12

I begyndelsen af aaret 1814 stod svenske, kosakker og andre fiendtlige tropper kun et par kilometer fra byen Slesvig. En vaabenstilstand hindrede dem i at trænge videre frem. Hver dag hørtes nye, sørgelige efterretninger; thi mange af de fiendtlige soldater for frem med hjerteløs haardhed, og hvad kunde man da ikke vente sig, naar vaabenstilstanden var tilende? Med frygt og angest imødesaa man den dag, da krigens rædsler igjen skulde begynde. Ved indgangen til byen laa et hus, som tilhørte en fattig og from kone. Hun talte flittig med Gud i sit hjerte, og i disse trængselens dage gjentog hun tidt følgende linjer af en gammel salme:

«En mur, o Gud, du om os bygge,som kan mod fienden os betrygge!»

Hun boede sammen med sin allerede aldrende datter og sin tyveaarige sønnesøn. Da denne hørte sin bedstemoder bede saaledes, sagde han: «Hvor kan du dog finde paa at bede om noget, der er saa umuligt!» — «Jeg vil ikke sige dermed,» svarede bedstemoderen, «at Gud netop skal bygge en mur om vort hus, men kun bede ham tage vor by i beskyttelse mod fienden. Men hvis det behagede Gud at bygge en mur om os, tror du da ikke, han kunde det?» Imidlertid kom den time, de saalænge havde frygtet for, og fienderne rykkede ved midnatstid fra alle sider ind i byen. Den gamle kone hørte, 13hvorledes de kom til naboens hus, bandede og støiede og blev indkvarterede. En mængde kosakker var i nærheden; men til hendes hus kom ingen. Hun selv, datteren og sønnesønnen var meget forundrede herover. Da endelig denne rædselsnat var forbi, og morgenen brød frem, opdagede de aarsagen til, at de var blevne skaanede. Dagen forud havde det sneet sterkt; om aftenen blæste det op, og sneen faldt i mængde. Stormen havde om natten reist en flere alen høi snemur om og opover huset, og kosakkerne havde saaledes dels ikke faaet øie paa det, dels fundet det for besværligt at rykke ind i det. «Ser du nu, min søn,» sagde bedstemoderen, «at Herren dog kunde bygge en mur omkring os!» Den unge følte sig beskjæmmet og taug.

«Intet saa stort, Gud det jo kan;intet saa godt, han det jo vil!»

12

I begynnelsen av året 1814 stod svenske, kosakker og andre fiendtlige tropper kun et par kilometer fra byen Slesvig. En våpenstillstand hindret dem i å trenge videre frem. Hver dag hørtes nye, sørgelige etterretninger; thi mange av de fiendtlige soldater for frem med hjerteløs hardhet, og hva kunne man da ikke vente seg, når våpenstillstanden var til ende? Med frykt og angst imøteså man den dag, da krigens redsler igjen skulle begynne. Ved inngangen til byen lå et hus, som tilhørte en fattig og from kone. Hun talte flittig med Gud i sitt hjerte, og i disse trengselens dage gjentok hun titt følgende linjer av en gammel salme:

«En mur, o Gud, du om oss bygge,som kan mot fienden oss betrygge!»

Hun bodde sammen med sin allerede aldrende datter og sin tyveaarige sønnesønn. Da denne hørte sin bestemor bede således, sa han: «Hvor kan du dog finne på å bede om noe, der er så umulig!» — «Jeg vil ikke si dermed,» svarede bestemoren, «at Gud nettopp skal bygge en mur om vårt hus, men kun bede ham ta vår by i beskyttelse mot fienden. Men hvis det behagede Gud å bygge en mur om oss, tror du da ikke, han kunne det?» Imidlertid kom den time, de så lenge hadde fryktet for, og fiendene rykket ved midnattstid fra alle sider inn i byen. Den gamle kone hørte, 13hvorledes de kom til naboens hus, bandede og støiede og ble indkvarterede. En mengde kosakker var i nærheten; men til hennes hus kom ingen. Hun selv, datteren og sønnesønnen var meget forundret herover. Da endelig denne redselsnatt var forbi, og morgenen brød frem, opdagede de årsaken til, at de var blitt skånet. Dagen forut hadde det snødd sterkt; om aftenen blåste det opp, og sneen falt i mengde. Stormen hadde om natten reist en flere alen høy snømur om og opover huset, og kosakkene hadde således dels ikke fått øye på det, dels funnet det for besværlig å rykke inn i det. «Ser du nå, min sønn,» sa bestemoren, «at Herren dog kunne bygge en mur omkring oss!» Den unge følte seg beskjemmet og taug.

«Intet så stort, Gud det jo kan;intet så godt, han det jo vil!»