162

Hellig-Olav stod ved fjorden med sin hær;pinsefesten var forhaanden;alskens løv og blomster artede sig derfagert under Folgefonden.Kongens drage laa og speiled sig ved strand;bispen stod med korset paa den hvide sand;kongens kjæmperad / laa paa knæ og bad,og der gik dem lyn i aanden.

Hellig-Olavs aasyn skinned som en sol,klar sad kronen ham om panden;mens han knæled, laa hans rige purpurkjolsom et teppe over sanden.Her han vilde atter i en stakket fristbygge kirke til den sterke Herre Krist;alt paa pinsedag / skulde fra dens tagkorset lyse over stranden.

Og da verket nu var helliget med bøn,mured hver en kjæmpe trolig;men i fjeldet lød der underlige drøn;dvergeslegten blev urolig.Høit fra uren rulled grus og kampesten,og fra lien kom der rod og bul og gren;ilde saa det ud / for kong Olavs gud;ilde freded man hans bolig.

Hellig-Olav med sit luerøde skjegkyssed hjaltet paa sin klinge,og han holdt det høit mod dvergehallens væg,og han korsede sin bringe.Se, da rulled alle stene ned i mag,og de føied sig til muren, lag ved lag,og hver stok, der sprang, / blev en bjelke lang;øksebruget var kun ringe.

O, hvor gram blev da den travle dvergeflok,fjorden skalv ved deres mæle;163og de stødte til en vældig klippeblokmed de kobbersko’de hæle.Hellig-Olav mæled da et lystigt ord:„Se, der kommer dvergen med vort alterbord!“Stenen dumped ned / just paa rette sted,der, hvor kongen pleied knæle.

Snart var kirken med sit skifferdække takt.Klar den stod paa pinsedagen;og i koret var paa alterstenen lagtgyldenstykke og skarlagen.Bispen stod i bønnen bøiet over den;kongen gik til offers did med sine mænd;altervinen klar, / guld og farvet glarbragte han iland fra dragen.

Kirken stod ved strand i mange hundred aar;nu er dog dens mur forsvunden;men til Olavs ros endnu blandt løvet staaralterbordet over grunden.Moseteppet hviler nu paa stenen graa,abildtræet strør sin hvide blomst derpaa,og fra birkens top / stemmer fuglen oppinsesalmerne i lunden.

Mangen sommerkveld, naar i den dunkle fjordtriller dug fra grønne blade,vies dog kong Olavs faste alterbordatter til et helligt stade.Dalens søn har der et stævne med sin brud,og de veksler ringe der for Olavs gud,og de knæler ned / trygt, med haab og fredog i sommerdrømme glade.

Derfor kan kong Olavs minderige ryingensinde gaa tilgrunde;med hver dalens slegt det hæver sig paanyfagert fra de friske munde.Hellig-Olav med sit hjerterøde skjolddækker klippen, hvor den kneiser mørk og gold,164og hans saga gaar / gjennem Norges vaar,sødt som fuglesang i lunde.

J. S. Welhaven.

162

Hellig-Olav stod ved fjorden med sin hær;pinsefesten var forhånden;alskens løv og blomster artet seg derfagert under Folgefonden.Kongens drage lå og speilet seg ved strand;bispen stod med korset på den hvite sand;kongens kjemperad / lå på kne og bad,og der gikk dem lyn i aanden.

Hellig-Olavs åsyn skinte som en sol,klar satt kronen ham om pannen;mens han knelte, lå hans rike purpurkjolsom et teppe over sanden.Her han ville atter i en stakket fristbygge kirke til den sterke Herre Krist;alt på pinsedag / skulle fra dens takkorset lyse over stranden.

Og da verket nå var helliget med bøn,mured hver en kjempe trolig;men i fjellet lød der underlige drønn;dvergeslekten ble urolig.Høyt fra uren rullet grus og kampestein,og fra lien kom der rot og bul og gren;ilde så det ut / for kong Olavs gud;ilde fredet man hans bolig.

Hellig-Olav med sitt luerøde skjeggkysset hjaltet på sin klinge,og han holdt det høyt mot dvergehallens vegg,og han korset sin bringe.Se, da rullet alle steiner ned i mag,og de føyet seg til muren, lag ved lag,og hver stokk, der sprang, / ble en bjelke lang;øksebruget var kun ringe.

O, hvor gram ble da den travle dvergeflok,fjorden skalv ved deres mæle;163og de støtte til en veldig klippeblokkmed de kobbersko’de hæler.Hellig-Olav mælte da et lystig ord:„Se, der kommer dvergen med vårt alterbord!“Steinen dumpet ned / just på rette sted,der, hvor kongen pleiet knele.

Snart var kirken med sitt skiferdekke takt.Klar den stod på pinsedagen;og i koret var på alterstenen lagtgyldenstykke og skarlagen.Bispen stod i bønnen bøyet over den;kongen gikk til offers dit med sine menn;altervinen klar, / gull og farvet glarbrakte han i land fra dragen.

Kirken stod ved strand i mange hundre år;nå er dog dens mur forsvunnen;men til Olavs ros ennå blant løvet ståralterbordet over grunnen.Moseteppet hviler nå på steinen grå,abildtræet strør sin hvite blomst derpå,og fra birkens topp / stemmer fuglen opppinsesalmene i lunden.

Mangen sommerkveld, når i den dunkle fjordtriller dug fra grønne blade,vies dog kong Olavs faste alterbordatter til et hellig stade.Dalens sønn har der et stevne med sin brud,og de veksler ringe der for Olavs gud,og de kneler ned / trygt, med håp og fredog i sommerdrømme glade.

Derfor kan kong Olavs minderige ryingensinde gå til grunne;med hver dalens slekt det hever seg paanyfagert fra de friske munde.Hellig-Olav med sitt hjerterøde skjolddekker klippen, hvor den kneiser mørk og gold,164og hans saga går / gjennom Norges vår,søtt som fuglesang i lunde.

J. S. Welhaven.