En forfængelig og indbildsk kraake opsamlede de fjær, som nogle paafugle havde fældet, 2og stak dem ind mellem sine egne. Nu foragtede den sine gamle kamerater og slog sig sammen med en flok paafugle. Disse opdagede snart, hvem det var, som vilde snige sig ind blandt dem. De ribbede den øieblikkelig for de brogede fjær, anfaldt den med sine neb og sendte den hjem igjen. Den ulykkelige kraake begav sig inderlig bedrøvet til sine forrige venner og vilde igjen gaa i flok med dem, som om intet var hændt. Men da de huskede, hvor hovmodig den havde teet sig, jog de den bort med spot og spe, og en af dem, som den nys havde foragtet, sagde den sandheden i følgende ord: «Havde du ikke pralet med fremmede fjær, saa vilde du ikke have faaet tugtelse af dine overmænd og dine ligemænds foragt paa kjøbet.»
Æsop.