, når man bare vil forstå meg rett. Et åndelig sundt og friskt barn kommer nemlig aldri til å holde av en pedagogisk barnebok, hvis den kun er underholdende, hvis den er hva man pleier å kalle en morskapsbok. Barnet vil mer enn underholdes. Barnet vil vite, tenke, føle, vokse og utvikles i alle retninger; det er en naturtrang. Barnet vil ha alvor i legen. Det har et ubevisst krav på personlighetens utvikling, og først hvor den pedagogiske barnebok på den rette måte imøtekommer dette krav, kommer barnet riktig til å holde av den. Men det gjelder å finne den rette måte. Det påhviler ikke leseboken i morsmålet å plugge moral inn i de små eller gi lekselesning i dette fag; det er hverken dens plikt eller dens rett å tilhugge den etiske personlighet med uavlatelige hammerslag. Det gjelder å forme det bløte voks med nennsom hånd; det gjelder å finne den stille vei som fører til hjertet, å gjennomgløde barnesinnet med en varme der lar beslutningen til det gode springe ut som knoppen for solens stråler; det gjelder å fortelle dempet og diskret, så der dirrer en efterklang i barnesjelen, en efterklang som fører til handling.

Det er ikke læsebogens plikt og oppgave å innprente kunnskap, men det er dens plikt overalt å gå hand i hånd med læreboken, å åpne alle dører på gløtt, og peke på hvor kunnskapen ligger, å gi kjærlighet til den, gi barnet inntrykket av at den ikke er noe truende, men noe som vinker. Leseboken har nemlig ifølge sin hele natur det privilegium, at den på alle felter har til forbundsfeller selve grunnelementene i barnets vesen: fantasi og følelse. — Den ved, at barnet, likesom det voksne menneske, higer mot frihet, og at det ikke blot har en tørst etter å vite, men også en lengsel etter å slippe fra strev og tvang og arbeide. Leseboken stiller seg ikke helt avvisende overfor denne lengsel, men den søker inntrengende å overbevise om, at den sanne ufrihet består i uvitenhet, den sanne avhengighet i mangel på kunnskap.

Det gjelder selvfølgelig i særlig grad bokens første del, barneboken i egentlig forstand, at døren til kunnskapen bare står på gløtt. Her må man overalt nøye seg med antydninger, og disse antydninger kan siges å være spredte og usammenhengende. Snart er det små historier og ganske enkle karakteristikker av hest og ren og hund og katt, snart fortelles der om de store ville dyr i fremmede lande, eller om brevduen, som flyver med posten tusener av kilometer; snart pekes der på skogen, som østlandsbarnet har utenfor sine skolevinduer, snart på hav og fjord, som er kystbarnets nærmeste nabo, og på fisken, som i millioner kommer svømmende til oss. Ett stykke forteller om papiret, som barnet skriver på, et annet om boken, som det holder i Vsin hånd, et tredje om solen, som skinner på denne bok. Det synes å være en broket mangfoldighet, og noen skematisk sammenheng hverken er der eller bør der være; men en forbindende tanke er der mellom alt sammen. Det er alt sammen knyttet til barnets interesser og evner på dette trin. Det har alt sammen til hensikt å besvare de spørsmål som den lille gjør seg selv, og å vekke nye. Ti barnets tanker beveger seg, i den alder hvorom her er tale, på en forunderlig måte mellom det nærliggende og fjerne. Det blir ikke trett av å høre om de dyr som det ser for sine øyne hver dag. Men det drages like så sterkt mot det forunderlige fremmedartede hos løven og tigeren, hvis uhygelige bedrifter har noe av eventyrets glans over seg. Overalt hvor virkeligheten har det vidunderliges preg, fengsles det i særlig grad. — Det har moro av å høre hvorledes en bok blir til, hvorledes duen bringer brev, fordi de faktiske opplysninger her giver overraskelse på overraskelse, der interesserer det opvakte barn like så sterkt som en spennende historie. Således vil disse antydninger, som med hensyn til den lærdom de inneholder er så overordentlig beskedne og ubetydelige, dog forhåpentlig være tilstrekkelige til å holde spørrelysten åpen, holde døren til kunnskapen på gløtt.

