170

Kong Frode høit ved gilde sad,kong Frode djerv og snild;ved gammel mjød og skaldekvadhan blev saa huld og mild.

„Nu siger frem, I gjæve mænd!nu siger uden blu;hvo te’de sig min bedste venmed kjæk og sindig hu?

Og den, som mest har gavnetmig,— det sverger jeg ved Tor! —af dette horn skal læske sigher øverst ved mit bord!“

Fluks mange kjæmper traadtenærog priste deres daad;en talte om sit hvasse sverd,en om sit snilde raad.

Og kongeborgen rundt gjenklangaf mod og snedighed,og kongen fra sit leie sprang;saa glad han blev derved.

Da saa han, at en gubbe sadhel nederst ved hans bord,og ikke mod, ei heller glad,ei mælede et ord.

Hans brynje bar saa mangtet skaar,af fordums hug og stød;som fossens skum hans hvide haarned paa hans rustning flød.

„Og er du, gubbe, uden daad,saa gak, hvorfra du kom;saa gak og end i kvindegraaddin usle alderdom!“ —

„Ei skjændsel blegede mit haar,thi Retsind er mit navn;og ei jeg for min konge staarforuden daad og gavn.

Da Gullands fylkekonge sigmindst ventede sin død,mod ham, din gjest, du øved svigog ham at dræbe bød.

Men jeg til høibords sattehamog lod i fred ham gaa,at Fredegod ei men og skamaf manddrab monne faa.“

„Nei ikke er du uden daad! —kom hid, kom hid! — thi den,som styrer kongens onde raad,er kongens bedste ven!“

A. V. Schack-Staffeldt.

170

Kong Frode høyt ved gilde satt,kong Frode djerv og snild;ved gammel mjød og skaldekvadhan ble så huld og mild.

„Nå sier frem, dere gjeve menn!nå sier uten blu;hvo te’de seg min beste vennmed kjekk og sindig hu?

Og den, som mest har gavnetmeg,— det sverger jeg ved Tor! —av dette horn skal leske segher øverst ved mitt bord!“

Fluks mange kjemper trådtenærog priste deres dåd;en talte om sitt hvasse sverd,en om sitt snilde råd.

Og kongeborgen rundt gjenklangav mot og snedighet,og kongen fra sitt leie sprang;så glad han ble derved.

Da så han, at en gubbe satthel nederst ved hans bord,og ikke mot, ei heller glad,ei mælte et ord.

Hans brynje bar så mangtet skaar,av fordums hug og støt;som fossens skum hans hvite hårned på hans rustning fløt.

„Og er du, gubbe, uten dåd,så gak, hvorfra du kom;så gak og enn i kvinnegråtdin usle alderdom!“ —

„Ei skjensel blegede mitt hår,thi Retsind er mitt navn;og ei jeg for min konge stårforuten dåd og gavn.

Da Gullands fylkekonge segminst ventet sin død,mot ham, din gjest, du øvet svikog ham å drepe bød.

Men jeg til høibords sattehamog lot i fred ham gå,at Fredegod ei men og skamav manndrap monne få.“

„Nei ikke er du uten dåd! —kom hit, kom hit! — thi den,som styrer kongens onde råd,er kongens beste venn!“

A. V. Schack-Staffeldt.