Da en kvæker en aften red til sit hjem paa en smuk og staselig hest, lurede en røver med et kulsort ansigt paa ham ved veien. Han sad ogsaa paa en hest; men den var saa mager, at man kunne tælle alle ribben og alle knokler under huden paa den, dog ikke tænderne; thi den havde ingen. »Hør, kvæker!« sagde røveren, »jeg vilde gjerne skaffe mit stakkars dyr her, der er saa gammelt, ligesaa godt foder, som eders hest efter udseendet vist faar. Vil I som jeg, saa bytter vi; thi I har ingen ladte pistoler hos eder; men det har jeg.« Kvækeren tænkte ved sig selv: »Hvad er herved at gjøre? Om galt skal være, saa har jeg dog hjemme en anden hest, men intet andet liv.« Saa byttede de da med hinanden, og røveren red hjem paa kvækerens hest; men kvækeren førte røverens elendige dyr ved tømmen. Men da han var kommen til byen, hvor de første huse begyndte, lagde han tømmen løs om halsen paa hesten og sagde: «Gaa foran, du stakkars øg! Du ved nok bedre at finde din herres stald end jeg.« Og saa lod han hesten gaa foran og fulgte den gade op og gade ned, indtil den blev staaende udenfor en stalddør. Da den blev staaende der og ikke vilde gaa videre, gik han ind i huset og ind i stuen, hvor røveren allerede stod og viskede soden af ansigtet med en uldstrømpe. «Velkommen hjem!» sagde kvækeren; «vil du som jeg, saa bytter vi om 88igjen. Giv mig min ganger igjen; din hest staar udenfor døren!» Da nu gavtyven saa, at han var opdaget, maatte han, enten han vilde eller ikke, give kvækeren sin gode hest tilbage. «Vær saa god,» sagde kvækeren, «og giv mig endnu fem kroner i leie af min hest; jeg og din hest har spadseret med hinanden tilfods.» Enten fyren vilde eller ei, maatte han betale kvækeren fem kroner i leie af hesten. «Ikke sandt,» sagde kvækeren, idet han red bort, «det er en flink hest, jeg har?»

Da en kveker en aften red til sitt hjem på en smuk og staselig hest, lurede en røver med et kulsort ansikt på ham ved veien. Han satt også på en hest; men den var så mager, at man kunne telle alle ribben og alle knokler under huden på den, dog ikke tennene; thi den hadde ingen. »Hør, kveker!« sa røveren, »jeg ville gjerne skaffe mitt stakkars dyr her, der er så gammelt, likeså godt foder, som deres hest etter utseendet vist får. Vil dere som jeg, så bytter vi; thi dere har ingen ladde pistoler hos dere; men det har jeg.« Kvekeren tenkte ved seg selv: »Hva er herved å gjøre? Om galt skal være, så har jeg dog hjemme en annen hest, men intet annet liv.« Så byttet de da med hinannen, og røveren red hjem på kvekerens hest; men kvekeren førte røverens elendige dyr ved tømmen. Men da han var kommet til byen, hvor de første huse begynte, la han tømmen løs om halsen på hesten og sa: «Gå foran, du stakkars øk! Du vet nok bedre å finne din herres stall enn jeg.« Og så lot han hesten gå foran og fulgte den gate opp og gate ned, inntil den ble stående utenfor en stalldør. Da den ble stående der og ikke ville gå videre, gikk han inn i huset og inn i stuen, hvor røveren allerede stod og visket soten av ansiktet med en ullstrømpe. «Velkommen hjem!» sa kvekeren; «vil du som jeg, så bytter vi om 88igjen. Gi meg min ganger igjen; din hest står utenfor døren!» Da nå gavtyven så, at han var oppdaget, måtte han, enten han ville eller ikke, gi kvekeren sin gode hest tilbake. «Vær så god,» sa kvekeren, «og gi meg ennå fem kroner i leie av min hest; jeg og din hest har spasert med hinannen tilfods.» Enten fyren ville eller ei, måtte han betale kvekeren fem kroner i leie av hesten. «Ikke sandt,» sa kvekeren, idet han red bort, «det er en flink hest, jeg har?»