Det var engang, ræven og bjørnen skulde have ager i sameie. De havde en liden braate oppe i skogen, og det første aaret saaede de rug. «Nu faar vi dele, som ret er,» sagde Mikkel; «vil du have roden, saa tager jeg toppen,» sagde han. Ja, det vilde bjørnen; men da de havde træsket, fik ræven korn, og bjørnen fik ikke andet en taver og tæger. Bamsen likte ikke dette; men ræven sagde, det var saa, som de var forligte om det. «Iaar er det jeg, som har vindingen,» sagde ræven, «et andet aar er det du; da skal du have toppen, og jeg faar nøies med roden.» — Men da vaaronnen kom, spurgte Mikkel, hvad bjørnen mente om næper. Jo, det var bedre kost end korn, sagde han, og det mente ræven og. Da høsten kom, tog ræven næperne, og bjørnen fik kaalen. Men da blev bamsen saa sint, at han skilte lag med Mikkel med det samme.
P. Chr. Asbjørnsen.