137

Det er min sjæl en frydfuld trangat gjeste Norges dale.Den gamle fjeldkoll elsker sang,den glade hjerters tale.

138Kom til den fagre Maridal!til Kleivens svimlende portal!Kom hvorsomhelst, og Norge skaldig i sin favn husvale!

Hvor strømmer ud berusning sødfra dalens bjerkelunde!Det var en drøm i engles skjødpaa deres mos at blunde.Hvad harpespil i denne bæk!Hvad melodi! Hvor sød en skræk!Bestandig ny den toner væk —ak! som fra perlers munde.

Hvad tænksomt, sværmersk øie fikdu tjernets stille vove!Hvad ord den susende musiki aasens dybe skove!Den mand er ei i Norge fød,som den ei gjør om hjertet blød.Det er hans vuggesang, der lødifra de dybe skove.

Didind, hvor fyrren suser, indtør ingen niding vandre,som har forglemt i troløst sindsit fædreland for andre.Ham vilde rædsel gribe, — bleghan vilde høre skoven skreg,hvor klagende dens røster steg.Did tør ei niding vandre.

Ham vilde, som en dommer haard,hvert fjeld imødetræde.«Hvad vil du i din moders gaard,som glemt har hendes kvæde?»Hvor tjernets blik blev kummerfuldt!Ak det, der smile kan saa huldt!Ve den, hvis barm ei voldsomt slaar,ved hjemmets syn, af glæde!

139Vi nærmere i dalens favnos føler Norges hjerte.Dets ærlige og gamle navnvi der af fossen lærte.I fjeldest solbelyste tinddet bløtter os sit høie sind,og derifra det speiler indsig selv i folkets hjerte.

Igjennem folkets aarer ladsig Glommens styrke velte!Som Rjukans kjække styrtebadsaa fyrige dets helte!Lad i dets kvinder Ringerigmed bliden ynde præge sig!Vær Gausta hver en gubbe lig,som sig tiltinge meldte!

Hvor styrtende mod Tyris strandfra aasen Kleiven iler!Saa først ved maalet, idrætsmand!din sterke vilje hviler.Som kolven fra det spændte staal,din kraft forfølge vil sit maal:dit vel, en daad, o fædreland,en daad, hvortil du smiler.

Hist slanken silje, heg og pilog rogn sig sammenranke.Det nøgne fjeld de dække vil —det er en kjærlig tanke.Saa, norske brødre, bryst ved bryst,vi ville med vemodig lystvor moders brøst selv hylle til —det er en kjærlig tanke.

H. Wergeland.

137

Det er min sjel en frydfuld trangå gjeste Norges dale.Den gamle fjeldkoll elsker sang,den glade hjerters tale.

138Kom til den fagre Maridal!til Kleivens svimlende portal!Kom hvorsomhelst, og Norge skaldeg i sin favn husvale!

Hvor strømmer ut berusning søtfra dalens bjerkelunde!Det var en drøm i engles skjødpå deres mos å blunde.Hva harpespill i denne bekk!Hva melodi! Hvor søt en skrekk!Bestandig ny den toner vekk —ak! som fra perlers munde.

Hva tenksomt, sværmersk øye fikkdu tjernets stille vove!Hva ord den susende musikki aasens dype skove!Den mann er ei i Norge født,som den ei gjør om hjertet bløt.Det er hans vuggesang, der lødifra de dype skove.

Didind, hvor fyrren suser, inntør ingen niding vandre,som har forglemt i troløst sinnsitt fedreland for andre.Ham ville redsel gripe, — bleghan ville høre skogen skreg,hvor klagende dens røster steg.Dit tør ei niding vandre.

Ham ville, som en dommer hard,hvert fjell imødetræde.«Hva vil du i din moders gård,som glemt har hennes kvede?»Hvor tjernets blikk ble kummerfullt!Ak det, der smile kan så huldt!Ve den, hvis barm ei voldsomt slår,ved hjemmets syn, av glede!

139Vi nærmere i dalens favnoss føler Norges hjerte.Dets ærlige og gamle navnvi der av fossen lærte.I fjeldest solbelyste tinddet bløtter oss sitt høye sinn,og derifra det speiler innsig selv i folkets hjerte.

Igjennom folkets årer lasig Glommens styrke velte!Som Rjukans kjekke styrtebadså fyrige dets helte!La i dets kvinner Ringerigmed bliden ynde prege seg!Vær Gausta hver en gubbe lig,som seg tiltinge meldte!

Hvor styrtende mot Tyris strandfra aasen Kleiven iler!Så først ved målet, idrettsmann!din sterke vilje hviler.Som kolven fra det spente stål,din kraft forfølge vil sitt mål:ditt vel, en dåd, o fedreland,en dåd, hvortil du smiler.

Hist slanken silje, hegg og pilog rogn seg sammenranke.Det nakne fjell de dekke vil —det er en kjærlig tanke.Så, norske brødre, bryst ved bryst,vi ville med vemodig lystvår moders brøst selv hylle til —det er en kjærlig tanke.

H. Wergeland.