105

Vel er vort høie norden befriet for de tropiske landes store kattearter med deres glubende blodtørst, og kun den forholdsvis mindre farlige gaupe staar hos os som den eneste repræsentant for hin talrige og farlige klasse; men sande løver og tigere i formindsket maalestok besidder de koldere jordstrøg i de smaa maar- og væselarter, hvis umættelige mordlyst næsten synes at tiltage i samme forhold, som deres størrelse aftager, om den end bevæger sig paa fuglenes og de mindre pattedyrs felt.

Den gruppe, hvortil disse blodtørstige røvere hører, kaldes af naturforskerne ofte «de armformede» paa grund af deres overordentlig langstrakte legeme og de korte ben i forbindelse med deres store smidighed og hurtighed. I artsrigdom staar vort lands dyreverden allerede langt tilbage for Mellem- og Sydeuropas og er i sammenligning med de tropiske landes uendelig fattig. Alle vore 4 indenlandske arter, hvoraf odderen og maaren er de største, hermelinen og snemusen de mindste, er prydede med en blød pels, hvis værdi oftest er det eneste, der i nogen grad bidrager til at opveie den skade, som deres røverske levemaade anretter. Syn, hørelse og lugt er overordentlig udviklede, og alle er de af en vild og blodtørstig karakter.

Hos faa af dem synes dog den sidstnævnte egenskab at være mere fremtrædende end hos hint dyr, hvis pels i fordums tid holdtes i saadan ære, at den blot turde bæres af fyrstelige personer, men som den omskiftende mode senere har berøvet næsten al dens betydning. I sin levemaade skiller hermelinen sig i flere henseender fra de øvrige maar- og væselarter, og dens natur frembyder adskillige træk af interesse.

Hos os heder hermelinen lige saa ofte røskat, og der er ikke mange egne i vort vidstrakte land, hvor den ikke er kjendt, da den er jevnt udbredt og findes paa de i sin naturbeskaffenhed mest afvekslende steder. Den trives paa lavlandet og i fjeldegne, i skogtrakter og paa de nøgne øer, og den skyr lige saa lidt de solvarme dalfører i landets sydlige dele som Finmarkens lange og stormfulde vinter eller den korte og kjølige sommer paa grænserne af høifjeldets evige sne. Sit yndlingstilhold har den dog i de bjergfulde fjord-distrikter langs vestkysten, hvis talrige, fra fjeldsiden nedrasede stenrøser den foretrækker for de mere opdyrkede østlige trakter. Som et 106hovedsagelig natligt dyr ser man dog i regelen lidet til den, skjønt den ofte bor i vor umiddelbare nærhed, og derfor ansees den overalt for at være sjeldnere, end den i virkeligheden er.

Ligesom ryperne og haren ombytter hermelinen sin brune sommerklædning med en snehvid og tæt vinterpels. I sommerdragten er legemets overside rødbrun med sort halespids, undertiden lysere eller næsten gulhvid; men ved høstkuldens indtrædelse i september og oktober begynder dens dunkle dragt at blive hvidspraglet, især paa siderne, medens en streg langs rygraden i det længste beholder sin mørke farve. Har endelig vinteren ganske indfundet sig, har ogsaa dens hele pels fuldstændig antaget sneens farve. Men ligesom rypens yderste halefjær og harens ørespidser beholder sin sorte farve uforandret det hele aar, er ogsaa hermelinens halespids sort baade sommer og vinter. Hele dyrets længde er omtrent 34 cm.

Dagen tilbringer hermelinen i regelen i sine talrige smuthuller i stengjærder, gamle mure eller stenrøser; men færdes den ogsaa undertiden ude, er det fornemmelig paa de solklare foraarsdage, naar alt er stille omkring den. Nysgjerrighed er en af dens mest udprægede egenskaber. Stiger man paa et lidet befærdet sted over et stengjærde, hvori en hermelin bor, kan man være vis paa, at den titter efter en fra et af sine mange huller, og det med lige saa stor interesse, som den reisende begloes af de nysgjerrige beboere paa de afsidesliggende bygdeveie. Ofte røber en eller anden lyd, der næsten synes beregnet paa at gjøre den bemerket, dens gode humør, og staar man saa stille, sees dens runde hoved med de spillende øine at stikke frem fra et hul i gjærdet. Et øieblik efter er den forsvunden, men viser sig næsten samtidig i et andet hul, saa man kunde tro, at gjærdet var ganske fuldt af dem. Uden egentlig at være sky, forsvinder den som et lyn ved den mindste larm, men viser sig straks igjen paa et andet sted og lader sig gjerne betragte, medens den selv er hensunken i betragtning.

