97

Beate havde nu vokset i to hele aar; men Lille-Beates mage havde hun aldrig faaet igjen til dukke. Ingen var saa god og føielig og ingen saa smuk og net. Enten var dukkerne for røde i kinderne, eller de kunde ikke klæde sig ret; stive og unaturlige var de allesammen, naar de skulde bevæge arme og ben, og det nyttede næsten slet ikke at tale med dem. Men en smuk dukkestue havde Beate faaet, med stole og borde og en kommode i det ene hjørne.

Det var en lørdag, og om søndagen ventede hun sine veninder Marie og Lovise paa besøg; derfor vilde hun gjerne pynte dukkestuen op paa det nydeligste. Alle møbler var

II bd.

98satte i orden, og der var strøet ener og gule balderblommer paa gulvet; men hun manglede nogle smaating at sætte paa kommoden.

Beate vidste dog raad: i Svarttjernbakken huskede hun at der laa de smukkeste smaa sneglehuse, nogen vilde se, runde og riflede og med gule og brune tegninger paa. De vilde tage sig fortræffelig ud paa kommoden, naar hun bare fandt dem, som der ingen snegler var i. Hun løb straks derned og smuttede og krøb mellem hasselbuskene og under rognetrærne i den bratte bakke, og hun fandt tomme sneglehuse i dusinvis. Men allerbedst det var, hørte hun en fugl skrige saa underlig nede i tjernet; hun tittede ud mellem de grønne kviste og saa en stor, stor fugl svømme om der; den havde lang, blaa hals og hvidt bryst; men paa ryggen var den glinsende sort. Den svømmede bort over tjernet saa fort, at der stod en stribe i vandet bagefter den, og saa dukkede den med et paa hovedet, og borte var den.

Beate stod og stirrede ned paa vandet og ventede paa, at den skulde komme op igjen; men det varede, og det varede, og ingen fugl kom der. Hun begyndte allerede at blive bange for, at den stakkars fugl var druknet; da fik hun atter se den skyde op langt borte, næsten midt ude i vandet. Den slog med vingerne, saa der bredte sig ringe om den, videre og videre hen over den sorte flade. Saa svømmede den atter ganske langsomt hen imod en liden bitte, grøn ø, som laa der; da den kom til øen, rakte den halsen høit op og saa sig om til alle kanter og krøb derpaa op i det høie størgræs, som hang ud over vandet. Beate stod og saa og saa paa den smukke, lille ø. Den var saa nydelig og liden, ikke større end fjerdeparten af stuegulvet, og langagtig rund; men hist og her skar der bitte smaa bugter ind i den. Der voksede vidjebuske op af græsset paa nogle steder, og i den ene ende stod en liden, hvidstammet birk. Beate syntes aldrig, hun havde seet noget saa smukt som denne lille grønne ø ude paa det blanke, sorte vand; den var ligesom et bitte lidet land for sig selv. Hun tittede længe ud mellem løvet for at se fuglen komme igjen; men den blev paa øen.

Endelig begyndte aftenvinden at puste, saa vandet krusede sig en smule. Da huskede Beate, at hun maatte skynde sig hjem; hun bukkede sig for at tage endnu nogle sneglehuse, 99som hun kunde forære Marie og Lovise, og der laa nok af dem lige ved hendes fødder; hun saa atter op og tittede gjennem løvet for at se paa øen til godnat — tænk! da var den lille, grønne ø borte! Beate vilde ikke tro sine egne øine; hun mente, at hun maatte have siddet i tanker og flyttet sig, saa at buskene skjulte øen for hendes blik; men nei, hun sad netop paa samme sted. Hun tænkte paa nøk og hulder og tog veien opover bakken, det forteste hun kunde. Men da hun naaede toppen, saa hun sig endnu engang omkring. Da blev hun næsten endnu mere forundret; thi nu fik hun atter øie paa den lille, grønne ø, men langt fra det sted, hvor hun først havde seet den; den seilede langsomt ned mod den sydlige bred af tjernet, og den lille, hvidstammede birk var seil.

