129

Konning Olav sidder i Gardarik med sine gode hofmænd;i Norge sidder den gamle Bjørn med sverdet ved sin lend.Der vokser fagre blomster paa fjeldet.

I Norge sidder den gamle Bjørn, han speider fra borgens tind:„Krist give, jeg maatte det spørge, vi finge bedre vind!“

Han speider fra borgens tinde, han ganger ind og ud:„At Olav kom til Norrig iaar, det give den øverste Gud!

V. bd.

130Jarl Haakon og Englands konning de raader for land og rige;Krist give, jeg maatte leve den dag, jeg saa dem af Norrig at vige!”

Jarl Haakon lader bud udgaa, de norske kjæmper at vinde:„Da først skal vi nyde landet med ære, naar vi kunne Bjørnenbinde.”

Ind da træder de sendebud, de stedes for egebord:„Olav digre sidder i Holmgaard, nu hersker kong Knud i nord.

Konning Knud og Haakon jarl, de byde jer fred og leide,hvis I vil komme til Nidaros og ende den lange feide.”

— „Saa tidt har jeg jaget den vilde los og ulven igjennem tjørn;den skal ei tjene den griske høg, der kan tjene den kongelig’ ørn.”

— „Kong Knud han er en herre saa gjæv, I kjender ham vel af ry;og vilst du ham ikke med æren tjene, da skal du med skam bortfly.” —

Hr. Bjørn rasler med brynjen blaa og med sin panserserk:„Og skulde jeg svige kong Olav, da blev det et nidingsverk.”

Hr. Bjørn griber sit lange spyd og sit forgyldte skjold:„Og det skal koste jert røde blod, før I mig fanger i vold.”

— „Hr. Bjørn, I bær jert navn med ret, I er i talen hvas,I viser gjerne jer huggetand, alt som den vilde bas.”

Saa listelig lo de sendebud: „I stanse jer vilde færd!Den leger ei godt med tunge, der straks vil lege med sverd.”

Saa rysted de paa egebord de sølverpenninger hvide;„Dem skjænker dig alle den rige Knud, hvis han paa dig kan lide.”

Da bjørnen saa det hvide sølv, begyndte den at skule;„For vist,” da meldte den liden smaadreng, „nu fanger ei skjoldetbule.”

131„For vist,“ da meldte den gamle Bjørn, „hr. Knud er en drotmed ære;ret aldrig saa jeg saa meget sølv, som her monne sammen være.

Ret aldrig saa jeg saa meget sølv i dette fattige land.“Saa drog han op til Nidaros, der blev han jarlens mand.

Og det stod hen i uger, ja vel i maaneder fem;ret aldrig mæled hr. Bjørn et ord i alle dem.

Og det stod hen i maaneder ni, da spørges det over ø,kong Olav samler en vældig hær, og jarlen er sjunken i sjø.

Hr. Bjørn sadler sin høie hest og tager sit panser paa:„Krist give, vi maatte i Norrig vor rette høvding faa!“

Saa rider han til Gardarik, der aksler han sit skind,saa træder han i høienloft for konning Olav ind.

„Hr. Bjørn, velkommen til Gardarik! I sige mig for sand,om munkene læser messer endnu ved Norges strand.

Om munkene læser messer endnu i Herrens hus,om end i koret brænder de høie alterljus.

Om end i lunden du hørte de klosterklokker at gaa,og jomfruer der synger, som nattergale slaa.“

— „End hørte jeg i lunden de klosterklokker at gaa,og jomfruer der synger, som nattergale slaa.

End læser de skaldede munke messe ved Norges strande;end skued jeg paa alteret de hvide lys at stande.“

— „Dernæst, min gode stallar, du sige mig besked,om end den norske bonde vil holde mig sin ed.“

— „Saadan den norske bonde vil holde dig sin ed,at fremmer han sin vilje, da fanger du evig fred.“

132— „Gud raader for held og seier, det gaa da, som han vil;dog, hvi vil Norges bønder begynde dette spil?“

— Da blev den gamle Bjørn saa tankefuld i sind:„Naar ror og anker glipper, da driver det skib for vind.“

— „Og hør, min gode stallar, du talte, som bedst du kunde,men aldrig mindes jeg før den dag, da dine øine de runde;

Og aldrig mindes jeg før den dag, da bjørnens læber var hvide,og aldrig forhen skalv dens ben, naar vi drog ud at stride.“

Da synker den gamle hirdmand til konningens fod:„Krist give, jeg din vrede maa sone med mit blod!

