Et talglys, som var blevet tykt og uforskammet af altfor megen talg, pralede en aftenstund for et stort selskab af, at det skinnede sterkere end solen, maanen og stjernerne. I det samme kom der et vindstød og blæste det ud. En, som tændte det igjen, sagde: „Skin nu igjen, mit gode talglys! Himlens lys blæses aldrig ud.“

Et talglys, som var blitt tykt og uforskammet av altfor mye talg, pralte en aftenstund for et stort selskap av, at det skinte sterkere enn solen, månen og stjernene. I det samme kom der et vindstøt og blåste det ut. En, som tente det igjen, sa: „Skinn nå igjen, mitt gode talglys! Himlens lys blåses aldri ut.“