Der var engang en prins; han vilde have sig en prinsesse; men det skulde være en rigtig prinsesse. Saa reiste han hele verden rundt for at finde saadan en; men allevegne var der noget i veien; prinsesser var der nok af; men om det var rigtige prinsesser, kunde han ikke saa ganske komme efter; altid var der noget, som ikke var saa rigtigt. Saa kom han da hjem igjen og var saa bedrøvet; for han vilde saa gjerne have en virkelig prinsesse.
En aften blev der et frygteligt veir; det lynede og tordnede; regnen skyllede ned; det var ganske forskrækkeligt. Saa bankede det paa byens port, og den gamle konge gik selv hen for at lukke op.
Det var en prinsesse, som stod udenfor. Men hvor hun saa ud af regnen og det stygge veir! Vandet løb ned af hendes haar og hendes klæder, og det løb ind af næsen paa hendes sko og ud af hælen, og saa sagde hun, at hun var en virkelig prinsesse.
„Ja, det skal vi nok faa at vide!“ tænke den gamle dronning; men hun sagde ikke noget, gik ind i sovekammeret, tog alle sengklæderne af og lagde en ert paa bunden af sengen; derpaa tog hun tyve madrasser, lagde dem ovenpaa erten og saa endnu tyve edderduns dyner ovenpaa madrasserne.
Der skulde nu prinsessen ligge om natten.
Om morgenen spurgte de hende, hvorledes hun havde sovet.
„Aa, meget daarlig!“ sagde prinsessen. „Jeg har næsten ikke lukket mine øine den hele nat. Jeg ved ikke, hvad der har 57været i sengen, jeg har ligget paa noget haardt, saa jeg er ganske brun og blaa over min hele krop; det er forskrækkeligt!“
Saa kunde de se, at det var en rigtig prinsesse, da hun gjennem de tyve madrasser og de tyve edderduns dyner havde merket erten. Saa ømskindet kunde der ingen være uden en virkelig prinsesse.
Prinsen tog hende da til sin kone; for nu vidste han, at han fik en virkelig prinsesse, og erten kom paa kunstkammeret, hvor den endnu er at se, dersom ingen har taget den.
H. C. Andersen.