137

Der var engang en tømmersvend,mod ham en slagterhund sig viste ei som ven.Han vilde bide ham, og, som nu let kan vides,en tømmersvend ei mer end du og jeg vil bides.han derfor hævede sin økse raskog kløvede sin uvens pandebrask.

Nu skulde det til uheld træffe,at hundens eier komi øieblikket, somhans hund var ud af stand at bjeffe;han bjeffede for ham.Jeg holder det for skamfor læseren at repetere,hvad skjeldsord, trusler, ed han bjeffede med mere.Omsonst den kjære mand, som havde panden delt,ham vilde forestille:To halve hoveder udgjør et helt.Den anden mod ræson ei tage vilde,og skjønt han fandt sig noget slagenved et saa fyndigt argument,138han foranstaltede dog næste dagenden tømmersvend en stævning sendt.

Ei denne lod sig forelægge.For dommeren de mødte begge.Citanten mælede da først:«Han kunde jaget bort min hund med nogle børst,jeg selv da skulde sagt, han gjorde vel;men slaa mig hunden rent ihjelog med sin økse paa ham panden kløveog mig min bedste skat berøve!det tror jeg vist, hr. dommer, straffes bør.»

Hr. dommer tog tilords: «Svar mig paa, hvad jeg spør,du tømmersvend! hvorfor ei skaftet tageog dermed hunden fra dig jage?»Han svarede (først rømmende) med tugt:«Ifald han havde mig med halen villet bide,jeg skaftet ei engang imod ham havde brugt,men jaget ham med bare hænder;men bestet faldt mig an med skarpe tænder.»Da kjendte dommeren, saasnart han hørte det:«Skarpt imod skarpt! den tømmersvend har ret.Du, slagter, som har yppet trætten,to mark erlægger her i retten.»

Moralen her skal kort, dog noget fyndig gives:man ei om bagatel maa med sin næste kives.

J. H. Wessel.

137

Der var engang en tømmersvenn,mot ham en slagterhund seg viste ei som venn.Han ville bite ham, og, som nå lett kan vites,en tømmersvenn ei mer enn du og jeg vil bites.han derfor hevet sin økse raskog kløvede sin uvens pannebrask.

Nå skulle det til uhell treffe,at hundens eier komi øyeblikket, somhans hund var ut av stand å bjeffe;han bjeffet for ham.Jeg holder det for skamfor leseren å repetere,hva skjellsord, trusler, ed han bjeffet med mer.Omsonst den kjære mann, som hadde pannen delt,ham ville forestille:To halve hoder utgjør et helt.Den annen mot ræson ei ta ville,og skjønt han fant seg noe slagenved et så fyndigt argument,138han foranstaltede dog neste dagenden tømmersvenn en stevning sendt.

Ei denne lot seg forelegge.For dommeren de møtte begge.Citanten mælte da først:«Han kunne jaget bort min hund med noen børst,jeg selv da skulle sagt, han gjorde vel;men slå meg hunden rent ihjelog med sin økse på ham pannen kløveog meg min beste skatt berøve!det tror jeg vist, hr. dommer, straffes bør.»

Hr. dommer tog til orde: «Svar meg på, hva jeg spør,du tømmersvenn! hvorfor ei skaftet taog dermed hunden fra deg jage?»Han svarte (først rømmende) med tukt:«I fall han hadde meg med halen villet bite,jeg skaftet ei engang imot ham hadde brukt,men jaget ham med bare hender;men bestet falt meg an med skarpe tenner.»Da kjente dommeren, så snart han hørte det:«Skarpt imot skarpt! den tømmersvenn har rett.Du, slagter, som har yppet trætten,to mark erlegger her i retten.»

Moralen her skal kort, dog noe fyndig gives:man ei om bagatell må med sin neste kives.

J. H. Wessel.