Oldtidens vise har klogelig opfundet et middel, hvorved man kan hjælpe den feilende til at se sine feil og revse ham for dem uden at opirre ham. De holdt nemlig foran ham et sælsomt speil, i hvilket alleslags dyr og forunderlige ting kom tilsyne, og saaledes frembragtes et ligesaa morende som opbyggeligt skue. Det kaldte de en fabel, og hvad taabeligt eller klogt nu dyrene der udrettede, maatte menneskene føre over paa sig selv og derved tænke: „Det er dig, fabelen sigter til.” Saaledes kunde ingen blive vred derover.

Oldtidens vise har klokelig oppfunnet et middel, hvorved man kan hjelpe den feilende til å se sine feil og revse ham for dem uten å oppirre ham. De holdt nemlig foran ham et selsomt speil, i hvilket alleslags dyr og forunderlige ting kom til syne, og således frembragtes et likeså morende som oppbyggelig skue. Det kalte de en fabel, og hva tåpelig eller klokt nå dyrene der udrettede, måtte menneskene føre over på seg selv og derved tenke: „Det er deg, fabelen sikter til.” Således kunne ingen bli vred derover.