Saasnart Beate var kommen hjem, opsøgte hun Anne barnepige og fortalte hende, hvad hun havde seet. Anne kjendte godt den flydende ø; den havde ligget i tjernet i mange aar, sagde hun. Men der var noget ganske forunderligt ved øen. Hvergang der skulde blive godt aar for ager og eng, var øen frisk og grøn hele sommeren igjennem; men blev der uaar, var dens græs blegt og brunt, og løvet paa den lille birk var tyndere. Ja, Anne troede ikke, det var urimeligt, at der vilde komme blodrøde flekker over øen, dersom krig og ufred skulde begynde. Hvert aar havde lommen rede der, og Anne havde sine egne meninger baade om lommen og øen; men da Beate vilde vide bedre besked, rystede gamle Anne bare med hovedet; thi hun var ikke den, som fortalte alt, hvad hun vidste. Men ett maatte hun dog ud med, og det var, at naar en stod paa den flydende ø og tog et lomme-eg op af redet og ønskede noget med det samme, saa vilde det gaa i opfyldelse, hvis lommen ikke forlod sit rede, men ligefuldt rugede eggene ud.

«Laa der lomunger i redet til høsten, kunde du gjerne ønske dig at blive prinsesse i England — det vilde nok ske,» sagde gamle Anne.

Men én ting var der endnu at merke: at man ikke maatte tale et eneste ord derom til noget dødeligt menneske.

«Ikke engang til fader og moder?» spurge Beate.

«Nei,» svarede Anne, «ikke til nogen moders sjæl.»

Beate tænkte ikke paa andet end øen hele aftenen, og da hun havde lukket sine øine, drømte hun ikke om andet den 100hele nat; snart syntes hun, den var blodflekket, og snart grøn; saa syntes hun igjen, at lommen skreg og sagde: «Jeg er prinsessen af England; men der er kastet lommeham paa mig.»

Aldrig saasnart var hun om morgenen staaet op, saa bad hun faderen saa vakkert, at han vilde ro hende og Marie og Lovise ud paa den flydende ø, naar de kom til hende om eftermiddagen, og det lovede han. Men han spurgte tillige, hvorledes hun var falden paa det, og hvad hun vilde der? Beate tænkte først, at hun skulde fortalt ham alt; men hun huskede paa Annes ord, og saa sagde hun ikke det hele, men alene, at hun saa gjerne ønskede at komme did, fordi den lille, grønne ø var saa nydelig.

«Ja, smuk er den, og der skal du ogsaa faa et lommerede at se,» sagde faderen og strøg Beates brune haar.

Da blev Beate ganske rød i ansigtet, og taarerne kom hende i øinene; thi hun vidste jo meget godt om lommeredet, og hun følte, at hun havde været usandfærdig mod sin fader, og det havde hun aldrig været før.

Om eftermiddagen gik faderen med de tre smaapiger til tjernet. Viggo var ogsaa med; men der var ingen baad, kun en liden tømmerflaade, og den kunde ikke bære dem alle; saa maatte han blive iland. Og det fandt han sig villig i; thi han var nu større og forstandigere, og han hjalp endog smaapigerne ud paa flaaden.

Vandet var blikstille, sort og blankt; den store naaleskog paa den ene bred og den grønne bakke paa den anden stod paa hovedet og speilede sig i vandfladen. Rundtom, inde ved landet, stod de grønne rør, høie og ranke som regimenter af soldater, der holdt vagt om det stille tjern. Og hist og her laa brede, grønne blade og store, skinnende hvide tjernblomster med gule bægre og svømmede paa det sorte vand. Beates veninder syntes, det var det deiligste, de havde seet, og de bad faderen stanse og fiske op nogle af de smukke tjernblomster. Beate længtes alene til den flydende ø.

Den laa midt ude paa tjernet, og da de nærmede sig den, saa det ud, som der var to smaaøer, en ovenpaa og en nede i vandet; den sidste var næsten endnu smukkere end den første. Faderen roede tæt ind til øen og rundt om den, og da han kom paa den anden side, plumpede lommen med et ud af størgræsset ned i vandet og dukkede under.

101«Der har vi lommeredet,» sagde faderen og lagde flaaden indtil.

Smaapigerne bøiede sig udover flaaden, medens faderen holdt dem, en for en, og de havde vel sin glæde; lommeredet var lige i kanten af tørvøen mellem græsset, og paa bunden laa der to store, graabrune eg med sorte flekker, større end noget gaase-eg.

