92

Store-Beate havde en broder, som var endnu større end hun; han var otte aar gammel, og det var en vild, uregjerlig knegt. Han hed egentligt bare Viggo; men han havde læst en gammel krønike om en fæl, skjegget viking, der havde samme navn; han seilede om fra land til land og slog folk ihjel og tog med sig paa sit skib alt guld og sølv, han fandt, og alle smukke piger. Og saa fik Viggo sig en liden øks, slig en, som han havde læst at den gamle viking havde, og sagde til søsteren, at herefter skulde hun kalde ham Viggo viking; for det vilde han være, naar han blev stor. Ude i gaarden løb han efter baade høns og ænder og vilde med vold og magt kløve deres pandeskaller med sin øks; de skreg og pilede fra ham, og des modigere blev den lille viking. Men da han ogsaa kom til gjæssene med øksen i veiret og opløftede sit kampskrig, blev den gamle gasse vred, bøiede sin lange hals i bugt nedenfra og kløb Viggo viking i læggen, saa han 93kastede øksen og løb hylende derfra. Thi den gamle gasse vidste nok, at vikingerne ikke havde lov at kløve pandeskaller hjemme i sit eget land, selv ikke paa den borterste side af gaasedammen.

En dag kom Viggo viking til sin søster; han saa bister ud, havde papirshjelm paa hovedet og trak øienbrynene tæt sammen.

«Nu vil jeg røve piger, det er jeg dragen ud for!» sagde han. «Du er for stor; men Lille-Beate tager jeg bestemt. Jeg fører hende langt, langt bort, idetmindste til Furujordsbakken og kanske lige til hestehagen. Og du faar aldrig se hende mer i dine dage.»

«Du er en slem gut og gjør ikke andet end fortræd; det sagde mor ogsaa forleden,» svarede søsteren. «Lille-Beate har jo ikke gjort dig et gran imod; hun har ikke engang sagt et ondt ord til dig.»

«Ikke gjort mig imod?» sagde vikingen. «Stod hun ikke igaar paa blomsterpotten under den store geranium, da jeg kom og satte min træhest der? Tror du ikke, jeg saa, at hun skjøv til hesten, saa den faldt ned og brak det venstre bagben? — Gjorde jeg min ret, saa burde jeg egentlig hugge hovedet af hende,» sagde vikingen og prøvede med fingeren eggen paa sin lille øks.

«Hu! du er en rigtig fæl gut,» sagde Beate; «men jeg skal vel vide at gjemme Lille-Beate saa godt, at du aldrig skal faa dine blodige fingre i hende. Det maa du forlade dig paa.»

Derpaa gik hun lige til sin lille veninde og fortalte hende med bedrøvelse, hvilken slem gut Viggo var, at han havde i sinde at myrde hende, og at hun, Store-Beate, ikke længere turde have hende i huset. «Men jeg ved godt, hvor jeg skal skjule dig henne, saa han ikke skal finde dig,» sagde hun.

Derpaa tog hun den lille og gik med hende bag laaven til et stort stengjærde; op til dette stod der en tjørnebusk i fuld flor og hængte sine blegrøde roser ned til alle sider. Den dannede med sine bløde kviste en liden duftende løvhytte, og der skulde Lille-Beate leve i skygge og skjul og sidde paa en græsbænk. Og forat det ikke skulde dryppe paa hende, naar det begyndte at regne eller dugge, saa hvælvede hendes store veninde en grønskende græstørv over hende. Der maatte Lille-Beate sidde som i et fængsel; men det var ingen sag; for hun 94havde sin kaabe med; den kunde hun tage paa om aftenen, naar det blev koldt, og sukkerkager havde hun paa en liden presenterbakke ved siden, og roserne duftede yndig om hende. — Derpaa sagde Store-Beate hende farvel og godnat og bad hende være taalmodig og endelig ikke gaa ud, saa Viggo viking fik øie paa hende; Store-Beate lovede ganske sikkert at besøge hende næste morgen og spørge, hvorledes hun havde sovet, og saa gik hun.

Den følgende morgen havde Beate neppe tid at vaske sit lille ansigt, før hun løb hen til veninden; at flette sit haar gav hun sig slet ikke stunder til. Hun var saa bange, at Lille-Beate havde ligget og været mørkræd, fordi hun var alene om natten i græshytten. Beate skyndte sig da, alt hvad hun kunde, og kom ganske forpustet og stakaandet til tjørnebusken. Men du kan tro, hun blev bedrøvet! Udenfor tørvhytten laa Lille-Beate; hovedet var hugget af hende og laa ved hendes fødder. Det var Viggo viking, som havde gjort det, det kunde Beate nok skjønne; thi sin lille øks havde han glemt efter sig, den var slængt hen paa en udstaaende stenkant af gjærdet. Saa sorgfuld, som hun da blev, havde Store-Beate ikke endnu været i hele sit liv. Hun brast i graad og tog sin lille veninde og kyssede hende mange gange. Derpaa gravede hun hende en grav under rosentjørnen og lagde hende deri. Hovedet satte hun igjen paa hendes skuldre og bredte græstørven, som havde været hytte, sagte og let over hende. Og saa gik hun langsomt og inderlig bedrøvet hjem.

Hvem skulde vel ogsaa efter den tid være hendes bedste veninde, der aldrig vilde have anden vilje end hendes egen, og hvem skulde staa fadder til hendes første datter, naar hun blev stor?

