I en hvedeager, som var moden for sigden, var der et lerkerede, hvori der var unger. Hvergang moderen forlod redet for at søge føde til sine unger, paalagde hun dem, at de maatte lægge merke til, hvad der blev talt af dem, som kom og besaa hvedeageren. En eftermiddag, da moderen vendte hjem, fortalte ungerne: „Bonden og hans søn har været her og seet paa ageren. Bonden sagde til sin søn: „Kornet er modent. Gaa straks hen til vore naboer og venner og bed dem komme imorgen og hjælpe os at skjære.“ „Aa,“ sagde den gamle lerkemoder, „hvis det er alt, hvad der sagdes, behøver vi ikke at forlade vor bopæl netop nu; men merk vel, hvad bonden siger, hvis han kommer igjen imorgen.“ Næste dag kom; men der kom ingen for at skjære. Da bonden igjen kom til ageren og saa, at han ingen hjælp havde faaet af sine naboer og venner, sagde han til sin søn: „Ageren maa uden ophold skjæres. Gaa til vore slegtninge og bed om deres bistand.“ De smaa fugle skalv, da de fortalte sin moder dette, og de bad hende indstændig om at søge et sikrere hjem for dem. „Lev uden frygt, mine børn,“ sagde moderen, „der er endnu ingen fare.“ Deri havde hun ogsaa ret; thi der kom ikke en af bondens mange slegtninge. Næste gang bonden gik forbi redet, hørte de ham sige til sin søn: „Jeg ser, vi kan ikke stole paa andre. Imorgen maa vi selv sætte arbeidet i gang og 59skjære med vor egen hjælp.“ Dette blev fortalt til lerkemo’r, og da sagde hun: „Mine børn, nu er der fare. Bonden sætter ikke længere lid til andres hjælp, men har besluttet at udføre arbeidet selv. Nu bliver det gjort; nu er det bedst, vi flytter.“

I en hvedeager, som var moden for sigden, var der et lerkerede, hvori der var unger. Hvergang moren forlot redet for å søke føde til sine unger, paalagde hun dem, at de måtte legge merke til, hva der ble talt av dem, som kom og beså hvedeageren. En ettermiddag, da moren vendte hjem, fortalte ungene: „Bonden og hans sønn har vært her og sett på åkeren. Bonden sa til sin sønn: „Kornet er modent. Gå straks hen til våre naboer og venner og bed dem komme i morgen og hjelpe oss å skjære.“ „Å,“ sa den gamle lerkemoder, „hvis det er alt, hva der sagdes, behøver vi ikke å forlate vår bopel nettopp nå; men merk vel, hva bonden sier, hvis han kommer igjen i morgen.“ Neste dag kom; men der kom ingen for å skjære. Da bonden igjen kom til åkeren og så, at han ingen hjelp hadde fått av sine naboer og venner, sa han til sin sønn: „Åkeren må uten opphold skjæres. Gå til våre slektninger og be om deres bistand.“ De små fugler skalv, da de fortalte sin mor dette, og de bad henne innstendig om å søke et sikrere hjem for dem. „Lev uten frykt, mine barn,“ sa moren, „der er ennå ingen fare.“ Deri hadde hun også rett; thi der kom ikke en av bondens mange slektninger. Neste gang bonden gikk forbi redet, hørte de ham si til sin sønn: „Jeg ser, vi kan ikke stole på andre. I morgen må vi selv sette arbeidet i gang og 59skjære med vår egen hjelp.“ Dette ble fortalt til lerkemo’r, og da sa hun: „Mine barn, nå er der fare. Bonden setter ikke lenger lid til andres hjelp, men har besluttet å utføre arbeidet selv. Nå blir det gjort; nå er det best, vi flytter.“