Marie og Lovise jublede og lo; men Beate var ganske angst og underlig tilmode. Hun bad sin fader saa inderlig, at hun maatte faa lov at staa paa øen, blot en liden bitte stund, og løfte det ene lomme-eg op, «forat hun kunde se bedre paa det,» sagde hun.

Faderen vilde ikke negte hende det; han løftede hende hen paa den flydende tørv; men han sagde hende, at hun blot turde tage egget mellem de to fingre; thi hvis fuglen merkede, at nogen havde rørt ved det, vilde den ikke ruge ungen ud.

Saa stod da Beate paa den grønne, flydende ø! Og hun blev ganske bleg af beklemmelse, da hun skulde bøie sig og tage det graabrune eg op. Hun løftede det i veiret mellem de to fingre. Nu kunde hun jo faa alt, hvad hun vilde! Hvad tror du saa, hun ønskede sig? At hun skulde blive prinsesse i England? Nei, hun vidste nok det, som bedre var; hun bevægede læberne og sagde ved sig selv:

«Saa vilde jeg ønske, at Lille-Beate var frisk og sund og sad under tjørnebusken igjen!»

Men netop med det samme dukkede lommen op tæt ved, og da den saa Beate staa lige ved redet med egget i haanden, udstødte den et skrig saa fælt, saa fælt, at Beate i forfærdelse slap egget. Det faldt ned i redet lige paa det andet, og — klask! gik begge itu, saa blommen sprøitede.

Beate stod som forstenet, med den høire haand, som havde holdt egget, hævet i veiret, lige til faderen atter løftede hende over paa flaaden. Da styrtede taarerne af hendes øine, og hun fortalte ham alt; hun sagde, at hun nok vidste, hvorfor hendes ønske ikke var gaaet i opfyldelse — at det var, fordi hun havde sagt usandhed og ikke været oprigtig imod ham; men hun lovede med haand og mund, at det skulde være den sidste gang, ligesaa vist som det var den første, at hun var saa styg en pige. Faderen sagde, at det var et vakkert forsæt; 102det skulde hun kun altid holde, saa vilde hun nok faa sine ønsker opfyldte, og saa roede de atter tilland.

Og hvergang Beate siden følte lyst til at sige en usandhed, tænkte hun paa den flydende ø, og saa holdt hun sit løfte.

Men lommen skyede redet siden den tid, og nu er tørvøen groet fast til land.

J. Moe.

97

Beate hadde nå vokset i to hele år; men Lille-Beates mage hadde hun aldri fått igjen til dukke. Ingen var så god og føyelig og ingen så smuk og nett. Enten var dukkerne for røde i kinnene, eller de kunne ikke klede seg rett; stive og unaturlige var de allesammen, når de skulle bevege arme og ben, og det nyttet nesten slett ikke å tale med dem. Men en smuk dukkestue hadde Beate fått, med stole og borde og en kommode i det ene hjørne.

Det var en lørdag, og om søndagen ventet hun sine venninner Marie og Lovise på besøk; derfor ville hun gjerne pynte dukkestuen opp på det nydeligste. Alle møbler var

II bd.

98satte i orden, og der var strødd ener og gule balderblommer på gulvet; men hun manglet noen småting å sette på kommoden.

Beate visste dog råd: i Svarttjernbakken husket hun at der lå de smukkeste små sneglehus, noen ville se, runde og riflede og med gule og brune tegninger på. De ville ta seg fortreffelig ut på kommoden, når hun bare fant dem, som der ingen snegler var i. Hun løp straks derned og smuttet og krøp mellom hasselbuskene og under rognetrærne i den bratte bakke, og hun fant tomme sneglehus i dusinvis. Men allerbedst det var, hørte hun en fugl skrike så underlig nede i tjernet; hun tittet ut mellom de grønne kviste og så en stor, stor fugl svømme om der; den hadde lang, blå hals og hvitt bryst; men på ryggen var den glinsende sort. Den svømte bort over tjernet så fort, at der stod en stripe i vannet bakefter den, og så dukket den med et på hodet, og borte var den.

