111

(Herre, hvorhen gaar du?)

I keiser Neros tid af blod,da Romas stolte nakkevar skammel for tyrannens fodog maatte dertil takke —da dolk og gift, og spil og drikvar blevet dagens orden,og en afsindigs luner giksom gudsbud over jorden —

da flygted fred til fængslets bundog frihed til en fange,da lød fra katakombers grundde klare fremtidssange.Da blev der tegn og merker sat,da skede der mirakler,da lyste gjennem tidens natde kristnes martyrfakler.

Til imperators tidsfordriv,til latter for hans slaverder tændtes baal af kristenlivi keiserborgens haver.

De reves sønder, traadtes nedaf løver, elefanter —og smilte dog med tro derved;af blod gro fremtids planter.

Liktorens arm og sverd blev mat,de vilde dyr blev mætte —den keiserlige tigerkatdog intet kunde trætte.Blandt kristne, som for raden stod,ham fattedes den største,og efter sandt apostelblodhan maatte graadig tørste.

Der sagdes jo, at midt i Romsad Petrus, lærens klippe.Var han først truffen, styrtet om,saa maatte alt vel glippe;men skjønt han ellers aabenbarstod kjæk mod alle vinde,dog denne gang han ikke varat spørge eller finde.

112Men se! en dag, da sol gik ned,og byen var forstummet,ud gjennem Romas sydport skreden olding, tæt formummet.Hans gang var varsom, ofte saahan sig med angst tilbage,hans hoved dybt paa brystet laa —han syntes at forsage.

O, det var Simon Petrus selv,den sterke troens kjæmpe,som her sig under portens hvælvsneg ud med list og lempe!For anden gang han kjødets gruei mere kunde knegte,han var paa vei til atter nusin mester at fornegte.

Vel søgte han med fagre ordsit indre kald at døve:„Hvad nytter det i brand og mordet fredens verk at øve?Her Jesu ord ei agtes paablandt skrig af lyst og fare —langt bedre da med det at gaatil fjerne venners skare.“

Dog slige grunde hjalp ham ei;haardt brødres nød ham trængte —det var, som hver en sten paa veisig ved hans fødder hængte.Tungt henad „via appia“saa gik han som en slave,mens døden selv ham spotted frade stolte romergrave.

Men da han kom til stedet, hvori to sig veien skiller —da stansed han — en gysen forham gjennem livets kilder.Thi se, en lys gestalt ham skredimøde fra det fjerne —den skikkelse han kjendtes ved,den skinned som en stjerne.

Var det en drøm? — Jesus detvar,Jesus den nasaræer!Som før til Golgatha, han barsin lidelses trofæer;omkring de skilte lokker sadden skarpe tornekrone,det blege, klare aasyn badfor verden at udsone.

Mod Petrus hen det guddomssyngled i alvorlig stilhed,det blik udsendte straffens lynog naadens hulde mildhed.Forfærdet Petrus sank til jordog brast i graad, og da nudet gik forbi, han skreg de ord:„O Herre, hvorhen gaar du?“

Ved dette suk fra Petri barmstansed den Guds udkaarneog strakte ud som tegn sin armmod stadens nære taarne.Saa løfted han sin stemmes klangfor Petri bryst at gjeste:„Jeg gaar til Rom for andengangat lade mig korsfæste!“ — —

Bedøvet nu apostlen laa —og da han atter hævedsit blik mod aftenhimlens blaa,var synet alt bortsvævet.

113Men stemmen end i sjælen klangsom dommedags-anklage.Med ungdoms styrke op han sprangog gik mod Rom tilbage.

Der søgte han den første vagtog gav sig an med glæde;da baand og jern blev paa hamlagt,af fryd han maatte græde.Den næste dag med vellyst lodhan sig paa korset spændeog priste høit sin skjebne god,der gav ham Jesu ende.

Men paa det sted, hvor han hinkveldsin høie mester mødte,staar nu et lidet, hvidt kapelsom vendepunktets støtte.Der er det, man med troens modog hellig iver viserto fodspor af, hvor Herren stod,i lavagulvets fliser.

Og indenfor i dette Rom,hvor Petrus led og døde,der gløder nu hans høie domi mindets aftenrøde.Den lyser klar og mægtig somet vidne for al jorden:Han, som til døden vendte om,er nu en konge vorden.

