71. Hvem skal løfte mig op?
Af J. Moe
Hvad ord der ofte ligger paade søde barnemunde!Ja, enfold kan dog høiest naaog allerdybest bunde!
— Jeg har en ven, hvis hustru eri Herren sødt hensoven;nu hendes savn og minde bærham budskab tidt fraoven.
Saa ganske nys en aftenstund,da kjærlighedens snoremildt drog mod paradisets lund,hans tanker opad fore.
At gjøre der et kjært besøg,hvor alle længsler havne,hvor sorgen veires hen som røg,og intet vi kan savne.
Han holdt sin moderløse smaa,en femaars gut, paa skjødetog talte sagte til ham saa,da han kom hjem fra mødet:
145«Din moder gik af verden ud,hvor øiet ofte græder;nu er hun hos den kjære Gudog smager idel glæder.
Der bær hun renheds klædebon,som aldrig vorder smudset;thi himlen blir af engles haandmed palmegrene pudset.
Der skal hun have om sit haaren grøn og deilig kroneog læser — tænk! sit Fadervortæt ved Gudfaders trone.
Der ser hun Jesus ganske nær,saa hjertet sødt maa gløde —ham, som du ved har smaabørnkjærog for os alle døde.
Fortræd er der slet ikke til.De læser af Guds øie,hvad han, den eviggode, vil,og straks sig dertil føie.
Der er det søndag hver en dag;thi alle er udlærte;de synger kun til Guds behagud af sit glade hjerte.
Se, der, mit barn, nu moderer —sig, vil du did ei komme,at lege mellem engles hærog synge med de fromme?»
Den lille grunded taus og stilsom for den sag at drøfte.«Far!» — sagde han — «duved, jeg vil;men — hvem skal op migløfte?»
Hvad ord der ofte ligger paade søde barnemundeja, enfold kan dog høiest naaog allerdybest bunde!
Det spørgsmaal er jo mit ogdit,hvert adamsbarns paa jorden,og aldrig slaar et hjerte frit,før gaaden løst er vorden.
Gud give, hver en moders sjæl,som drengens ord faar høre,det samme spørgsmaal snartog velmed alvors hu at gjøre.
Og hver, som spørger, give hanat se med troens øieden naglestungne haand, somkanos løfte mod det høie!
J. Moe.
71. Hvem skal løfte meg opp?
Af J. Moe
Hva ord der ofte ligger påde søte barnemunde!Ja, enfold kan dog høyest nåog allerdybest bunne!
— Jeg har en venn, hvis hustru eri Herren søtt hensoven;nå hennes savn og minde bærham budskap titt fraoven.
Så ganske nys en aftenstund,da kjærlighetens snoremildt drog mot paradisets lund,hans tanker oppad fore.
Å gjøre der et kjært besøk,hvor alle lengsler havne,hvor sorgen veires hen som røg,og intet vi kan savne.
Han holdt sin moderløse små,en femårs gut, på skjødetog talte sakte til ham så,da han kom hjem fra møtet:
145«Din mor gikk av verden ut,hvor øyet ofte gråter;nå er hun hos den kjære Gudog smaker idel gleder.
Der bær hun renhets kledebon,som aldri vorder smudset;thi himlen blir av engles håndmed palmegrene pusset.
Der skal hun ha om sitt håren grønn og deilig kroneog leser — tenk! sitt Fadervortett ved Gudfaders trone.
Der ser hun Jesus ganske nær,så hjertet søtt må gløde —ham, som du ved har småbarnkjærog for oss alle døde.
Fortred er der slett ikke til.De leser av Guds øye,hva han, den eviggode, vil,og straks seg dertil føye.
Der er det søndag hver en dag;thi alle er utlærte;de synger kun til Guds behagut av sitt glade hjerte.
Se, der, mitt barn, nå morer —sig, vil du dit ei komme,å leke mellom engles hærog synge med de fromme?»
Den lille grunnet taus og stilsom for den sak å drøfte.«Far!» — sa han — «duvet, jeg vil;men — hvem skal opp megløfte?»
Hva ord der ofte ligger påde søte barnemundeja, enfold kan dog høyest nåog allerdybest bunne!
Det spørsmål er jo mitt ogdit,hvert adamsbarns på jorden,og aldri slår et hjerte fritt,før gåten løst er vorden.
Gud gi, hver en moders sjel,som drengens ord får høre,det samme spørsmål snartog velmed alvors hu å gjøre.
Og hver, som spør, gi hanå se med troens øyeden naglestungne hånd, somkanoss løfte mot det høye!
J. Moe.