156

Gudmund Torsen Storebingen,han var gjev i et og alt;smal om livet, bred om bringen,fast paa taa, hvor andre faldt;glad og let, men arm paa gods;derfor var han flink tilfods;flink med skreppen paa sin nakkebaade op og ned ad bakke.

Knut Labeit i Viumaasenvar en tver og uglad mand;men han havde fæ i baasen,sølv i skab og fulde spand.Knud var baade grim og gram,skak i vekst og hoftelam;derfor drog den rige styggenhelst ivei paa hesteryggen.

Ingeborg i Fagerlien,bedre terne saa du ei;gik hun først paa sæterstien,blev den snart en alfarvei.Bygdens unge karleflokdrog til sæters flittig nok;men hun saa, hun ænsed ingenuden Gudmund Storebingen.

Det gik hen til ud paa høsten;sæterhytten stod forladt;da blev Gudmund reiselysten,og saa tog han skreppen fat.Mens han drog paa salg ogkjøb,Gudmund fra sin lykke løb.Knud Labeit, hvis fart var liden,passede desbedre tiden.

Saa kom Gudmund hjem forsilde;thi hans hjertenskjær var brud,tvungen, skjønt hun bar sig ilde,solgt for sølv til rige Knud.Gudmund sagde: „Stans dingraad;vent, der findes vel et raad,157raad for uraad, om ei førenddu skal ind ad kirkedøren.“

Det blev vaar i alle dale;elven steg og løvet sprang;da begyndte Knud at pralemed den fest, han fik igang.Der blev brygget, der blev bagt,der var nok af stads og pragt;vidt omkring drog efter gjesterspillemand og kjøgemester.

Mellem Fagerliens birkeog det stride elvedragred i brudefærd til kirkeKnud Labeit paa pinsedag.Foran spillemanden drog;saa kom bruden med sit tog;først bag den, der slog paatromme,saa man Knud med følge komme.

Men i skjul af grønne grene,ved den samme kirkesti,Gudmund Torsen gik alene,just da færden kom forbi.Snildt han passed sine skridt,saa han fulgte brudens ridt,og da var der intet udenkrattet mellem ham og bruden.

Saadan gik det frem til næsset,der, hvor elven bøied af;her stod flommen over græssetop til sti og gjerdestav.Kirken laa saa nær dervedover paa den anden bred;men af bro der var ei andetend en stump, som drev i vandet.

„Tør der nogen vade over?“raabte i sin vaande Knud;„den, der prøver det, jeg loverViumaasens bedste stud!“Men de svarede med spot:„Rige Knud, du lover godt —vade over, det kan ingen.“— „Jo, jeg kan,“ sa’ Storebingen.

Og i tummelen og larmenfrem til bruden trængte han;løfted hende høit paa armen,sprang saa i det stride vand.Elven om hans hofte stod;men han stemmed sig imod,og man saa ham opret skrideover til den anden side.

Da han stod paa kirkevolden,jubled store der og smaa.I hans arm sad hel og holdenbruden med sin krone paa.Knud Labeit forsøgte eiGudmunds nye kirkevei;ingen af hans bryllupsfællerbar ham over elven heller.

Folk paa dette kirkestævneloved og besvore det,at hver mand med al sin evneskulde staa paa Gudmunds ret.Prest og klokker ligedanloved ham at holde stand;Knud blev snart saa spag tilmode,at han gav sig med det gode.

Og man har i disse egnefra den tid et mundheld havt,158som i korthed kan betegneGudmund Storebingens kraft.Er et arbeid tungt og slemt,har man straks den faste skjemt,naar man just faar bugt medtingen:„Jo, jeg kan,“ sa’ Storebingen.

J. S. Welhaven.

156

Gudmund Torsen Storebingen,han var gjev i et og alt;smal om livet, bred om bringen,fast på tå, hvor andre falt;glad og lett, men arm på gods;derfor var han flink tilfods;flink med skreppen på sin nakkebåde opp og ned ad bakke.

Knut Labeit i Viumaasenvar en tver og uglad mann;men han hadde fe i båsen,sølv i skap og fulle spann.Knud var både grim og gram,skak i vekst og hoftelam;derfor drog den rike styggenhelst i vei på hesteryggen.

Ingeborg i Fagerlien,bedre terne så du ei;gikk hun først på seterstien,ble den snart en alfarvei.Bygdens unge karleflokdrog til seters flittig nok;men hun så, hun enset ingenuten Gudmund Storebingen.

Det gikk hen til ut på høsten;seterhytten stod forlatt;da ble Gudmund reiselysten,og så tok han skreppen fat.Mens han drog på salg ogkjøp,Gudmund fra sin lykke løp.Knud Labeit, hvis fart var liten,passet desbedre tiden.

Så kom Gudmund hjem forsilde;thi hans hjertenskjær var brud,tvungen, skjønt hun bar seg ilde,solgt for sølv til rike Knud.Gudmund sa: „Stans dingråt;vent, der finnes vel et råd,157råd for uråd, om ei førdu skal inn ad kirkedøren.“

Det ble vår i alle dale;elven steg og løvet sprang;da begynte Knud å pralemed den fest, han fikk i gang.Der ble brygget, der ble bakt,der var nok av stads og prakt;vidt omkring drog etter gjesterspillemann og kjøkemester.

Mellom Fagerliens birkeog det stride elvedragred i brudeferd til kirkeKnud Labeit på pinsedag.Foran spillemannen drog;så kom bruden med sitt tog;først bak den, der slo påtromme,så man Knud med følge komme.

Men i skjul av grønne grener,ved den samme kirkesti,Gudmund Torsen gikk alene,just da ferden kom forbi.Snilt han passet sine skritt,så han fulgte brudens ridt,og da var der intet utenkrattet mellom ham og bruden.

Sådan gikk det frem til næsset,der, hvor elven bøyde av;her stod flommen over gressetopp til sti og gjerdestav.Kirken lå så nær dervedover på den annen bred;men av bro der var ei annetenn en stump, som drev i vannet.

„Tør der noen vade over?“ropte i sin vånde Knud;„den, der prøver det, jeg loverViumaasens beste stut!“Men de svarede med spot:„Rike Knud, du lover godt —vade over, det kan ingen.“— „Jo, jeg kan,“ sa’ Storebingen.

Og i tummelen og larmenfrem til bruden trengte han;løftet henne høyt på armen,sprang så i det stride vann.Elven om hans hofte stod;men han stemmet seg imot,og man så ham opret skrideover til den annen side.

Da han stod på kirkevolden,jublet store der og små.I hans arm satt hel og holdenbruden med sin krone på.Knud Labeit forsøkte eiGudmunds nye kirkevei;ingen av hans bryllupsfællerbar ham over elven heller.

Folk på dette kirkestevnelovet og besvore det,at hver mann med all sin evneskulle stå på Gudmunds rett.Prest og klokker likedanlovet ham å holde stand;Knud ble snart så spak tilmode,at han ga seg med det gode.

Og man har i disse egnefra den tid et munnhell hatt,158som i korthet kan betegneGudmund Storebingens kraft.Er et arbeid tungt og slemt,har man straks den faste skjemt,når man just får bukt medtingen:„Jo, jeg kan,“ sa’ Storebingen.

J. S. Welhaven.