En konge havde engang forvildet sig paa jagten og var kommen dybt ind i en stor skog. Med ét hørte han nogen tale, og da han kom nærmere, opdagede han bag nogle buske et par folk, som holdt paa at hugge brænde. Konen sagde til manden: „Hør, mand, det maa man sige, Eva var rigtig en lækkermund, som ikke kunde bare sig for at spise æblet paa det forbudne træ, endda hun kunde spise af alle de andre herlige frugter i paradis. Havde hun været lydig mod Vorherre, saa havde vi nu ikke havt nødig at slide og slæbe her hver dag for at tjene vort brød.“ — „Ja, ved du hvad kone?“ svarede manden, „var Eva en lækkermund, saa var Adam rigtig en dumrian, at han straks vilde gjøre, hvad hun bad ham om. Havde jeg været i hans sted, og du vilde have faaet mig til at spise af disse æbler, saa havde jeg givet dig et godt ørefigen og ikke engang villet høre paa din snak!“ Kongen traadte nu nærmere og sagde: „Goddag, godtfolk, jeg ser, I har det surt nok her i skogen.“ — „Ja, herre,“ svarede manden, som ikke vidste, at det var kongen, „vi maa slæbe som heste fra morgen til aften, og endda kan vi knapt tjene det tørre brød.“ — „Stakkars folk,“ sagde kongen, „vil I følge med mig ind til byen, saa skal jeg sørge for jer, uden at I behøver at arbeide det mindste.“ — „Ja, tusend tak, naadige herre,“ svarede konen, „vi var jo dumme, hvis vi ikke vilde modtage et saadant tilbud!“ Idetsamme kom kongens 141følge, og manden og konen blev ganske forskrækkede, da de saa, hvem det var, de havde talt med; men kongen lod dem virkelig sætte sig op i en vogn og kjøre ind til slottet. Han gav dem nye klæder, to tjenere til opvartning, en af sine egne vogne at kjøre i og seks retter mad paa bordet hver middag.
Da en maaned var gaaet, gav man dem tolv retter mad; men midt paa bordet blev der sat et stort sølvfad med laag over. Konen, som var nysgjerrig, vilde straks aabne fadet; men en af kongens hofbetjente, som var tilstede, sagde hende, at kongen havde forbudt dem at røre det, og at de slet ikke maatte se, hvad der var i fadet. Da tjenerne var gaaede, vilde konen ikke spise, og manden merkede, at der var noget iveien. Han spurgte, hvad der feilede hende, og hun svarede: „Jeg bryder mig slet ikke om al denne maden; hvad kan alle disse retter hjælpe mig, naar jeg ikke maa faa, hvad der er i sølvfadet? Det er det eneste, som vilde smage mig.“ — „Er du gal, kone?“ sagde manden, „har du ikke hørt, at kongen udtrykkelig har forbudt det?“ — „Kongen er en meget urimelig mand,“ gav konen til svar, „naar han ikke vil, at vi maa se, hvad der er i fadet; hvorfor har han da ladet det sætte paa bordet?“ Idetsamme gav hun sig til at græde ganske høit og sagde, at hun var kjed af det altsammen; hun maatte se, hvad der var i fadet. Manden, som holdt meget af sin kone, blev kjed af at høre paa dette og sagde, at naar hun endelig vilde, saa fik han tage laaget af. Dette gjorde han ogsaa; men i samme øieblik sprang der en mus ud af fadet og ned paa gulvet. Manden og konen sprang op for at fange den; men den skjulte sig i et hul. I det samme øieblik traadte kongen ind i salen og spurgte straks: „Hvor er musen, som var i fadet?“ — „Ak, Deres majestæt,“ svarede manden, „min kone græd og plagede mig for at faa se, hvad der var i fadet; imod min vilje maatte jeg aabne det, og da sprang musen ud.“ — „Men,“ sagde kongen, „var det ikke dig, som derude i skogen forsikrede, at hvis du havde været i Adams sted, skulde du nok have lært din kone ikke at spise af den forbudne frugt? Det skulde du ikke saa hastig have glemt. Og du,“ sagde kongen, idet han vendte sig til konen, „du, som skjendte saameget paa Eva, du vilde ikke nøies med alle disse retter, men vilde endelig have musen, som var i det tillukkede fad. Gaa nu begge tilbage til eders skog, hug brænde som før, og skjend ikke mere hverken paa Adam eller Eva.“