Beate stod og stirret ned på vannet og ventet på, at den skulle komme opp igjen; men det varte, og det varte, og ingen fugl kom der. Hun begynte allerede å bli bange for, at den stakkars fugl var druknet; da fikk hun atter se den skyde opp langt borte, nesten midt ute i vannet. Den slo med vingene, så der bredte seg ringe om den, videre og videre hen over den sorte flate. Så svømte den atter ganske langsomt hen imot en liten bitte, grønn ø, som lå der; da den kom til øen, rakte den halsen høyt opp og så seg om til alle kanter og krøp derpå opp i det høye størgress, som hang ut over vannet. Beate stod og så og så på den smukke, lille ø. Den var så nydelig og liten, ikke større enn fjerdeparten av stuegulvet, og langaktig rund; men hist og her skar der bitte små bukter inn i den. Der voksede vidjebuske opp av gresset på noen steder, og i den ene ende stod en liten, hvitstammet birk. Beate syntes aldri, hun hadde sett noe så smukt som denne lille grønne ø ute på det blanke, sorte vann; den var likesom et bitte lite land for seg selv. Hun tittet lenge ut mellom løvet for å se fuglen komme igjen; men den ble på øen.

Endelig begynte aftenvinden å puste, så vannet kruset seg en smule. Da husket Beate, at hun måtte skynde seg hjem; hun bukket seg for å ta ennå noen sneglehus, 99som hun kunne forære Marie og Lovise, og der lå nok av dem like ved hennes føtter; hun så atter opp og tittede gjennom løvet for å se på øen til godnatt — tenk! da var den lille, grønne ø borte! Beate ville ikke tro sine egne øyne; hun mente, at hun måtte ha sittet i tanker og flyttet seg, så at buskene skjulte øen for hennes blikk; men nei, hun satt nettopp på samme sted. Hun tenkte på nøkk og hulder og tok veien opover bakken, det forteste hun kunne. Men da hun nådde toppen, så hun seg enda engang omkring. Da ble hun nesten enda mer forundret; thi nå fikk hun atter øye på den lille, grønne ø, men langt fra det sted, hvor hun først hadde sett den; den seilede langsomt ned mot den sydlige bred av tjernet, og den lille, hvidstammede birk var seil.

Så snart Beate var kommet hjem, oppsøkte hun Anne barnepike og fortalte henne, hva hun hadde sett. Anne kjente godt den flytende ø; den hadde ligget i tjernet i mange år, sa hun. Men der var noe ganske forunderlig ved øen. Hvergang der skulle bli godt år for ager og eng, var øen frisk og grønn hele sommeren igjennom; men ble der uår, var dens gress blekt og brunt, og løvet på den lille birk var tynnere. Ja, Anne trodde ikke, det var urimelig, at der ville komme blodrøde flekker over øen, dersom krig og ufred skulle begynne. Hvert år hadde lommen rede der, og Anne hadde sine egne meninger både om lommen og øen; men da Beate ville vite bedre besked, rystet gamle Anne bare med hodet; thi hun var ikke den, som fortalte alt, hva hun visste. Men ett måtte hun dog ut med, og det var, at når en stod på den flytende ø og tok et lomme-eg opp av redet og ønsket noe med det samme, så ville det gå i oppfyllelse, hvis lommen ikke forlot sitt rede, men ligefuldt rugede eggene ut.

«Lå der lomunger i redet til høsten, kunne du gjerne ønske deg å bli prinsesse i England — det ville nok ske,» sa gamle Anne.

Men én ting var der ennå å merke: at man ikke måtte tale et eneste ord derom til noe dødelig menneske.

«Ikke engang til far og mor?» spurge Beate.

«Nei,» svarte Anne, «ikke til noen moders sjel.»

Beate tenkte ikke på annet enn øen hele aftenen, og da hun hadde lukket sine øyne, drømte hun ikke om annet den 100hele natt; snart syntes hun, den var blodflekket, og snart grønn; så syntes hun igjen, at lommen skreg og sa: «Jeg er prinsessen av England; men der er kastet lommeham på meg.»

Aldri så snart var hun om morgenen stått opp, så bad hun faren så vakkert, at han ville ro henne og Marie og Lovise ut på den flytende ø, når de kom til henne om ettermiddagen, og det lovede han. Men han spurte tillike, hvorledes hun var falt på det, og hva hun ville der? Beate tenkte først, at hun skulle fortalt ham alt; men hun husket på Annes ord, og så sa hun ikke det hele, men alene, at hun så gjerne ønsket å komme dit, fordi den lille, grønne ø var så nydelig.

