En syg kone i en stor by sagde engang til sin søn: «Hør, mit barn! Se, om du kan faa fat paa en læge; thi jeg kan ikke længer holde det ud for smerter.» Den lille gut løb først til én læge, derpaa til en anden; men ingen af dem vilde gaa med, fordi den fattige gut ikke kunde love dem noget for deres uleilighed. Da han nu var paa veien til en tredje læge, kom kongen langsomt kjørende i aaben vogn. 86Gutten, der ikke kjendte ham, men ansaa ham for en rig herre, vilde forsøge sin lykke og bad ham derfor om to kroner. «Kan ikke mindre gjøre det?» spurgte kongen. «Nei,» svarede gutten og fortalte, hvad pengene skulde bruges til. Kongen gav ham da to kroner og lod ham nøie beskrive, hvor hans moder boede, og hvad hun hed; og medens gutten løb efter en tredje læge, kjørte kongen hen til den syge kones bolig og hyllede sig ind i sin kappe, saa man ikke kunde kjende ham, naar man ikke saa meget nøie paa ham. Da han nu kom ind i stuen, hvor der saa meget tomt og fattigt ud, troede konen, at det var lægen; hun fortalte ham derfor, hvad der feilede hende, og at hun var saa fattig, at hun ikke kunde skaffe sig nogen pleie. Kongen sagde: «Jeg vil skrive noget medicin op for eder.» Han skrev ogsaa noget paa et stykke papir og sagde til konen, at hun skulde lade gutten hente det, naar han kom hjem. Derpaa forlod han hende. Kort efter kom den rette læge. Konen forundrede sig, da hun hørte, at han ogsaa var læge, bad ham undskylde, at der allerede havde været en anden, og sagde, at hun ventede paa sin søn, som skulde hente medicinen. Men da lægen nu tog recepten i haanden, blev han endnu mere forundret end konen og sagde til den syge: «Min gode kone! I er falden i hænderne paa en god læge; thi han har anvist eder 400 kroner, som I kan hæve i banken; og den læge, I taler om, har været kongen, hvis navn staar paa papiret. Et saadant lægemiddel havde jeg ikke kunnet skrive op for eder.» Da hævede konen sine øine mod himmelen og kunde af bare glæde ikke sige et ord. Men pengene blev hende rigtig udbetalte, og ved de gode lægemidler og den gode pleie, hun nu kunde skaffe sig, kom hun inden faa dage paa benene igjen.

En syk kone i en stor by sa engang til sin sønn: «Hør, mitt barn! Se, om du kan få fat på en lege; thi jeg kan ikke lenger holde det ut for smerter.» Den lille gut løp først til én lege, derpå til en annen; men ingen av dem ville gå med, fordi den fattige gut ikke kunne love dem noe for deres uleilighet. Da han nå var på veien til en tredje lege, kom kongen langsomt kjørende i åpen vogn. 86Gutten, der ikke kjente ham, men anså ham for en rik herre, ville forsøke sin lykke og bad ham derfor om to kroner. «Kan ikke mindre gjøre det?» spurte kongen. «Nei,» svarte gutten og fortalte, hva pengene skulle brukes til. Kongen ga ham da to kroner og lot ham nøye beskrive, hvor hans mor bodde, og hva hun het; og mens gutten løp etter en tredje lege, kjørte kongen hen til den syke kones bolig og hyllet seg inn i sin kappe, så man ikke kunne kjenne ham, når man ikke så meget nøye på ham. Da han nå kom inn i stuen, hvor der så meget tomt og fattig ut, trodde konen, at det var legen; hun fortalte ham derfor, hva der feilet henne, og at hun var så fattig, at hun ikke kunne skaffe seg noen pleie. Kongen sa: «Jeg vil skrive noe medisin opp for dere.» Han skrev også noe på et stykke papir og sa til konen, at hun skulle la gutten hente det, når han kom hjem. Derpå forlot han henne. Kort etter kom den rette lege. Konen forundret seg, da hun hørte, at han også var lege, bad ham unnskylde, at der allerede hadde vært en annen, og sa, at hun ventet på sin sønn, som skulle hente medisinen. Men da legen nå tok resepten i hånden, ble han enda mer forundret enn konen og sa til den syke: «Min gode kone! Dere er falt i hendene på en god lege; thi han har anvist dere 400 kroner, som dere kan heve i banken; og den lege, dere taler om, har vært kongen, hvis navn står på papiret. Et sådant legemiddel hadde jeg ikke kunnet skrive opp for dere.» Da hevet konen sine øyne mot himmelen og kunne av bare glede ikke si et ord. Men pengene ble henne riktig utbetalte, og ved de gode legemidler og den gode pleie, hun nå kunne skaffe seg, kom hun innen få dage på benene igjen.