137

Krist give dig, som er saa from,som elsker saa os smaa,saa rig en fred, saa mild en dom,det himmerig, vi drømte om,da vi i vuggen laa!

Vi hopped tidlig frem af den,som nøgne spurve smaa;men redet fandt vi ei igjen,og fjern, o fjern var himmelen,saa fjernt og koldt dens blaa.

Det truede at gaa os galti verdens sus og brus;paa vilden sti vi traadte alt,vort dække var en daarlig pjalt,den mørke sky vort hus.

Da aabned du din milde favn,da brød du os dit brød!«Kom hid, I smaa! I Jesu navnjeg stiller eders sorg og savn,jeg mætter eders nød!»

Guds himmel i en moders barmsin miskundhed har sænkt.O der er himlen lys og varm,som den, vi i vor vugges karmi drømme havde tænkt.

Krist give dig, som er saa from,som elsker saa os smaa,en moders rige dronningdomi himmelen, vi drømte om,da vi i vuggen laa!

H. Wergeland.

137

Krist gi deg, som er så from,som elsker så oss små,så rik en fred, så mild en dom,det himmerig, vi drømte om,da vi i vuggen lå!

Vi hoppet tidlig frem av den,som nakne spurver små;men redet fant vi ei igjen,og fjern, o fjern var himmelen,så fjernt og kaldt dens blå.

Det truet å gå oss galti verdens sus og brus;på vilden sti vi trådte alt,vårt dekke var en dårlig pjalt,den mørke sky vårt hus.

Da åpnet du din milde favn,da brød du oss ditt brød!«Kom hit, dere små! I Jesu navnjeg stiller deres sorg og savn,jeg metter deres nød!»

Guds himmel i en moders barmsin miskunnhet har senket.O der er himlen lys og varm,som den, vi i vår vugges karmdere drømme hadde tenkt.

Krist gi deg, som er så from,som elsker så oss små,en moders rike dronningdomi himmelen, vi drømte om,da vi i vuggen lå!

H. Wergeland.