Paul Gerhard, der i flere aar havde været prest i Berlin, blev i aaret 1666 fordreven fra sit embede, fordi han i troessager ikke vilde bøie sig for verdslige magtsprog og handle imod sin samvittighed. Han maatte med sin 75familie gaa i landflygtighed. Til denne begivenhed i hans liv knytter sig følgende smukke fortælling:

Da han drog afsted med sine, uden at vide hvorhen, men ligesom Abraham gik i troen, var hans kone meget bedrøvet, og han søgte forgjæves at trøste hende ved at foreholde hende det Guds ord: „Velt din vei paa Herren!“ Efter den første dagsreise tog de ind i et vertshus. Medens hans familie her hvilede sig, gik Gerhard ud i haven og skrev den deilige trøstesalme: „Velt alle dine veie o. s. v.,“ og da han var færdig med den, bragte han den til sin kone, som endnu var opfyldt af sorg, og gav sig til at oplæse den for hende med høi og lydelig røst. Hun lyttede med opmerksomhed til de venlige og tillidsfulde ord fra den fromme, gudhengivne egtefælles læber, og de forfeilede heller ikke sin virkning; thi med et blev hun roligere i sindet; taarestrømmen stansede, og hun besluttede at befale Gud sine veie og at kaste al sin sorg paa ham. Men foruden hende var der endnu to andre, som useede udenfor døren havde lyttet til sangerens røst, og som, da salmen var tilende, traadte ind i værelset som Guds engle i nødens og prøvelsens stund. Disse herrer fortalte, at de var udsendte af hertug Kristian i Merseburg for at opsøge en prest i Berlin ved navn Gerhard, der nylig skulde være bleven afsat, og indbyde ham til at komme til deres hertug, som med fornøielse og deltagelse havde læst hans aandelige sange. Hvilken glæde og overraskelse for det fromme egtepar! Paa en gang gik der et lys op for dem i det sorgens og anfegtelsens mørke, som til en tid havde omtaaget dem; den naadige og miskundelige Gud opfyldte sin forjættelse og lod det troende hjerte vederfares en herlig naadeløn. Gerhard reiste nu til Merseburg og fik først en pension af hertugen og siden et prestekald i Lybben, hvor han boede til sin død 1676.

Den ovennævnte salme: „Velt alle dine veie“ faldt senere i kurfyrst Fredrik Vilhelm af Brandenburgs hænder og gjorde et dybt indtryk paa ham. Han spurgte sin minister, hvo der vel havde forfattet den, og da svaret lød: „Den samme Paul Gerhard, som Deres Høihed har afsat og forvist,“ blev kurfyrsten forfærdet, og den uret, han havde tilføiet presten, nedbøiede ham meget.

Paul Gerhard, der i flere år hadde vært prest i Berlin, ble i året 1666 fordrevet fra sitt embete, fordi han i trossaker ikke ville bøye seg for verdslige maktspråk og handle imot sin samvittighet. Han måtte med sin 75familie gå i landflyktighet. Til denne begivenhet i hans liv knytter seg følgende smukke fortelling:

Da han drog av sted med sine, uten å vite hvorhen, men likesom Abraham gikk i troen, var hans kone meget bedrøvet, og han søkte forgjeves å trøste henne ved å foreholde henne det Guds ord: „Velt din vei på Herren!“ Etter den første dagsreise tok de inn i et vertshus. Mens hans familie her hvilte seg, gikk Gerhard ut i hagen og skrev den deilige trøstesalme: „Velt alle dine veie o. s. v.,“ og da han var ferdig med den, brakte han den til sin kone, som ennå var oppfylt av sorg, og ga seg til at opplese den for henne med høy og lydelig røst. Hun lyttet med oppmerksomhet til de vennlige og tillitsfulle ord fra den fromme, gudhengivne ektefelles lepper, og de forfeilede heller ikke sin virkning; thi med et ble hun roligere i sinnet; tårestrømmen stanset, og hun besluttet å befale Gud sine veie og å kaste all sin sorg på ham. Men foruten henne var der ennå to andre, som useede utenfor døren hadde lyttet til sangerens røst, og som, da salmen var til ende, trådte inn i værelset som Guds engler i nødens og prøvelsens stund. Disse herrer fortalte, at de var utsendte av hertug Kristian i Merseburg for å oppsøke en prest i Berlin ved navn Gerhard, der nylig skulle være blitt avsatt, og innby ham til å komme til deres hertug, som med fornøyelse og deltagelse hadde lest hans åndelige sanger. Hvilken glede og overraskelse for det fromme ektepar! På en gang gikk der et lys opp for dem i det sorgens og anfegtelsens mørke, som til en tid hadde omtåket dem; den nådige og miskunnelige Gud oppfylte sin forjettelse og lot det troende hjerte vederfares en herlig naadeløn. Gerhard reiste nå til Merseburg og fikk først en pension av hertugen og siden et prestekall i Lybben, hvor han bodde til sin død 1676.

Den ovennevnte salme: „Velt alle dine veie“ falt senere i kurfyrste Fredrik Vilhelm av Brandenburgs hender og gjorde et dypt inntrykk på ham. Han spurte sin minister, hvo der vel hadde forfattet den, og da svaret lød: „Den samme Paul Gerhard, som Deres Høihed har avsatt og forvist,“ ble kurfyrsten forferdet, og den urett, han hadde tilføyet presten, nedbøyde ham meget.