«Ja, smuk er den, og der skal du også få et lommerede å se,» sa faren og strøk Beates brune hår.

Da ble Beate ganske rød i ansiktet, og tårene kom henne i øynene; thi hun visste jo meget godt om lommeredet, og hun følte, at hun hadde vært usannferdig mot sin far, og det hadde hun aldri vært før.

Om ettermiddagen gikk faren med de tre småpiker til tjernet. Viggo var også med; men der var ingen båt, kun en liten tømmerflåte, og den kunne ikke bære dem alle; så måtte han bli i land. Og det fant han seg villig i; thi han var nå større og forstandigere, og han hjalp endog småpikene ut på flåten.

Vannet var blikstille, sort og blankt; den store nåleskog på den ene bred og den grønne bakke på den annen stod på hodet og speilet seg i vannflaten. Rundt om, inne ved landet, stod de grønne rør, høye og ranke som regimenter av soldater, der holdt vagt om det stille tjern. Og hist og her lå brede, grønne blade og store, skinnende hvite tjernblomster med gule begre og svømte på det sorte vann. Beates venninner syntes, det var det deiligste, de hadde sett, og de bad faren stanse og fiske opp noen av de smukke tjernblomster. Beate lengtes alene til den flytende ø.

Den lå midt ute på tjernet, og da de nærmet seg den, så det ut, som der var to småøyer, en ovenpå og en nede i vannet; den siste var nesten enda smukkere enn den første. Faderen rodde tett inn til øen og rundt om den, og da han kom på den annen side, plumpet lommen med et ut av størgresset ned i vannet og dukket under.

101«Der har vi lommeredet,» sa faren og la flåten inntil.

Småpikene bøyde seg utover flåten, mens faren holdt dem, en for en, og de hadde vel sin glede; lommeredet var like i kanten av tørvøen mellom gresset, og på bunden lå der to store, gråbrune eg med sorte flekker, større enn noe gaase-eg.

Marie og Lovise jublede og lo; men Beate var ganske angst og underlig tilmode. Hun bad sin far så inderlig, at hun måtte få lov å stå på øen, blot en liten bitte stund, og løfte det ene lomme-eg opp, «for at hun kunne se bedre på det,» sa hun.

Faderen ville ikke nekte henne det; han løftet henne hen på den flytende torv; men han sa henne, at hun blot turde ta egget mellom de to fingre; thi hvis fuglen merket, at noen hadde rørt ved det, ville den ikke ruge ungen ut.

Så stod da Beate på den grønne, flytende ø! Og hun ble ganske bleg av beklemmelse, da hun skulle bøye seg og ta det gråbrune eg opp. Hun løftet det i været mellom de to fingre. Nå kunne hun jo få alt, hva hun ville! Hva tror du så, hun ønsket seg? At hun skulle bli prinsesse i England? Nei, hun visste nok det, som bedre var; hun beveget leppene og sa ved seg selv:

«Så ville jeg ønske, at Lille-Beate var frisk og sund og satt under tjørnebusken igjen!»

Men nettopp med det samme dukket lommen opp tett ved, og da den så Beate stå like ved redet med egget i hånden, utstøtte den et skrik så fælt, så fælt, at Beate i forferdelse slapp egget. Det falt ned i redet like på det andre, og — klask! gikk begge itu, så blommen sprøitede.

Beate stod som forstenet, med den høyre hånd, som hadde holdt egget, hevet i været, like til faren atter løftet henne over på flåten. Da styrtet tårene av hennes øyne, og hun fortalte ham alt; hun sa, at hun nok visste, hvorfor hennes ønske ikke var gått i oppfyllelse — at det var, fordi hun hadde sagt usannhet og ikke vært oppriktig imot ham; men hun lovede med hånd og munn, at det skulle være den siste gang, likeså vist som det var den første, at hun var så stygg en pike. Faderen sa, at det var et vakkert forsett; 102det skulle hun kun alltid holde, så ville hun nok få sine ønsker oppfylte, og så rodde de atter til land.

Og hvergang Beate siden følte lyst til å si en usannhet, tenkte hun på den flytende ø, og så holdt hun sitt løfte.

Men lommen skyede redet siden den tid, og nå er tørvøen grodd fast til land.

J. Moe.