40

Den lille Sigurd var meget bange for spøgelser, skjønt han endnu aldrig havde seet noget. Men dette hændte dog endelig engang.

Sigurd skulde nemlig en aften, da maanen skinnede klart, hente en bog af et skab, som stod i sovekammeret. Han var neppe ude af døren, førend han kom bleg og skjælvende tilbage uden nogen bog. „Et spøgelse, et spøgelse!“ stammede han.

„Naa, det var da rigtig godt, at vi engang faar et at se,“ sagde faderen ganske rolig, stod op, tog Sigurd ved haanden og bad om at faa se spøgelset. Sigurd bad om at faa slippe; men faderen mente, at naar han selv gik med, behøvede Sigurd ikke at være bange.

Da de kom ind i sovekammeret, pegte den forskrækkede gut paa væggen ligeoverfor og hviskede: „Der, den lange, hvide skikkelse ved kjøkkendøren!“ „Det var et frygteligt spøgelse,“ sagde faderen, idet han gik løs paa det og trak den modstræbende Sigurd med sig. Nu var de komne til kjøkkendøren; faderen strakte sin haand ud efter spøgelset og tog det ned af spigeren; det var — et haandklæde, hvorpaa der faldt en stribe af maaneskinnet. Sigurd havde af angest lukket øinene fast til, og faderen maatte først tiltale ham alvorlig for at faa ham til at overbevise sig om, at spøgelset var af lerred. Derpaa hængte han haandklædet igjen paa samme sted og betragtede det atter med Sigurd, idet de gik tilbage i værelset, saa at gutten omsider indsaa, at han var bleven narret. Og nu var lille Sigurd bleven saa kjæk, at han næste aften kunde gaa lige forbi haandklædet uden at forandre en mine.

40

Den lille Sigurd var meget bange for spøkelser, skjønt han ennå aldri hadde sett noe. Men dette hendte dog endelig engang.

Sigurd skulle nemlig en aften, da månen skinte klart, hente en bok av et skap, som stod i sovekammeret. Han var neppe ute av døren, før han kom bleg og skjelvende tilbake uten noen bok. „Et spøkelse, et spøkelse!“ stammet han.

„Nå, det var da riktig godt, at vi engang får et å se,“ sa faren ganske rolig, stod opp, tog Sigurd ved hånden og bad om å få se spøkelset. Sigurd bad om å få slippe; men faren mente, at når han selv gikk med, behøvde Sigurd ikke å være bange.

Da de kom inn i sovekammeret, pekte den forskrekket gut på veggen ligeoverfor og hvisket: „Der, den lange, hvite skikkelse ved kjøkkendøren!“ „Det var et fryktelig spøkelse,“ sa faren, idet han gikk løs på det og trakk den motstrebende Sigurd med seg. Nå var de kommet til kjøkkendøren; faren strakte sin hånd ut etter spøkelset og tok det ned av spikeren; det var — et håndkle, hvorpå der falt en stripe av måneskinnet. Sigurd hadde av angst lukket øynene fast til, og faren måtte først tiltale ham alvorlig for å få ham til å overbevise seg om, at spøkelset var av lerret. Derpå hengte han håndkleet igjen på samme sted og betraktede det atter med Sigurd, idet de gikk tilbake i værelset, så at gutten omsider innså, at han var blitt narret. Og nå var lille Sigurd blitt så kjekk, at han neste aften kunne gå like forbi håndkleet uten å forandre en mine.