Et par egtefolk levede i strid og uenighed. De var begge meget hidsige, skjønt retskafne 16mennesker, og hver gang manden havde slaaet konen, angrede han det og bad om forladelse.
Endelig klagede konen for presten, og han, som ellers kunde godt like manden, tog ham for sig i enrum og sagde: «Fy, Nils! det er dog en skam, at du vil slaa din kone, som du selv siger er en god, huslig kone og kjærlig mod dine børn.»
«Ja, det er altsammen sandt, far!» svarede Nils; «men hun kan ogsaa til sine tider være saa vrang, saa det er fæle ting, og saa er hun noget tunghør, og naar hun bliver sint, saa hører hun aldrig andet end sine egne ord, og naar jeg da endelig vil faa ørelyd, maa jeg skrige høit; saa kommer blodet i bevægelse, og jeg slaar til uden rigtig at vide af det.»
Presten smilte ved denne naturlige tale, formanede ham til større selvbeherskelse, og Nils lovede af ganske hjerte herefter at stagge sig. Men snart var det dog igjen lige galt. Konen forstod ikke at føie sig efter ham og gjorde ham ogsaa stundom uret og fik prygl igjen.
Da tænkte hun: «Maaske er gamle Anne Myra klogere end presten! Det er vel ikke for ingenting, folk kalder hende den kloge kone». Og udfaldet viste, at Anne forstod sine ting.
Da hun havde hørt den stakkars kones nød, som denne med mange taarer fortalte hende, skjønte hun godt, at konen ogsaa selv havde nogen skyld, men sagde ganske medlidende: «Stakkars kone! jeg vilde gjerne hjælpe dig, om jeg kunde. Kom til mig igjen imorgen aften, saa skal jeg se, hvad jeg kan gjøre.»
Konen kom, og meget høitidelig gav Anne Myra hende en stor flaske med disse ord: «Her har jeg tillavet noget vand, som du maa tage i munden, hver gang Nils begynder at skjende; men vogt dig endelig for at svelge noget af det eller spytte det ud, førend manden holder op at skjende; for ellers kunde der komme en ulykke af det.»
Konen modtog flasken med megen ærefrygt, lovede hende lydighed og takkede hende med taarer for hendes godhed, og saa gav hun Anne et fedt faarelaar, som hun havde under forklædet.
Til sin store forundring erfarede presten et halvt aar derefter, at der nu var fred og hygge hos Nils.
Med glæde besøgte han ham og overbeviste sig selv 17derom, og da han ret godt vidste, at det ikke var nogen frugt af hans formaninger, kunde han ikke andet end spørge konen engang, da Nils ikke var tilstede, hvordan dette egentlig hang sammen.
«Jo,» sagde hun, «min mand er bleven et ganske andet menneske; nu kan han tale godt til mig og er altid fornøiet med mig. — Ja det var akkurat det, som Anne Myra sagde.»
«Hvad, Anne Myra?» spurgte presten, «hvad sagde hun?»
«Aa,» svarede konen skamfuld, «det var bare en uskyldig ting.»
«Hvad var det da?» spurgte han igjen, og nu hentede hun flasken, der var næsten halv fuld, og fortalte ham Annes gode raad.
Presten lo hjertelig, roste Anne Myra og sagde, at konen gjerne kunde give hende et faarelaar til.