Læreplanatlas
5. BindDigte.

26. Kong Olav og Bjørn stallar.

Af C. Hauch

129

Konning Olav sidder i Gardarik med sine gode hofmænd;i Norge sidder den gamle Bjørn med sverdet ved sin lend.Der vokser fagre blomster paa fjeldet.

I Norge sidder den gamle Bjørn, han speider fra borgens tind:„Krist give, jeg maatte det spørge, vi finge bedre vind!“

Han speider fra borgens tinde, han ganger ind og ud:„At Olav kom til Norrig iaar, det give den øverste Gud!

V. bd.

130Jarl Haakon og Englands konning de raader for land og rige;Krist give, jeg maatte leve den dag, jeg saa dem af Norrig at vige!”

Jarl Haakon lader bud udgaa, de norske kjæmper at vinde:„Da først skal vi nyde landet med ære, naar vi kunne Bjørnenbinde.”

Ind da træder de sendebud, de stedes for egebord:„Olav digre sidder i Holmgaard, nu hersker kong Knud i nord.

Konning Knud og Haakon jarl, de byde jer fred og leide,hvis I vil komme til Nidaros og ende den lange feide.”

— „Saa tidt har jeg jaget den vilde los og ulven igjennem tjørn;den skal ei tjene den griske høg, der kan tjene den kongelig’ ørn.”

— „Kong Knud han er en herre saa gjæv, I kjender ham vel af ry;og vilst du ham ikke med æren tjene, da skal du med skam bortfly.” —

Hr. Bjørn rasler med brynjen blaa og med sin panserserk:„Og skulde jeg svige kong Olav, da blev det et nidingsverk.”

Hr. Bjørn griber sit lange spyd og sit forgyldte skjold:„Og det skal koste jert røde blod, før I mig fanger i vold.”

— „Hr. Bjørn, I bær jert navn med ret, I er i talen hvas,I viser gjerne jer huggetand, alt som den vilde bas.”

Saa listelig lo de sendebud: „I stanse jer vilde færd!Den leger ei godt med tunge, der straks vil lege med sverd.”

Saa rysted de paa egebord de sølverpenninger hvide;„Dem skjænker dig alle den rige Knud, hvis han paa dig kan lide.”

Da bjørnen saa det hvide sølv, begyndte den at skule;„For vist,” da meldte den liden smaadreng, „nu fanger ei skjoldetbule.”

131„For vist,“ da meldte den gamle Bjørn, „hr. Knud er en drotmed ære;ret aldrig saa jeg saa meget sølv, som her monne sammen være.

Ret aldrig saa jeg saa meget sølv i dette fattige land.“Saa drog han op til Nidaros, der blev han jarlens mand.

Og det stod hen i uger, ja vel i maaneder fem;ret aldrig mæled hr. Bjørn et ord i alle dem.

Og det stod hen i maaneder ni, da spørges det over ø,kong Olav samler en vældig hær, og jarlen er sjunken i sjø.

Hr. Bjørn sadler sin høie hest og tager sit panser paa:„Krist give, vi maatte i Norrig vor rette høvding faa!“

Saa rider han til Gardarik, der aksler han sit skind,saa træder han i høienloft for konning Olav ind.

„Hr. Bjørn, velkommen til Gardarik! I sige mig for sand,om munkene læser messer endnu ved Norges strand.

Om munkene læser messer endnu i Herrens hus,om end i koret brænder de høie alterljus.

Om end i lunden du hørte de klosterklokker at gaa,og jomfruer der synger, som nattergale slaa.“

— „End hørte jeg i lunden de klosterklokker at gaa,og jomfruer der synger, som nattergale slaa.

End læser de skaldede munke messe ved Norges strande;end skued jeg paa alteret de hvide lys at stande.“

— „Dernæst, min gode stallar, du sige mig besked,om end den norske bonde vil holde mig sin ed.“

— „Saadan den norske bonde vil holde dig sin ed,at fremmer han sin vilje, da fanger du evig fred.“

132— „Gud raader for held og seier, det gaa da, som han vil;dog, hvi vil Norges bønder begynde dette spil?“

— Da blev den gamle Bjørn saa tankefuld i sind:„Naar ror og anker glipper, da driver det skib for vind.“

— „Og hør, min gode stallar, du talte, som bedst du kunde,men aldrig mindes jeg før den dag, da dine øine de runde;

Og aldrig mindes jeg før den dag, da bjørnens læber var hvide,og aldrig forhen skalv dens ben, naar vi drog ud at stride.“

Da synker den gamle hirdmand til konningens fod:„Krist give, jeg din vrede maa sone med mit blod!

Jarl Haakon jeg gik tilhaande; det blev med guld betalt;men var han ikke druknet iaar, da havde mig sorgen kvalt.“

— Kong Olav strækker sin hvide haand mod Bjørn foruden svig:„Stat op, min gode stallar, bed Gud tilgive dig!

Stat op, min gode stallar, og sæt dig ved min side!Svigter den boldeste kjæmpe, paa hvem kan man da lide?“

Det var den høie konning, han spænder sverd ved belte,hannem følger i plade tolvhundrede raske helte.

Og da de kom til Stiklestad, begyndte saa blodig en trætte;saa glad da vorder den gamle ravn, han venter sig nu at mætte.

I midten ginge de spillemænd, de leger paa ludurhorn;de pile flyver saa tykt i flok som haglen i bondens korn.

I skogen løber den sultne ulv, den tager til at tude;de pile flyver saa tykt i sky som sneen paa bondens rude.

Hr. Bjørn stander sin konge nær, han leger med spyd og stang;alle de kjæmper, ham turde bie, de sank i grønnen vang.

133Hr. Bjørn stander sin konge nær, han er en kjæmpe bold;alle de pile, som Olav trued, dem fanger han i sit skjold.

Alle de mænd, der mod Olav stævned, han monne til jorden slaa:„Hr. konge, de ere for mange, og vi ere altfor faa!

De kjæmper leger med buer og spyd; det er mig ei mer til lyst;det sidste sverd, dig trued, opfanged jeg i mit bryst.

Brudt er mit skjold og min gode stang; ei mer skal jeg jernet slide;Gud signe dig, du ædeling; jeg lægger mig ved din side.“

— Da nikked kongen venlig, han stod i eget blod;saa sank han til jorden; hr. Bjørn laa ved hans fod.

Hr. Bjørn sig valgte den bedste plads, han vilde hos konningen være;de skal ei skilles i døden ad, der vandred sammen med ære.Der vokser fagre blomster paa fjeldet.

C. Hauch.