Jarl Haakon jeg gik tilhaande; det blev med guld betalt;men var han ikke druknet iaar, da havde mig sorgen kvalt.“

— Kong Olav strækker sin hvide haand mod Bjørn foruden svig:„Stat op, min gode stallar, bed Gud tilgive dig!

Stat op, min gode stallar, og sæt dig ved min side!Svigter den boldeste kjæmpe, paa hvem kan man da lide?“

Det var den høie konning, han spænder sverd ved belte,hannem følger i plade tolvhundrede raske helte.

Og da de kom til Stiklestad, begyndte saa blodig en trætte;saa glad da vorder den gamle ravn, han venter sig nu at mætte.

I midten ginge de spillemænd, de leger paa ludurhorn;de pile flyver saa tykt i flok som haglen i bondens korn.

I skogen løber den sultne ulv, den tager til at tude;de pile flyver saa tykt i sky som sneen paa bondens rude.

Hr. Bjørn stander sin konge nær, han leger med spyd og stang;alle de kjæmper, ham turde bie, de sank i grønnen vang.

133Hr. Bjørn stander sin konge nær, han er en kjæmpe bold;alle de pile, som Olav trued, dem fanger han i sit skjold.

Alle de mænd, der mod Olav stævned, han monne til jorden slaa:„Hr. konge, de ere for mange, og vi ere altfor faa!

De kjæmper leger med buer og spyd; det er mig ei mer til lyst;det sidste sverd, dig trued, opfanged jeg i mit bryst.

Brudt er mit skjold og min gode stang; ei mer skal jeg jernet slide;Gud signe dig, du ædeling; jeg lægger mig ved din side.“

— Da nikked kongen venlig, han stod i eget blod;saa sank han til jorden; hr. Bjørn laa ved hans fod.

Hr. Bjørn sig valgte den bedste plads, han vilde hos konningen være;de skal ei skilles i døden ad, der vandred sammen med ære.Der vokser fagre blomster paa fjeldet.

C. Hauch.

129

Konning Olav sitter i Gardarik med sine gode hoffmenn;i Norge sitter den gamle Bjørn med sverdet ved sin lend.Der vokser fagre blomster på fjellet.

I Norge sitter den gamle Bjørn, han speider fra borgens tind:„Krist gi, jeg måtte det spørre, vi fikk bedre vind!“

Han speider fra borgens tinde, han ganger inn og ut:„At Olav kom til Norrig i år, det gi den øverste Gud!

V. bd.

130Jarl Haakon og Englands konning de råder for land og rike;Krist gi, jeg måtte leve den dag, jeg så dem av Norrig å vike!”

Jarl Haakon lar bud utgå, de norske kjemper å vinne:„Da først skal vi nyte landet med ære, når vi kunne Bjørnenbinde.”

Inn da trer de sendebud, de stedes for eikebord:„Olav digre sitter i Holmgaard, nå hersker kong Knud i nord.

Konning Knud og Haakon jarl, de by jer fred og leide,hvis dere vil komme til Nidaros og ende den lange feide.”

— „Så titt har jeg jaget den ville los og ulven igjennom tjørn;den skal ei tjene den griske høg, der kan tjene den kongelig’ ørn.”

— „Kong Knud han er en herre så gjev, dere kjenner ham vel av ry;og vilst du ham ikke med æren tjene, da skal du med skam bortfly.” —

Hr. Bjørn rasler med brynjen blå og med sin panserserk:„Og skulle jeg svike kong Olav, da ble det et nidingsverk.”

Hr. Bjørn griper sitt lange spyd og sitt forgylte skjold:„Og det skal koste jert røde blod, før dere meg fanger i vold.”

— „Hr. Bjørn, dere bær jert navn med rett, dere er i talen hvass,I viser gjerne jer huggetand, alt som den ville bas.”

Så listelig lo de sendebud: „I stanse jer ville ferd!Den leger ei godt med tunge, der straks vil leke med sverd.”

Så rystet de på eikebord de sølverpenninger hvite;„Dem skjenker deg alle den rike Knud, hvis han på deg kan lide.”

