147

O, Herre! jeg vil gaa, hvorhen du kalder;thi jeg det ved, o Gud!at ei den mindste spurv til jorden falder,naar ei det er dit bud.

Og bo’de jeg, hvor isens panser spændersig over nordens barm,og vandred jeg, hvor ørknens flamme brænder,mig favned dog din arm.

Ja, mødte hvalen mig bag dybets vover,paa stumme rædslers vei,og stod jeg, hvor løvindens afkom sover,din haand mig svigted ei.

Og sank jeg ned til sølvets skjulte leieog did, hvor malmen gror,148og hæved jeg mig høit paa vindens veie,jeg fandt igjen dit spor.

Og stod jeg der, hvor nattergales tungerforkynder vaarens pris,og der, hvor ravnen mader sine unger,jeg fandt dig ligervis.

Ja var min fod saa let som kildevældet,der sprudler under sky,og fløi med ørnens flugt jeg over fjeldet,jeg kunde dig ei fly.

Og stod jeg der, hvor dagens blomst udspringerbag østens lyse sti,og fløi jeg bort paa aftenrødens vinger,jeg fløi dig ei forbi.

Og vandred jeg, hvor morgenstjernen flammeri livets ungdomsskjær,og slutted jeg mig ind i dødens kammer,da var du atter der.

Og kunde jeg hver dunkel taage sanke,som natten klækker ud,og gjemme dybt deri min stumme tanke,jeg skuffed ei min Gud.

C. Hauch.

147

O, Herre! jeg vil gå, hvorhen du kaller;thi jeg det ved, o Gud!at ei den minste spurv til jorden faller,når ei det er ditt bud.

Og bo’de jeg, hvor isens panser spennersig over nordens barm,og vandret jeg, hvor ørknens flamme brenner,meg favnet dog din arm.

Ja, møtte hvalen meg bak dypets vover,på stumme redslers vei,og stod jeg, hvor løvindens avkom sover,din hånd meg sviktet ei.

Og sank jeg ned til sølvets skjulte leieog dit, hvor malmen gror,148og hevet jeg meg høyt på vindens veie,jeg fant igjen ditt spor.

Og stod jeg der, hvor nattergales tungerforkynner vårens pris,og der, hvor ravnen mater sine unger,jeg fant deg ligervis.

Ja var min fot så lett som kildevældet,der sprudler under sky,og fløy med ørnens flukt jeg over fjellet,jeg kunne deg ei fly.

Og stod jeg der, hvor dagens blomst udspringerbak østens lyse sti,og fløy jeg bort på aftenrødens vinger,jeg fløy deg ei forbi.

Og vandret jeg, hvor morgenstjernen flammeri livets ungdomsskjær,og sluttet jeg meg inn i dødens kammer,da var du atter der.

Og kunne jeg hver dunkel tåke sanke,som natten klekker ut,og gjemme dypt deri min stumme tanke,jeg skuffet ei min Gud.

C. Hauch.