Det er først i læsebogens senere del at denne dør kan slås videre opp; men også her vil innholdet absolutt og strengt skille seg fra læreboken. Under den utvikling som vår folkeskole har fått og uten tvil fremdeles kommer til å få, vil lærebøkenes antall vokse med hver dag, og der er derfor ingen som helst grunn til at fylde læsebogens knappe rom med et innhold som rettelig hører annensteds hjemme. Derimot bør den på de forskjelligste områder supplere lærebøkene, og derfor må dens innhold også på de senere trin bli avvekslende og mangfoldig. Ikke blot våre dikteres verker, — de største begivenheter i verdens og kirkens historie, vårt folks levnetsløp og dets nutidsliv, vår natur og vårt dyreliv, våre næringsveier, vår samfunnsbygning, alt skal være representert, men også kun representert; ti leseboken har kun plass for det typiske, for brennpunktene, som kan kaste lys til alle sider. Den skal og kan kun gi impulser, intet annet.

Men også i denne mangfoldighet skal der være en enhet: uten patriotisk skryt, uten fortrengsel av sannheten på noe punkt, skal en lesebok for den norske folkeskole oppdra norske borgere. Jeg slutter derfor bokens første del, der er å betrakte som en innledning til det hele verk, med en rekke lesestykker der søker å føre de små hen til det store som vi kaller fedreland. Det er et abstrakt ord, et begrep. Jeg har søkt å gjøre det forståelig ved konkrete skikkelser, ved billeder hentet fra barnets eget liv. Jeg har søkt at sky alle store ord og å tale barnlig og dempet, som jeg taler i min egen stue til mitt eget barn.

Jeg har kalt den ene syklus av disse stykker «Tulla i barnas flagtog»; et «barnas flagtog» skulle jo egentlig den hele skolegang være, ikke i feststemning og hurrarop, men i daglig arbeide og fremskritt, side om side, med det norske flagg i spidsen.

VIDet forekommer meg da naturlig, at språket i en norsk lesebok for folkeskolen må være så hjemlig og nasjonalt, så barnligt og tilgjengelig som vårt skriftspråks nåværende standpunkt på noen måte tillater, og her har min oppgave vært den samme for språkformens vedkommende som den har vært med hensyn til innholdet: det gjaldt å skrive således, at norske barn hadde lett for å forstå det. Dette og intet annet har vært min hensikt. Jeg har hverken evne eller trang til å være språklig reformator.

Jeg ved på den annen side vel, at i mange bygder av vårt land vil mitt språk ikke være hjemlig nok, fordi der tales dialekter som avviker så sterkt fra vårt skriftspråk, at dette nødvendigvis må klinge fremmed for barnet, i alle fall på det tidligste skoletrinn. Av denne grunn utkommer første del av min lesebok i to parallelle utgaver. Den ene er helt igjennom på skriftspråket, og henvender seg til byene og de dele av vårt land hvor den muntlige tale ligger skriftspråket nærmere; i den annen utgave er samtlige stykker i første avdeling på landsmålet; i de øvrige avdelinger er skriftspråket det fremtredende.

I de senere dele vil landsmålet bli representert så vidt fyldigt, at det for en lesebok passende utvalg av landsmålslitteraturen kan komme med, og at den nye lov kan ske fyllest.¹ Den påbyr, som bekjent, at barna i folkeskolen skal lære å lese begge språk, både skriftspråket og landsmålet.

Skjønt læsebogens første del ikke innlater seg på det fagmessige, har hr. professor Robert Collett dog vist meg den velvilje å gjennomlese stykkene om reinen, skogen, fiskeriene og brevduen. De øvrige stykker som streifer inn på det naturhistoriske felt, har hr. professor dr. Gustav Guldberg under professor Colletts fraværelse gjennomlest.

Nordahl Rolfsen.