Da bjørnen så det hvite sølv, begynte den å skule;„For vist,” da meldte den liten smådreng, „nå fanger ei skjoldetbule.”

131„For vist,“ da meldte den gamle Bjørn, „hr. Knud er en drottmed ære;rett aldri så jeg så meget sølv, som her monne sammen være.

Rett aldri så jeg så meget sølv i dette fattige land.“Så drog han opp til Nidaros, der ble han jarlens mann.

Og det stod hen i uker, ja vel i måneder fem;rett aldri mælte hr. Bjørn et ord i alle dem.

Og det stod hen i måneder ni, da spørres det over ø,kong Olav samler en veldig hær, og jarlen er sjunken i sjø.

Hr. Bjørn sadler sin høye hest og tar sitt panser på:„Krist gi, vi måtte i Norrig vår rette høvding få!“

Så rider han til Gardarik, der aksler han sitt skinn,så trer han i høienloft for konning Olav inn.

„Hr. Bjørn, velkommen til Gardarik! I si meg for sand,om munkene leser messer ennå ved Norges strand.

Om munkene leser messer ennå i Herrens hus,om enn i koret brenner de høye alterljus.

Om enn i lunden du hørte de klosterklokker å gå,og jomfruer der synger, som nattergaler slå.“

— „Enn hørte jeg i lunden de klosterklokker å gå,og jomfruer der synger, som nattergaler slå.

Enn leser de skallede munker messe ved Norges strande;enn skuet jeg på alteret de hvite lys at stande.“

— „Dernest, min gode stallar, du si meg besked,om enn den norske bonde vil holde meg sin ed.“

— „Sådan den norske bonde vil holde deg sin ed,at fremmer han sin vilje, da fanger du evig fred.“

132— „Gud råder for held og seier, det gå da, som han vil;dog, hvi vil Norges bønder begynne dette spill?“

— Da ble den gamle Bjørn så tankefull i sinn:„Når ror og anker glipper, da driver det skip for vind.“

— „Og hør, min gode stallar, du talte, som best du kunne,men aldri minnes jeg før den dag, da dine øyne de runde;

Og aldri minnes jeg før den dag, da bjørnens lepper var hvite,og aldri forhen skalv dens ben, når vi drog ut å stride.“

Da synker den gamle hirdmann til konningens fot:„Krist gi, jeg din vrede må sone med mitt blod!

Jarl Haakon jeg gikk tilhaande; det ble med gull betalt;men var han ikke druknet i år, da hadde meg sorgen kvalt.“

— Kong Olav strekker sin hvite hånd mot Bjørn foruten svik:„Stat opp, min gode stallar, be Gud tilgi deg!

Stat opp, min gode stallar, og sett deg ved min side!Svikter den boldeste kjempe, på hvem kan man da lide?“

Det var den høye konning, han spenner sverd ved belte,ham følger i plate tolvhundrede raske helte.

Og da de kom til Stiklestad, begynte så blodig en trette;så glad da vorder den gamle ravn, han venter seg nå å mette.

I midten ginge de spillemenn, de leger på ludurhorn;de piler flyver så tykt i flok som haglen i bondens korn.

I skogen løper den sultne ulv, den tar til å tute;de piler flyver så tykt i sky som sneen på bondens rute.

Hr. Bjørn stander sin konge nær, han leger med spyd og stang;alle de kjemper, ham turde bie, de sank i grønne vang.

133Hr. Bjørn stander sin konge nær, han er en kjempe bold;alle de pile, som Olav truet, dem fanger han i sitt skjold.

Alle de menn, der mot Olav stevnet, han monne til jorden slå:„Hr. konge, de er for mange, og vi er altfor få!

De kjemper leger med buer og spyd; det er meg ei mer til lyst;det siste sverd, deg truet, opfanged jeg i mitt bryst.

Brutt er mitt skjold og min gode stang; ei mer skal jeg jernet slide;Gud signe deg, du ædeling; jeg legger meg ved din side.“

— Da nikket kongen vennlig, han stod i eget blod;så sank han til jorden; hr. Bjørn lå ved hans fot.

Hr. Bjørn seg valgte den beste plass, han ville hos konningen være;de skal ei skilles i døden ad, der vandret sammen med ære.Der vokser fagre blomster på fjellet.

C. Hauch.