Saasnart solen er gaaet ned, begynder dens egentlige jagttid. Med lydløse trin lister den sig over de sovende fugle og det tamme fjærkræ, styrter sig lynsnart over sit bytte og styrer altid sine hug efter halspulsaarerne. Dumdristig giver den sig i kast med høns og ænder, der er flere gange større end 107den selv, og er dens jagtmark rig, myrder den alt, hvad den kan overkomme. Den synes næsten at beruses af sine ofres blod; thi dens mordlyst synes at tiltage, jo mer den kan komme til at dræbe. Fornemmelig gjør den skade paa de spæde fugleunger, som den opsøger i rederne og paa marken. Ligeledes ødelægger den en mængde eg og forstaar med en utrolig behændighed at sætte sig i besiddelse af selv de store hønse-eg, som den støtter mellem hagen og brystet og saaledes slæber afsted. Med sit armformede legeme, hvor hovedet, halsen og kroppen er omtrent lige tykke og benene yderst korte og myge, kan den trænge sig gjennem de mindste musehuller, og da den fanger mus som den bedste kat saavel paa marken som om vinteren inde i husene, opveier dette næsten den skade, som den anretter paa fuglevildtet og det tamme fjærkræ. Alt slæber den hjem til sine huller, hvor det forsvinder tilsyneladende sporløst. Ofte har rotterne faaet skylden for hermelinens gjerninger. Paa fjeldet ødelægger den ryper og skoghøns, der er fæstede i snarerne, men bliver ofte herunder selv hængende i snaren.

Foruden varmblodede dyr tager den ogsaa i nødsfald insekter og endog bær. Paa sætrene gjør den ligesom musene skade paa melken, hvorfor den hovedsagelig her har sit tilhold i melkeboderne.

R. Collett.

105

Vel er vårt høye norden befriet for de tropiske landes store kattearter med deres glupende blodtørst, og kun den forholdsvis mindre farlige gaupe står hos oss som den eneste representant for hin talrige og farlige klasse; men sande løver og tigere i forminsket målestokk besitter de kaldere jordstrøg i de små maar- og væselarter, hvis umettelige mordlyst nesten synes at tiltage i samme forhold, som deres størrelse avtar, om den enn beveger seg på fuglenes og de mindre pattedyrs felt.

Den gruppe, hvortil disse blodtørstige røvere hører, kalles av naturforskerne ofte «de armformede» på grunn av deres overordentlig langstrakte legeme og de korte ben i forbindelse med deres store smidighet og hurtighet. I artsrikdom står vårt lands dyreverden allerede langt tilbake for Mellem- og Sydeuropas og er i sammenligning med de tropiske landes uendelig fattig. Alle våre 4 innenlandske arter, hvorav odderen og måren er de største, hermelinen og snømusen de minste, er prydet med en bløt pels, hvis verdi oftest er det eneste, der i noen grad bidrar til å oppveie den skade, som deres røverske levemåte anretter. Syn, hørsel og lukt er overordentlig utviklet, og alle er de av en vill og blodtørstig karakter.

Hos få av dem synes dog den sistnevnte egenskap å være mer fremtredende enn hos hint dyr, hvis pels i fordums tid holdtes i sådan ære, at den blot turde bæres av fyrstelige personer, men som den omskiftende mote senere har berøvet nesten all dens betydning. I sin levemåte skiller hermelinen seg i flere henseender fra de øvrige maar- og væselarter, og dens natur frembyr adskillige trekk av interesse.

