61. En erindring.
Min fader sad i havenog saa min barnefryd,da bar man en til gravenmed sang og klokkelyd.
Og ved den sorte baaregik tvende børn og græd;den ene græd saa saare,den anden var saa spæd.
Da blev min fader stilleog tog mig paa sit skjød:«O, tak din Gud, du lille,din fader er ei død.»
Da sank en angstfuld tankei barnets klare sind;da trilled taarer blankened paa den røde kind.
Da græd jeg fromt og længegjemt i min faders favn,bad for de arme drengeog delte deres savn.
J. S. Welhaven.
61. En erindring.
Min far satt i hagenog så min barnefryd,da bar man en til gravenmed sang og klokkelyd.
Og ved den sorte båregikk tvende barn og gråt;den ene gråt så såre,den annen var så spæd.
Da ble min far stilleog tok meg på sitt skjød:«O, takk din Gud, du lille,din far er ei død.»
Da sank en angstfull tankei barnets klare sinn;da trillet tårer blankened på den røde kinn.
Da gråt jeg fromt og lengegjemt i min faders favn,bad for de arme drengerog delte deres savn.
J. S. Welhaven.