154

Den gjeveste bonde i Vinje gjeldvar Dyre fra Vaa at nævne.Han var saa sikker og stø som et fjeldog eiede tolv mands evne.Hans grander sagde saa stort et ord:„Du turde vel prøve en leg, som Tor,med trold og med berguhyre?“„Ja, om det var mørkt,“ sagde Dyre.

155Saa skulde det hænde, at Dyre Vaasad lunt i julekvelds-gilde.Mens øllet gik rundt, og natten faldt paa,de drukke saa meget, de vilde.Med et blev der tyst i det lystige lag;der hørtes fra fjeldet et grueligt bragog et brøl som af hundrede tyre.„Nu er det vel mørkt,“ sagde Dyre.

Og Dyre gik fluks til Totak-vandog løste sin baad behændig;men da han kom nær til den anden strand,det raabte ham an ubændig:„Hvem er det, som pusler i tjernet nu?“ —„Det er nok Dyre fra Vaa! — End du,der rusler i urer og myre,saa mørkt som det er?“ spurgte Dyre.

„Jeg er fra Aashaug og skal afstedtil Glomshaug-møerne mine;læg hid til stranden og tag mig medog brug saa kræfterne dine!“„Ja, let dig først,“ gav Dyre til svar,„for prammen er klein, og jeg tænker, du haren krop som de sværeste fyre,og husk, det er mørkt!“ sagde Dyre.

Saa skrumpede troldet sig dygtig indog sad som en dverg paa tilje;men da fik Dyre et andet sindog meldte paa stand sin vilje:„Aa, syn mig nu, hvad rise du er!“Men troldet brummede studs og tver:„Nei stop, den lyst faar du styre!“ —„Ja, mørkt er det og,“ sagde Dyre.

Men troldet gjorde sig blid om lidtog sagde ved fartens ende:„Jeg lægger et merke i trauget dit,hvoraf du mit maal kan kjende.156Se vel under toften, naar det er dag,og tag, hvad du finder, for din umag;det er din færgemandshyre!”„For nu er det mørkt,” sagde Dyre.

Det var en vantefinger af uld,der laa under Dyres tofte;med fire skjepper den maaltes fuld,og Dyre har maalt den ofte.Da blev det for alvor et stadigt ord,at Dyre var karl for at gaa, som Tor,mod trold og mod bjerguhyre.„Helst naar det er mørkt,” tænkte Dyre.

J. S. Welhaven.

154

Den gjeveste bonde i Vinje gjeldvar Dyre fra Vaa å nevne.Han var så sikker og stø som et fjellog eide tolv mands evne.Hans grander sa så stort et ord:„Du turde vel prøve en lek, som Tor,med troll og med berguhyre?“„Ja, om det var mørkt,“ sa Dyre.

155Så skulle det hænde, at Dyre Vaasatt lunt i julekvelds-gilde.Mens ølet gikk rundt, og natten falt på,de drakk så meget, de ville.Med et ble der tyst i det lystige lag;der hørtes fra fjellet et grueligt brakog et brøl som av hundre tyre.„Nå er det vel mørkt,“ sa Dyre.

Og Dyre gikk fluks til Totak-vannog løste sin båt behendig;men da han kom nær til den annen strand,det ropte ham an ubendig:„Hvem er det, som pusler i tjernet nå?“ —„Det er nok Dyre fra Vaa! — Enn du,der rusler i urer og myre,så mørkt som det er?“ spurte Dyre.

„Jeg er fra Aashaug og skal av stedtil Glomshaug-møene mine;legg hit til stranden og ta meg medog bruk så kreftene dine!“„Ja, lett deg først,“ ga Dyre til svar,„for prammen er klein, og jeg tenker, du haren kropp som de sværeste fyre,og husk, det er mørkt!“ sa Dyre.

Så skrumpet trollet seg dyktig innog satt som en dverg på tilje;men da fikk Dyre et annet sinnog meldte på stand sin vilje:„Aa, syn meg nå, hva rise du er!“Men trollet brummet studs og tver:„Nei stopp, den lyst får du styre!“ —„Ja, mørkt er det og,“ sa Dyre.

Men trollet gjorde seg blid om littog sa ved fartens ende:„Jeg legger et merke i trauget ditt,hvorav du mitt mål kan kjenne.156Se vel under toften, når det er dag,og tag, hva du finner, for din umak;det er din færgemandshyre!”„For nå er det mørkt,” sa Dyre.

Det var en vantefinger av ull,der lå under Dyres tofte;med fire skjepper den maaltes full,og Dyre har målt den ofte.Da ble det for alvor et stadig ord,at Dyre var karl for å gå, som Tor,mot troll og mot bjerguhyre.„Helst når det er mørkt,” tenkte Dyre.

J. S. Welhaven.