Hos oss heder hermelinen like så ofte røskat, og der er ikke mange egne i vårt vidstrakte land, hvor den ikke er kjent, da den er jevnt utbredt og finnes på de i sin naturbeskaffenhed mest avvekslende steder. Den trives på lavlandet og i fjellegner, i skogtrakter og på de nakne øyer, og den skyr like så litt de solvarme dalfører i landets sydlige dele som Finmarkens lange og stormfulle vinter eller den korte og kjølige sommer på grensene av høyfjellets evige sne. Sitt yndlingstilhold har den dog i de bjergfulde fjord-distrikter langs vestkysten, hvis talrige, fra fjellsiden nedrasede steinrøyser den foretrekker for de mer oppdyrkede østlige trakter. Som et 106hovedsakelig natligt dyr ser man dog i regelen lite til den, skjønt den ofte bor i vår umiddelbare nærhet, og derfor anses den overalt for å være sjeldnere, enn den i virkeligheten er.

Likesom rypene og haren ombytter hermelinen sin brune sommerkledning med en snøhvit og tett vinterpels. I sommerdrakten er legemets overside rødbrun med sort halespids, undertiden lysere eller nesten gulhvid; men ved høstkuldens inntredelse i september og oktober begynner dens dunkle drakt å bli hvitspraglet, især på sidene, mens en strek langs ryggraden i det lengste beholder sin mørke farge. Har endelig vinteren ganske innfunnet seg, har også dens hele pels fullstendig antatt sneens farge. Men likesom rypens ytterste halefjær og harens ørespisser beholder sin sorte farge uforandret det hele år, er også hermelinens halespids sort både sommer og vinter. Hele dyrets lengde er omtrent 34 cm.

Dagen tilbringer hermelinen i regelen i sine talrige smutthull i steingjerder, gamle mure eller steinrøyser; men ferdes den også undertiden ute, er det fornemmelig på de solklare forårsdager, når alt er stille omkring den. Nysgjerrighet er en av dens mest utpreget egenskaper. Stiger man på et lite beferdet sted over et steingjerde, hvori en hermelin bor, kan man være viss på, at den titter etter en fra et av sine mange huller, og det med like så stor interesse, som den reisende begloes av de nysgjerrige beboere på de avsidesliggende bygdeveier. Ofte røper en eller annen lyd, der nesten synes beregnet på å gjøre den bemerket, dens gode humør, og står man så stille, sees dens runde hode med de spillende øyne å stikke frem fra et hull i gjerdet. Et øyeblikk etter er den forsvunnen, men viser seg nesten samtidig i et annet hull, så man kunne tro, at gjerdet var ganske fullt av dem. Uten egentlig å være sky, forsvinner den som et lyn ved den minste larm, men viser seg straks igjen på et annet sted og lar seg gjerne betrakte, mens den selv er hensunken i betraktning.

Så snart solen er gått ned, begynner dens egentlige jakttid. Med lydløse trin lister den seg over de sovende fugler og det tamme fjærkre, styrter seg lynsnart over sitt bytte og styrer alltid sine hug etter halspulsårene. Dumdristig giver den seg i kast med høns og ender, der er flere ganger større enn 107den selv, og er dens jaktmark rik, myrder den alt, hva den kan overkomme. Den synes nesten å beruses av sine ofres blod; thi dens mordlyst synes at tiltage, jo mer den kan komme til å drepe. Fornemmelig gjør den skade på de spede fugleunger, som den oppsøker i rederne og på marken. Likeledes ødelegger den en mengde eg og forstår med en utrolig behendighet å sette seg i besittelse av selv de store hønse-eg, som den støtter mellom hagen og brystet og således sleper av sted. Med sitt armformede legeme, hvor hodet, halsen og kroppen er omtrent lige tykke og benene ytterst korte og myke, kan den trenge seg gjennom de minste musehuller, og da den fanger mus som den beste katt såvel på marken som om vinteren inne i husene, oppveier dette nesten den skade, som den anretter på fuglevildtet og det tamme fjærkre. Alt sleper den hjem til sine huller, hvor det forsvinner tilsynelatende sporløst. Ofte har rottene fått skylden for hermelinens gjerninger. På fjellet ødelegger den ryper og skoghøns, der er festet i snarene, men blir ofte herunder selv hengende i snaren.

Foruten varmblodede dyr tar den også i nødsfall insekter og endog bær. På setrene gjør den likesom musene skade på melken, hvorfor den hovedsakelig her har sitt tilhold i melkebodene.

R. Collett.