Henrik gik en aften en tur med sin fader. Denne havde vænnet ham til at betragte alt, hvad han saa, med opmerksomhed. Dette gjorde han ogsaa nu. Paa engang blev han staaende og raabte: «Fader! fader! kom hurtig herhen og se, hvad det er!» Faderen kom og saa en neslebusk, der var ganske bedækket med larver, lutter stygge, sorte dyr med smaa pigger paa ryggen og grønne striber imellem piggerne.
«Skal jeg træde dem ihjel?» spurgte Henrik. «Nei,» sagde faderen, «du ser jo, at de kun spiser neslerne og altsaa ikke er skadelige. Sad de derimod paa et kirsebærtræ eller paa en nyttig plante, saa turde du træde dem ihjel som skadelige dyr; men med disse smaa dyr kan du tvertimod skaffe dig en stor fornøielse. Tag dem med hjem, saa skal jeg sige dig nærmere besked.»
«Aa ja! det vil jeg gjøre,» sagde Henrik og greb hurtig efter dem, men trak straks sin haand tilbage og skreg; thi han havde ikke tænkt paa, at neslerne vilde brænde.
«Kan du da ikke rive neslerne af, uden at de brænder dig?» sagde faderen. Nu besindede Henrik sig, tog sit lommetørklæde frem, viklede det om haanden og rev forsigtig neslerne af. Glad bar han larverne hjem, lagde dem tilligemed neslerne i et stort glas, som faderen gav ham dertil, og bandt et stykke papir over.
«Men vil du da have, at dine larver skal kvæles?» spurgte faderen. «Nei, det vil jeg nok ikke,» svarede Henrik. «Ja, saa maa du stikke smaa huller i papiret, forat der kan komme luft ned i glasset.» Det gjorde Henrik og havde nu sin glæde af at se, hvorledes larverne gnavede det ene blad af efter det andet.
Den næste dag, da Henrik havde spist sin frokost, spurgte faderen: «Har du ogsaa tænkt paa dine larver og givet dem frokost?»
103«Nei», sagde Henrik, «larverne har endnu hele glasset fuldt af nesler »
«Ja, men se dog efter, om de ikke er visne; thi visne nesler kan de stakkars dyr dog ikke spise! Da du engang har budt dem til gjest, saa er det ogsaa din pligt hver dag at hente friske nesler til dem og saaledes opføde dem; thi nu kan de ikke selv gjøre det, da du har berøvet dem deres frihed.»
Dette merkede lille Henrik sig og glemte aldrig mere sine smaa gjester. I fem dage havde han nu rigelig sørget for dem og glædet sig ved at se paa, hvorledes de kunde fortære bladene. Den sjette dag vilde han igjen give dem føde, men hvilket underverk! Da han vilde tage papiret bort, havde alle larverne hængt sig fast ved det. Med bagbenene sad de, dels paa papiret, dels paa glasset, saa fast, som om de var limede paa det.
Hurtig løb nu Henrik til sin fader, viste ham de hængende larver og spurgte ganske bekymret: «Sig mig dog, kjære fader, hvad der feiler dem; jeg har fodret dem saa trolig hver dag, og nu dør de dog for mig!»
«Nei, vær du ganske rolig,» svarede faderen; «de skal ikke dø, men endnu gjøre dig megen glæde. Lad dem kun hænge i fred!» Det gjorde da Henrik og lukkede ganske forsigtig glasset til igjen. Neppe var han kommen op den næste morgen, førend han løb hen til glasset, og se! — nu var der igjen skeet noget nyt. Larverne var forsvundne, og nu hang der nogle haarde, aflange smaatingester med en liden kam paa nakken. De levede; thi de bevægede sig frem og tilbage. Henrik gjorde store øine, slog hænderne sammen og vidste ikke, hvad han skulde sige dertil. Endelig hentede han faderen og viste ham, hvad der var blevet af larverne.
«Ja, har jeg ikke engang sagt dig det,» svarede faderen, «at larverne endnu vilde gjøre dig megen glæde? Se nu ret nøie paa dem; de har skudt sit skind af, som du ser hænge der, og har forvandlet sig til noget, som kaldes pupper. Lad dem kun hænge allesammen og pas blot hver dag paa glasset. Maaske du snart igjen ser noget, der endnu meget mere vil forundre dig.»
Det traf ogsaa rigtig ind; kun varede det den utaalmodige Henrik for længe, og han havde allerede næsten opgivet alt 104haab. Men efterat flere uger var forløbne, saa Henrik engang igjen i sit glas, og hvad saa han? I glasset sad der fem eller seks smukke, brogede sommerfugle. «Nei, se dog, fader!» sagde han, «hvad der er i mit glas!» Faderen kom smilende til ham, og idet de begge saa nøiere til, saa de et nyt underverk. En sommerfugl, der sad i sit puppehylster, sprængte efter adskillige anstrengelser dette og krøb frem. Dens vinger var ganske smaa og sammenrullede som et stykke papir. Den krøb hurtig op af glasset og hængte sig ved papiret. Man kunde næsten se, hvorledes vingerne voksede, og efter et kvarters forløb var de fuldt udvoksede.
Saaledes gik det hele formiddagen; den ene sommerfugl efter den anden krøb ud af sit hylster. Om eftermiddagen var de alle krøbne frem. «Nu kan du have en fornøielse endnu,» sagde faderen. «Tag glasset, bær det ud i haven, luk op for det og giv sommerfuglene frihed!»
Dette vilde Henrik nødig; men han gjorde det dog og glædede sig siden ubeskrivelig, da han saa, hvorledes sommerfuglene flagrede ud og fløi fra en busk til en anden. Naar han siden saa en brun sommerfugl i haven af samme slags som hans egne, glædede han sig hvergang. «Du er vist ogsaa fra mit glas!» tænkte han ved sig selv.