Der var engang en kongesøn, som havde friet til en jente; men efterat de var blevne gode venner og vel forligte, syntes han, det kunde være det samme; han vilde ikke have hende, fordi hun ikke var fin nok til ham. Men saa tænkte han paa, hvorledes han skulde blive kvit hende, og saa sagde han, at hun skulde komme til ham:
„Ikke kjørendeog ikke ridende,ikke gaaendeog ikke agende,ikke sultenog ikke mæt,ikke nøgenog ikke klædt,ikke dagog ikke nat.“
For det troede han, hun ikke kunde gjøre.
Hun tog tre bygkorn og bed over, saa var hun ikke mæt, 48men hun var ikke fastende heller, og saa kastede hun et uldnet over sig, saa var hun
ikke nøgenog ikke klædt.
Hun tog en saubuk og satte sig paa, saa at benene slæbte paa jorden; saa subbede hun frem, og saa var hun
ikke kjørendeog ikke ridende,ikke gaaendeog ikke agende.
Og det var i skjellet mellem nat og dag. Da hun kom frem til vagterne, bad hun, at hun maatte faa snakke med prinsen; de vilde ikke lukke hende ind, fordi hun saa ud som et spektakel. Men af denne styren vaagnede prinsen og kom til vinduet. Saa subbede hun derbort og vred det ene hornet af bukken. Det tog hun, stod op paa ryggen af den og bankede paa vinduet med hornet. Saa maatte de lukke op og gjøre hende til prinsesse.
P. C. Asbjørnsen.