133

De vender røve land og strand,hvo staar dem mod?Ret rusted’ ud til mord og brandved Konghell’ nu de gaar i land,voldgjester, skjænder, gjøre ran,slaar ned for fod.I hvert et hus er blodigt bad,snart svømmer nu den hele stadi blod.

Paa landet sidder landsbymændi gilde-kreds;til dem sig skynder rygtet hen,bebudende forstyrrelsen;nu bliver gode gildemændei vel tilfreds.Ak, hjælp os, frels os, gode Gud!Saa raaber hver og springer udaf kreds.

„Hvorhen I brødre? — er nu tidat søge skjul?Min gamle hjelm og økse hid!“Saa fremstaar Ølver skjeggehvid.„Til bys, — det er den høie tid!“Paa bordet fuldaf brune drik en bolle staar,med sorten næve den han slaaromkuld.

„Saa strømme skal det hedningblodsom denne saft! —“At se nu var ei Ølver god;paa rynket pande hjelmen stod;nu slog han øksen ned ved fodmed saadan kraft,at bordet skalv og bjelken sang,af gulvestenen gnister sprangom skaft.

134„Men haver ingen mod at gaa,da gaar jeg selv.Her drømmende jeg skulde staa! —Ud skal og bør og vil jeg gaa;mindst er det dog, jeg fælde maaén hedning-sjæl —Hør nok engang! — er ingen mand,som følge tør, som hugge kan? —Farvel!“

Til byen Ølver haster hen —ham bønden ser;at hilse paa den gamle svendnu flyver otte bjørne hen;han ringes om — men ikke sennu gamlen er;hvem ei den svinget økse slog,dem ud i dyben sump han jog, —lig der!

Thi tones skal i bygd og stad,du manddoms-mand,ved breden bord dit minde-kvad,med bøn til Gud: dit hjerte sadi hvert et bryst i bygd og stadi Norges land! —Ja, glæde Gud dig, hvo du er,som, naar det gjælder, drager sverdsom mand!

Cl. Frimann

133

De vender røve land og strand,hvo står dem mot?Rett rustet’ ut til mord og brandved Konghell’ nå de går i land,voldgjester, skjænder, gjøre ran,slår ned for fot.I hvert et hus er blodig bad,snart svømmer nå den hele stadi blod.

På landet sitter landsbymenni gilde-krets;til dem seg skynder ryktet hen,bebudende forstyrrelsen;nå blir gode gildemennei vel tilfreds.Ak, hjelp oss, frels oss, gode Gud!Så roper hver og springer utav krets.

„Hvorhen dere brødre? — er nå tidå søke skjul?Min gamle hjelm og økse hit!“Så fremstår Ølver skjeggehvid.„Til bys, — det er den høye tid!“På bordet fullav brune drikk en bolle står,med sorten neve den han slåromkuld.

„Så strømme skal det hedningblodsom denne saft! —“Å se nå var ei Ølver god;på rynket panne hjelmen stod;nå slo han øksen ned ved fotmed sådan kraft,at bordet skalv og bjelken sang,av gulvestenen gnister sprangom skaft.

134„Men haver ingen mot å gå,da går jeg selv.Her drømmende jeg skulle stå! —Ut skal og bør og vil jeg gå;minst er det dog, jeg felle måén hedning-sjel —Hør nok engang! — er ingen mann,som følge tør, som hugge kan? —Farvel!“

Til byen Ølver haster hen —ham bønden ser;å hilse på den gamle svendnå flyver åtte bjørne hen;han ringes om — men ikke sennå gamlen er;hvem ei den svinget økse slo,dem ut i dype sump han jog, —lig der!

Thi tones skal i bygd og stad,du manndoms-mann,ved breden bord ditt minde-kvad,med bøn til Gud: ditt hjerte satti hvert et bryst i bygd og stadi Norges land! —Ja, glede Gud deg, hvo du er,som, når det gjelder, drager sverdsom mann!

Cl. Frimann