114

Et sagn fuld værd at høremed gamle runer staar;laaner mig eders øre,mens jeg guldharpen slaar;hvad i de mørke skrifterer sat med sindrig huom asernes bedrifter,det vil jeg tolke nu.

Om guders færd mod jetter,om deres lange tvistog kjærligheds idrætter,om Asalokes list,om Valhal vil jeg sjungesamt Tors berserkegang.Nu kommer gamle, unge,og lytter til min sang!

Det melder en gammel sanger,hvad her I høre faar:Et land er nævnt Trudvanger,deri en hofgaard staar;dens lofte paa piller ruge,af haller er huset fuld,femhundred fyrgetjuge,saa vel beklædt med guld.

115Sjøer og grønne voldetrindt omkring gaarden lagt,med kobberrøde skjoldedet hele hus er takt.Kobberet kan man skuefra jordens dybe dal;høit straaler i sin lueden lyse kjæmpesal.

Der bor hin gud for krige,den sterke Asa-Tor.Næst Odin, kan man sige,han er mest høi og stor.Han styrker bolde heltemed sterke manddoms aand;om lend har han et belte,staalhandske paa sin haand.

Mjølnir, hans tunge hammer,er dog den bedste skat;hvorhelst med den han rammer,der følger døden brat.Naar beltet han griber efterog gjorder om sin lend,da vokse svart hans kræftervel fremfor alle mænd.

Af aser overvundet,fra dagens lys forstødt,til bjergets mørke bundet,hvor alt er koldt og dødt,Utgardelok i lænker,den jetters fule drot,paa hevnen evig tænkerudi sit fængselsslot.

Den er vel Loke nævnetblandt asi анske mænd,som ofte did er stævnetfor asketræet hen;dannis er han tilsyne;men falskhed er hans skik;under hans øienbrynehar han et listigt blik.

Stor snildhed er ham skjænket;de asi анske mændhaver han ofte krænketog frydet tidt igjen.Hel pyntelig i talehan er og snild i ord,han sad i Odins salepaa bænk med Asator.

A. Oehlenschläger.

114

Et sagn full verd å høremed gamle runer står;låner meg deres øre,mens jeg gullharpen slår;hva i de mørke skrifterer satt med sinnrik huom asenes bedrifter,det vil jeg tolke nå.

Om guders ferd mot jetter,om deres lange tvistog kjærligheds idretter,om Asalokes list,om Valhal vil jeg sjungesamt Tors berserkegang.Nå kommer gamle, unge,og lytter til min sang!

Det melder en gammel sanger,hva her dere hører får:Et land er nevnt Trudvanger,deri en hofgaard står;dens lofte på piller ruge,av haller er huset full,femhundred fyrgetjuge,så vel bekledd med gull.

115Sjøer og grønne voldetrindt omkring gården lagt,med kobberrøde skjolddet hele hus er takt.Kobberet kan man skuefra jordens dype dal;høyt stråler i sin lueden lyse kjempesal.

Der bor hin gud for krige,den sterke Asa-Tor.Nest Odin, kan man si,han er mest høy og stor.Han styrker bolde heltemed sterke manndoms ånd;om lend har han et belte,stålhanske på sin hånd.

Mjølnir, hans tunge hammer,er dog den beste skatt;hvor helst med den han rammer,der følger døden brat.Når beltet han griper etterog gjorder om sin lend,da vokse svart hans kreftervel fremfor alle menn.

Av aser overvunnet,fra dagens lys forstøtt,til bjergets mørke bundet,hvor alt er kaldt og dødt,Utgardelok i lenker,den jetters fule drott,på hevnen evig tenkeruti sitt fengselsslott.

Den er vel Loke nevntblant asi анske menn,som ofte dit er stevnetfor asketreet hen;dannis er han til syne;men falskhet er hans skikk;under hans øyenbrynhar han et listigt blikk.

Stor snildhed er ham skjenket;de asi анske mennhaver han ofte krenketog frydet titt igjen.Hel pyntelig i talehan er og snild i ord,han satt i Odins salepå benk med Asator.

A. Oehlenschläger.