J. Moe.

92

Store-Beate hadde en bror, som var enda større enn hun; han var åtte år gammel, og det var en vill, uregjerlig knegt. Han het egentlig bare Viggo; men han hadde lest en gammel krønike om en fæl, skjegget viking, der hadde samme navn; han seilte om fra land til land og slo folk ihjel og tok med seg på sitt skip alt gull og sølv, han fant, og alle smukke piker. Og så fikk Viggo seg en liten øks, slig en, som han hadde lest at den gamle viking hadde, og sa til søsteren, at herefter skulle hun kalle ham Viggo viking; for det ville han være, når han ble stor. Ute i gården løp han etter både høns og ender og ville med vold og makt kløve deres panneskaller med sin øks; de skrek og pilte fra ham, og des modigere ble den lille viking. Men da han også kom til gjessene med øksen i været og opløftede sitt kampskrik, ble den gamle gasse vred, bøiede sin lange hals i bukt nedenfra og kløp Viggo viking i leggen, så han 93kastet øksen og løp hylende derfra. Thi den gamle gasse visste nok, at vikingene ikke hadde lov å kløve panneskaller hjemme i sitt eget land, selv ikke på den borterste side av gaasedammen.

En dag kom Viggo viking til sin søster; han så bister ut, hadde papirshjelm på hodet og trakk øyenbrynene tett sammen.

«Nå vil jeg røve piker, det er jeg dragen ut for!» sa han. «Du er for stor; men Lille-Beate tar jeg bestemt. Jeg fører henne langt, langt bort, idetmindste til Furujordsbakken og kanskje like til hestehagen. Og du får aldri se henne mer i dine dage.»

«Du er en slem gut og gjør ikke annet enn fortred; det sa mor også forleden,» svarede søsteren. «Lille-Beate har jo ikke gjort deg et gran imot; hun har ikke engang sagt et ondt ord til deg.»

«Ikke gjort meg imot?» sa vikingen. «Stod hun ikke i går på blomsterpotten under den store geranium, da jeg kom og satte min trehest der? Tror du ikke, jeg så, at hun skjøv til hesten, så den falt ned og brak det venstre bakben? — Gjorde jeg min rett, så burde jeg egentlig hugge hodet av henne,» sa vikingen og prøvede med fingeren eggen på sin lille øks.

«Hu! du er en riktig fæl gut,» sa Beate; «men jeg skal vel vite å gjemme Lille-Beate så godt, at du aldri skal få dine blodige fingre i henne. Det må du forlate deg på.»

Derpå gikk hun like til sin lille venninne og fortalte henne med bedrøvelse, hvilken slem gut Viggo var, at han hadde i sinne å myrde henne, og at hun, Store-Beate, ikke lenger turde ha henne i huset. «Men jeg vet godt, hvor jeg skal skjule deg henne, så han ikke skal finne deg,» sa hun.

Derpå tok hun den lille og gikk med henne bak låven til et stort steingjerde; opp til dette stod der en tjørnebusk i full flor og hengte sine blekrøde roser ned til alle sider. Den dannede med sine bløte kviste en liten duftende løvhytte, og der skulle Lille-Beate leve i skygge og skjul og sitte på en gressbenk. Og for at det ikke skulle dryppe på henne, når det begynte å regne eller dugge, så hvælvede hennes store venninne en grønskende græstørv over henne. Der måtte Lille-Beate sitte som i et fengsel; men det var ingen sak; for hun 94hadde sin kåpe med; den kunne hun ta på om aftenen, når det ble kaldt, og sukkerkaker hadde hun på en liten presenterbakke ved siden, og rosene duftet yndig om henne. — Derpå sa Store-Beate henne farvel og godnatt og bad henne være tålmodig og endelig ikke gå ut, så Viggo viking fikk øye på henne; Store-Beate lovede ganske sikkert å besøke henne neste morgen og spørre, hvorledes hun hadde sovet, og så gikk hun.

Den følgende morgen hadde Beate neppe tid å vaske sitt lille ansikt, før hun løp hen til venninnen; å flette sitt hår ga hun seg slett ikke stunder til. Hun var så bange, at Lille-Beate hadde ligget og vært mørkredd, fordi hun var alene om natten i gresshytten. Beate skyndte seg da, alt hva hun kunne, og kom ganske forpustet og stakaandet til tjørnebusken. Men du kan tro, hun ble bedrøvet! Utenfor torvhytten lå Lille-Beate; hodet var hugget av henne og lå ved hennes føtter. Det var Viggo viking, som hadde gjort det, det kunne Beate nok skjønne; thi sin lille øks hadde han glemt etter seg, den var slengt hen på en utstående steinkant av gjerdet. Så sorgfull, som hun da ble, hadde Store-Beate ikke ennå vært i hele sitt liv. Hun brast i gråt og tok sin lille venninne og kysset henne mange ganger. Derpå gravde hun henne en grav under rosentjørnen og la henne deri. Hodet satte hun igjen på hennes skuldre og bredte gresstorven, som hadde vært hytte, sakte og lett over henne. Og så gikk hun langsomt og inderlig bedrøvet hjem.

Hvem skulle vel også etter den tid være hennes beste venninne, der aldri ville ha annen vilje enn hennes egen, og hvem skulle stå fadder til hennes første datter, når hun ble stor?

J. Moe.