I mangfoldige tider hørtes der nu og da vaabengny under Kronborg fæstning. Ingen vidste noget derom at sige, og i det hele land var der ikke én, som dristede sig til at stige ned igjennem de nederste gange. Da blev det vilkaar givet en slave, som havde forbrudt sit liv, at han skulde være fri og have sin skyld eftergivet, om han, ved at stige saa dybt ned, som gangen førte, kunde bringe beretning om, hvad han der fandt. Han kom da omsider til en stor jerndør, som gik op af sig selv, idet han bankede paa den; og nu saa han foran sig en dyb hvælving. Midt under loftet hang en næsten udbrændt lampe, og nedenunder stod et mægtigt, stort stenbord, omkring hvilket staalklædte kjæmper sad nedbøiede og hvilede hovederne paa sine korslagte arme. Da reiste den sig op, der sad ved bordenden. Det var Holger Danske. Men idet han løftede hovedet fra armen, brast stenbordet helt igjennem; thi hans skjeg var vokset fast. «Ræk mig din haand!» sagde han til slaven; men denne vovede ikke at give ham haanden; han rakte ham derfor en jernstang, som Holger knugede saa, at der stod merke efter. Endelig slap han den med de ord: «Nu! det glæder mig, at der dog endnu er mænd i Danmark!»

I mangfoldige tider hørtes der nå og da våpengny under Kronborg festning. Ingen visste noe derom å si, og i det hele land var der ikke én, som dristet seg til å stige ned igjennom de nederste gange. Da ble det vilkår gitt en slave, som hadde forbrutt sitt liv, at han skulle være fri og have sin skyld ettergitt, om han, ved å stige så dypt ned, som gangen førte, kunne bringe beretning om, hva han der fant. Han kom da omsider til en stor jerndør, som gikk opp av seg selv, idet han banket på den; og nå så han foran seg en dyp hvelving. Midt under loftet hang en nesten utbrent lampe, og nedenunder stod et mektig, stort stenbord, omkring hvilket staalklædte kjemper satt nedbøyde og hvilede hodene på sine korslagte arme. Da reiste den seg opp, der satt ved bordenden. Det var Holger Danske. Men idet han løftet hodet fra armen, brast stenbordet helt igjennom; thi hans skjegg var vokset fast. «Rekk meg din hånd!» sa han til slaven; men denne vovede ikke å gi ham hånden; han rakte ham derfor en jernstang, som Holger knugede så, at der stod merke etter. Endelig slapp han den med de ord: «Nå! det gleder meg, at der dog ennå er menn i Danmark!»