En hare, som var bleven gode venner med løven, dyrenes konge, tog sig engang den frihed at spørge den, om det var sandt, hvad den havde hørt fortælle, at løven bliver bange, naar den hører en hane gale.
„Det er ganske sandt,” svarede løven. „Det er ofte tilfældet, at vi store dyr har en eller anden underlig svaghed. Saaledes har du kanske hørt om elefanten, at den bliver forskrækket, naar den hører en gris grynte.”
„Nei virkelig?” sagde haren. „Ja, nu kan jeg da skjønne, hvorfor vi harer er saa rædde for hundene.”
G. E. Lessing.