A. Munch.

111

(Herre, hvorhen går du?)

I keiser Neros tid av blod,da Romas stolte nakkevar skammel for tyrannens fotog måtte dertil takke —da dolk og gift, og spill og drikkvar blitt dagens orden,og en afsindigs luner gikksom gudsbud over jorden —

da flyktet fred til fengslets bunnog frihet til en fange,da lød fra katakombers grunnde klare fremtidssanger.Da ble der tegn og merker satt,da skjedde der mirakler,da lyste gjennom tidens nattde kristnes martyrfakler.

Til imperators tidsfordriv,til latter for hans slaverder tentes bål av kristenlivi keiserborgens haver.

De reves sønder, traadtes nedav løver, elefanter —og smilte dog med tro derved;av blod gro fremtids planter.

Liktorens arm og sverd ble mat,de ville dyr ble mette —den keiserlige tigerkatdog intet kunne trette.Blant kristne, som for raden stod,ham fattedes den største,og etter sandt apostelblodhan måtte grådig tørste.

Der sagdes jo, at midt i Romsatt Petrus, lærens klippe.Var han først truffet, styrtet om,så måtte alt vel glippe;men skjønt han ellers åpenbarstod kjekk mot alle vinde,dog denne gang han ikke varå spørre eller finne.

112Men se! en dag, da sol gikk ned,og byen var forstummet,ut gjennom Romas sydport skreden olding, tett formummet.Hans gang var varsom, ofte såhan seg med angst tilbake,hans hode dypt på brystet lå —han syntes å forsage.

O, det var Simon Petrus selv,den sterke troens kjempe,som her seg under portens hvelvsnek ut med list og lempe!For annen gang han kjødets gruei mer kunne knegte,han var på vei til atter nåsin mester å fornekte.

Vel søkte han med fagre ordsitt indre kald å døve:„Hva nytter det i brand og mordet fredens verk å øve?Her Jesu ord ei aktes påblant skrik av lyst og fare —langt bedre da med det å gåtil fjerne venners skare.“

Dog slike grunde hjalp ham ei;hardt brødres nød ham trengte —det var, som hver en stein på veisig ved hans føtter hengte.Tungt henad „via appia“så gikk han som en slave,mens døden selv ham spottet frade stolte romergraver.

Men da han kom til stedet, hvori to seg veien skiller —da stanset han — en gysen forham gjennom livets kilder.Thi se, en lys gestalt ham skredimøte fra det fjerne —den skikkelse han kjentes ved,den skinte som en stjerne.

Var det en drøm? — Jesus detvar,Jesus den nasareer!Som før til Golgatha, han barsin lidelses trofeer;omkring de skilte lokker sattden skarpe tornekrone,det bleke, klare åsyn badfor verden å utsone.

Mot Petrus hen det guddomssyngled i alvorlig stillhet,det blikk utsendte straffens lynog nådens hulde mildhet.Forferdet Petrus sank til jordog brast i gråt, og da nådet gikk forbi, han skrek de ord:„O Herre, hvorhen går du?“

Ved dette sukk fra Petri barmstanset den Guds utkårneog strakte ut som tegn sin armmot stadens nære tårn.Så løftet han sin stemmes klangfor Petri bryst å gjeste:„Jeg går til Rom for annengangå la meg korsfeste!“ — —

Bedøvet nå apostelen lå —og da han atter hevetsitt blikk mot aftenhimlens blå,var synet alt bortsvevet.

113Men stemmen enn i sjelen klangsom dommedags-anklage.Med ungdoms styrke opp han sprangog gikk mot Rom tilbake.

Der søkte han den første vagtog ga seg an med glede;da bånd og jern ble på hamlagt,av fryd han måtte gråte.Den neste dag med vellyst lothan seg på korset spenneog priste høyt sin skjebne god,der ga ham Jesu ende.

Men på det sted, hvor han hinkveldsin høye mester møtte,står nå et lite, hvitt kapellsom vendepunktets støtte.Der er det, man med troens motog hellig iver viserto fotspor av, hvor Herren stod,i lavagulvets fliser.

Og innenfor i dette Rom,hvor Petrus led og døde,der gløder nå hans høye domi mindets aftenrøde.Den lyser klar og mektig somet vitne for all jorden:Han, som til døden vendte om,er nå en konge vorden.

A. Munch.