108

En keiser lod opbygge et tempel til Guds ære;tohundred marmorsøiler skulde hvælvingen bære.

Keruber af sølv skulde pryde dets tag;paa templet blev der muret i aar og i dag.

Saa kjæmpestor en bygning man aldrig saa tilforn;alt hæved sig mod solen det vældige taarn.

Blytækkeren, som hang paa dets øverste spidse,man skulde troet ved himlen rørte med sin isse.

Naar fra sit høie sæde han ned til jorden saa,da syntes folk paa gaden ham saa underlig smaa.

109Selv keiseren dernede blev ganske lillebitte;blytækkeren ham kunde blandt vrimlen neppe hitte.

Han, hvem man kaldte stor, hvis magt var uhyre,han saa fra taarnets spidse kun ud som en myre.

Paa pladsen foran templet der sad han paa stolen,hans guldkrone blinked, naar han vendte sig i solen.

Det frydede den mægtige keiser at se,at smeden brugte hammeren og mureren sin ske.

Det fryded ham at se, hvordan okserne slæbte;det fryded ham, at rastløs man med bygningen stræbte.

„Det skjønne tempel,“ tænkte han, „er reist paa mit bud;hver sten deri bekosted jeg til ære for Gud.“

Saa lod han paa muren en gylden indskrift sætte,som skulde hele verden hans idræt berette,

som skulde berette med forfængelig bram,at prisen for templet tilhørte ene ham. —

Men neppe var i templet den gyldne indskrift sat,da skede et mirakel i den hemmelige nat.

Den næste morgen undrende man stirrede og saaet andet navn paa muren over keiserens staa.

Ja, over keisernavnet med samt den gyldne kronestod navnet paa en gammel, en tiggefærdig kone.

Man slettede det ud; men paa samme sted det blev;thi himlens engle atter paa muren det skrev. —

Da keiseren de hørte, han fluks sit bud udsendteog lod den gamle kone frem for sin trone hente.

„Ve dig, du usle kvinde! Hvorledes er det fat?Har du med heksekunster dit navn paa muren sat?

Vil du med heksekunster min hæder dig tilvende,da, ved min keiserkrone, da skal paa baal du brænde.“

110„Ak naade, herre keiser!“ saa bad den gamle blidt;„min brøde kjender Gud; jeg bekjender den frit.

I himmelen at ære jeg fulgte dit eksempel;du eier store skatte, du bygged Gud et tempel.

Jeg ved, at af din rigdom du intet har spart;du ønsked, at ingen i dit offer fik part.

Du vilde, keiser! være ene om det hele; —nu tror du, at jeg, stakkel, vil prisen med dig dele?

Sligt faldt mig aldrig ind, sligt anstaar mig kun lidt;jeg vilde til Guds ære kun bidrage mit.

Men jeg, en stakkels fattig, nødlidende enke,hvad skulde jeg i verden vel have at skjænke?

Jeg grubled i min hytte sørgmodig derpaa,saa gik jeg ud paa veien og samlede straa.

Jeg samled straa og korn, som fra høstvognen faldt;til okserne ved templet jeg skjænkede det alt,

til okserne, som slæbte den store marmorblok;de aad det af min haand, og aldrig fik de nok.

Med min fattige gave vilde himlen jeg ære;jeg kunde intet bedre til tempelet bære.

Jeg vilde til Guds ære kun bidrage lidt;men aldrig har jeg skrevet mit navn over dit.“

Da keiseren fornam den gamle kvindes ord,da brast han ud i taarer og knælede paa jord.

Han løfted sine hænder mod himlen og bad:„Almægtige Gud! mig min hovmod forlad!

Jeg ofred dig min rigdom forfængelig iblinde;du har mig dybt ydmyget ved denne stakkels kvinde.

De halmstraa, som hun ofred, for dig har større værdend templet, som jeg reiste dig med brammende færd.111Dig kan man ei bedrage med verdens falske skin;du ser kun paa det fromme, det ydmyge sind.

Nu fatter jeg, hvi navnet paa den fattige konestaar høit over mit, som prydes af en krone. —

Din engel har det skrevet paa tempelets mur,og der skal det stande med gylden fraktur.

Vel byggede jeg templet; men hun gjorde mere,da hun et halmstraa ofred til himmelens ære.”

