Der var engang en liden pige, som hed Beate. Hun var kun fem aar gammel; men det var en flink og snild liden pige. Paa sin fødselsdag havde hun faaet en smuk straahat af sin fader; der var røde baand om den, og du kan tro, den var deilig; af sin moder havde hun faaet et par gule sko og en nydelig, hvid balkjole. Men hendes gamle tante havde dog foræret hende det bedste: det var en dukke med et fint, smukt ansigt og mørkebrunt haar. Det var en ren skjønhed, og der var ikke andet at udsætte paa hele dukken, end at det venstre øienbryn var tegnet et bitte lidet gran for høit.
«Det er, ligesom hun trækker lidt paa det ene øienbryn; mon hun ikke er rigtig fornøiet?» spurgte Beate, da hun fik den i haanden.
«Aa jo,» svarede tanten; «men hun kjender dig ikke endnu. Hun har altid for vane at trække lidt paa øienbrynet, naar hun ser rigtig nøie paa nogen. Hun vil bare se, om du er en snild liden pige.»
«Ja, nu har hun nok alt seet det; for nu synes jeg, brynet er som det andet,» sagde Beate.
Den dukke fik hun vel kjær, næsten kjærere end baade Marie og Lovise, skjønt det var hendes bedste veninder.
En dag gik Beate i gaarden med sin dukke i haanden. Nu havde den faaet navn, og de var ret blevne fortrolige og gode venner. Dukken hed ogsaa Beate; for saa hed jo den lille pige selv, og hendes gamle tante hed ogsaa Beate. Det var om vaaren, og der var i det ene hjørne af gaardsrummet rundt om stokkebrønden en nydelig, grøn plet med fint, lyst græs; der stod et tykt, lavstammet piletræ, dryssende fuldt med de gule knopper, som du nok ved børnene kalder gaasunger. Det ligner ogsaa gaasunger; for hver dusk har bløde, 89gule dun, og den kan svømme paa vandet; men gaa kan den rigtignok ikke. Nu blev Store-Beate — hun var jo rigtignok kun fem aar; men hun var da meget større end den anden — og Lille-Beate snart enige om, at de skulde plukke gaasunger af træet og slippe ned i brønden, forat disse kunde have det ligesaa godt som de store gaasunger, de havde seet svømme om. Det var egentlig Store-Beate, som gjorde forslaget; men Lille-Beate sagde intet derimod; thi det er ingen, som kan tro, hvor snild og føielig hun altid var. Ja, Store-Beate kløv op i piletræet og plukkede mange nydelige, gule gaasunger i sit hvide forklæde, og da hun talte dem og havde tællet til tyve to gange, saa sagde hun, at nu troede hun, de havde nok; og Lille-Beate sagde heller intet derimod. Hun steg da ned igjen, og det var vanskeligt nok; for med den ene haand maatte hun holde forklædet sammen. Hun syntes, Lille-Beate raabte op til hende, at hun skulde kaste gaasungerne ned i forveien; men det turde hun ikke; hun var bange, at de skulde slaa sig i faldet.
Nu sprang de da begge hen til brønden, og Store-Beate hjalp sin veninde at faa benene rigtig fast mellem de to øverste stokkelag om den, saa hun kunde staa i al mag og se paa de nydelige, smaa gaasunger, naar de svømmede om paa vandet. Saa blev den ene gaasunge efter den anden sluppen ned, og med det samme de naaede vandskorpen, var det, ligesom de fik liv og begyndte at bevæge sig lidt. Det var vel en glæde! Store-Beate klappede i hænderne til de deilige, bitte smaa dunfugle, og naar hun bare hjalp Lille-Beate lidt, saa slog ogsaa hun hænderne sammen. Men om lidt saa laa alle gaasungerne ganske stille og vilde ikke røre sig af stedet. Det var nu ikke morsomt, og saa spurgte Beate sin lille navne, om hun ikke mente, hun kunde lægge sig lidt ud over brøndkanten og blæse paa dem; for da troede hun nok, de fik liv igjen. Lille-Beate svarede ikke; men det venstre øienbryn trak sig saa forunderlig i veiret, og hun bevægede ordentlig den høire arm, som om hun vilde sige: «Gjør endelig ikke det, kjære Store-Beate! Du ved jo, hvor fælt mor har sagt der er nede i brønden. Tænk bare, om du gled nedi!»
«Aa pyt! nu skal du bare se, hvor let jeg skal gjøre det,» svarede Store-Beate; for hun syntes, gaasungerne var saa kjedelige, naar de ikke vilde svømme om. Hun bøiede sig da udover 90brønden og blæste paa de nærmeste. Jo! det hjalp — straks begyndte gaasungerne at røre sig. Men de, som var længst borte paa vandskorpen, laa lige stille. «Det var da ogsaa nogle dumme dyr!» sagde Beate og bøiede sig langt, langt ud over brøndkanten; men saa gled hendes haand paa den fugtige stok og — plump! faldt hun dybt ned i vandet; det var saa koldt, saa koldt, og det slog sammen over hendes hoved og tog straahatten, hun havde faaet paa sin fødselsdag, af hendes fletninger. Hun havde ikke tid at høre, om Lille-Beate skreg; men det gjorde hun vist.
Da Beate kom med hovedet over vandet igjen, greb hun med begge sine hænder om den runde brøndstok; men hænderne var for smaa og stokken for bred og glat; hun kunde ikke faa tag. Da saa hun sin kjære veninde Lille-Beate staa stum af forfærdelse og stirre paa hende med den høire haand rakt ud over vandet. Store-Beate skyndte sig og greb fat i den, og Lille-Beate gjorde sig stiv, alt hvad hun kunde, og lidt til, og blev staaende mellem stokkene og holdt sin kjære veninde oppe. Nu havde denne ansigtet saalænge ovenover vandet, at hun fik udstødt et skrig, og saa kom baade fader og moder løbende til; de var blege af skræk og trak hende op. Hun selv var drivende vaad, saa det randt og dryppede af hende, og saa angst og kold, at tænderne klaprede i hendes mund. Faderen vilde bære hende lige ind i stuen; men hun bad ham endelig tage Lille-Beate med, at ikke hun ogsaa skulde falde i brønden. »For det er hende, som har frelst mig,» sagde hun.
Beate blev nu bragt iseng, og Lille-Beate maatte ligge hos hende. Da hun blev søvnig og havde læst sit Fadervor, klappede hun sin lille veninde og sagde: «Aldrig kan jeg fuldtakke dig, fordi du frelste mig af den fæle, dybe brønd, kjære Lille-Beate. Jeg ved nok, Vorherre hjalp dig at staa fast imellem stokkene og at gjøre dig stiv; men det var dog dig og ingen anden, som rakte mig haanden, saa jeg ikke sank tilbunds. Og derfor skal du være min bedste veninde al min tid, og naar jeg bli’r stor, skal du staa fadder til min første datter; hun skal hede Lille-Beate efter dig.» Derpaa kyssede hun den lille og sov ind.
J. Moe.