Engang, da kong Valdemar Atterdag vilde stige tilhest, faldt han i tanker og blev staaende med venstre fod i stigbøilen. Det hændte sig just, at en mand, kongen havde dømt tildøde, blev ført forbi; han gjorde knæfald og bad for sit liv. Kongen saa op: «Kan du skaffe mig at vide, hvad tanke det var, der gik mig af minde, og om det vil ske, — saa skal du blive fri!» Herpaa fik manden orlov og reiste landet rundt til alle kloge folk; men ingen kunde give ham besked. En aften kom han til Bovberg, en steil klint vester ude ved havet, og bankede tre gange paa med den hvide stav, han havde i haanden, saa bergmanden kom ud. Han vidste ingenting; «men jeg har en oldefader i Dagberg-Daas, der er en gammel fremsynt mand, gaa du derhen!» Manden tog stav i haand og stævnede til Dagberg; men bergmanden her vidste heller ingenting; «men jeg har en tipoldefar i Rødsten paa Fur; kan han ikke vide det, saa ved ingen det.» Manden slæbte sig ogsaa derhen, og det traf sig, at han just ved midnatstid stod ved hulen og bankede tre gange paa. Der kom en gammel, udlevet pusling ruggende frem. — «Ja, jeg kunde vel hjælpe; — men saa skal du først sige mig tre sandheder!» — Manden tænkte sig lidt om og sagde: «Meget har jeg reist, og vidt har jeg faret; men aldrig har jeg seet saa fast et hus, som dit er.» — «Ja, det kan jeg tro; for det er hulet af én sten!» — «Meget har jeg reist, og vidt har jeg faret; men aldrig har jeg seet saa meget guld og sølv paa én plet!» — «Det er muligt det; men nu videre!» — «Meget har jeg reist, og vidt har jeg faret; men aldrig har jeg seet saa liden en mand med saa stort et skjeg!» for det var saa stort, at den lille mand stod og traadte paa det. — «Ja,» sagde puslingen, «saa vil jeg ogsaa sige dig, hvad kongen tænkte paa, og det var: om han kunde faa Danmark, Norge og Sverige smedede sammen; men det skal ikke han, det skal hans datter.» Dette svar bragte manden tilbage, og han fik da sin dødsstraf eftergiven, som kongen havde lovet.
J. M. Thiele.