H. Kaalund.

108

En keiser lot oppbygge et tempel til Guds ære;to hundre marmorsøyler skulle hvelvingen bære.

Keruber av sølv skulle pryde dets tak;på templet ble der muret i år og i dag.

Så kjempestor en bygning man aldri så tilforn;alt hevet seg mot solen det veldige tårn.

Blytekkeren, som hang på dets øverste spisse,man skulle trodd ved himlen rørte med sin isse.

Når fra sitt høye sete han ned til jorden så,da syntes folk på gaten ham så underlig små.

109Selv keiseren dernede ble ganske lillebitte;blytekkeren ham kunne blant vrimmelen neppe hitte.

Han, hvem man kalte stor, hvis makt var uhyre,han så fra tårnets spisse kun ut som en myre.

På plassen foran templet der satt han på stolen,hans gullkrone blinket, når han vendte seg i solen.

Det frydet den mektige keiser å se,at smeden brukte hammeren og mureren sin ske.

Det frydet ham å se, hvordan oksene slepte;det frydet ham, at rastløs man med bygningen strebet.

„Det skjønne tempel,“ tenkte han, „er reist på mitt bud;hver stein deri bekostet jeg til ære for Gud.“

Så lot han på muren en gylden innskrift sette,som skulle hele verden hans idrett berette,

som skulle berette med forfengelig bram,at prisen for templet tilhørte ene ham. —

Men neppe var i templet den gyldne innskrift satt,da skjedde et mirakel i den hemmelige natt.

Den neste morgen undrende man stirret og sået annet navn på muren over keiserens stå.

Ja, over keisernavnet med samt den gyldne kronestod navnet på en gammel, en tiggefærdig kone.

Man slettet det ut; men på samme sted det ble;thi himlens engler atter på muren det skrev. —

Da keiseren de hørte, han fluks sitt bud utsendteog lot den gamle kone frem for sin trone hente.

„Ve deg, du usle kvinne! Hvorledes er det fat?Har du med heksekunster ditt navn på muren satt?

Vil du med heksekunster min hæder deg tilvende,da, ved min keiserkrone, da skal på bål du brænde.“

110„Ak nåde, herre keiser!“ så bad den gamle blidt;„min brøde kjenner Gud; jeg bekjenner den fritt.

I himmelen å ære jeg fulgte ditt eksempel;du eier store skatte, du bygget Gud et tempel.

Jeg vet, at av din rikdom du intet har spart;du ønsket, at ingen i ditt offer fikk part.

Du ville, keiser! være ene om det hele; —nå tror du, at jeg, stakkel, vil prisen med deg dele?

Slikt falt meg aldri inn, slikt anstår meg kun litt;jeg ville til Guds ære kun bidra mitt.

Men jeg, en stakkels fattig, nødlidende enke,hva skulle jeg i verden vel have å skjenke?

Jeg grublet i min hytte sørgmodig derpå,så gikk jeg ut på veien og samlede strå.

Jeg samlet strå og korn, som fra høstvognen falt;til oksene ved templet jeg skjenket det alt,

til oksene, som slepte den store marmorblokk;de åt det av min hånd, og aldri fikk de nok.

Med min fattige gave ville himlen jeg ære;jeg kunne intet bedre til tempelet bære.

Jeg ville til Guds ære kun bidra litt;men aldri har jeg skrevet mitt navn over ditt.“

Da keiseren fornam den gamle kvinnes ord,da brast han ut i tårer og knælede på jord.

Han løftet sine hender mot himlen og bad:„Allmektige Gud! meg min hovmod forlat!

Jeg ofret deg min rikdom forfengelig i blinde;du har meg dypt ydmyket ved denne stakkels kvinne.

De halmstrå, som hun ofret, for deg har større verdenn templet, som jeg reiste deg med brammende ferd.111Deg kan man ei bedra med verdens falske skinn;du ser kun på det fromme, det ydmyke sinn.

Nå fatter jeg, hvi navnet på den fattige konestår høyt over mitt, som prydes av en krone. —

Din engel har det skrevet på tempelets mur,og der skal det stande med gylden fraktur.

Vel bygde jeg templet; men hun gjorde mer,da hun et halmstrå ofret til himmelens ære.”

H. Kaalund.