Fritz var seks aar og rak Hilda næsten til næsen. Hilda var ti aar og syntes, hun godt kunde være moster til Fritz. Disse to knubsede hinanden hele dagen og vidste knapt, hvormeget de holdt af hinanden. Men de merkede det, naar de var skilte. Naar Hilda var paa skolen, kjedede Fritz sig ubeskrivelig og gjorde den ene gale streg efter den anden. Og naar Fritz var reist med papa til Forsa-brug, var Hilda hele ugen raadløs og vidste ikke, hvad hun skulde gjøre, mens Fritz var borte.
64Hilda gav sig engang til at føre en dagbog over Fritz’s gale streger i den berømmelige hensigt at oplæse denne skjønne liste for ham ved en passende leilighed. Hun fandt ud, at det kunde være en grundig revselse for Fritz og rigtig tjene ham til advarsel, saa han skulde skamme sig dygtig over sine dumheder. En mørk dag før jul, da Hilda havde faaet fri fra skolen, og Fritz havde været særdeles uskikkelig, sagde Hilda til ham: «Fritz, kom hid!»
Fritz sad i en krog og holdt paa at sætte istand det ene bagben paa sin træhest, som han netop havde kjørt istykker, da hesten ikke var flink nok til at trække læsset. Han var i daarligt humør og lod, som han ikke hørte.
«Kom hid, saa skal jeg læse noget for dig,» sagde Hilda med en listig mine; thi hun havde netop taget frem den merkværdige dagbog. Fritz kom. Han syntes om eventyr, han som alle andre, og troede kanske, at Hilda vilde læse for ham om Soria Moria slot eller om ridder Blaaskjeg.
«Sæt dig nu paa skamlen og vær stille og snild, saa skal du faa høre om røveranføreren Bullerbasius Rummelfeldts bedrifter og eventyr.»
Fritz satte sig pent, og Hilda begyndte med en fortale: «Der var engang en røveranfører, som hed Bullerbasius o. s. v. Han havde en fe til gudmoder, og da han gjorde saa mange spilopper, maatte hans gudmoder indrette en bog, hvori hun skrev op, hvad han havde gjort. Den bog besluttede hun siden at lade trykke i hovedstaden, forat alle mennesker skulde faa vide, hvor styg og ufornuftig Bullerbasius havde været. Nu, ser du, har jeg laant hans gudmoders bog, og nu skal du faa høre alt, hvad Bullerbasius har at skamme sig over.» Fritz spidsede øren; aldrig havde han hørt tale om en saadan røveranfører.
Hilda holdt gode miner og læste af dagbogen:
«Den 1ste januar. Bullerbasius begyndte aaret med at sparke istykker sin seng, og da han stod op, lagde han sin ene strømpe i vaskevandsbollen for at se, om den flød paa vandet. Saa kom mama ind — for han havde en mama — og gav ham en paa øret. Var ikke det vel fortjent?»
Fritz saa forbauset ud og sagde ingenting.
65«Den 6te januar. Bullerbasius havde ogsaa en søster» . . .
«Som hed Hilda,» faldt Fritz ind.
«Hun havde en udmerket vakker og sød dukke, som hed Ellen. Mens Hilda var paa skolen, tog Bullerbasius Ellen og pirkede itu hendes ene øie for at se, hvad der var indeni. Siden hængte han Ellen ved haaret i klokkestrengen, forat hun skulde faa huske. Da Hilda kom hjem og saa stakkars Ellen, begyndte hun at græde.»
Fritz blev rød i ansigtet og bankede med sine skjæve støvlehæle mod gulvet.
Hilda blev ved: «Da begyndte ogsaa Bullerbasius at græde, bad sin søster om forladelse og slog sig ikke til ro, førend papa havde ladet doktoren gjøre Ellens øie godt igjen. Var det rigtigt, at han angrede det?»
«Ja, men Ellen er jo frisk igjen,» sagde Fritz.
«Bare skade, at Bullerbasius havde saa daarlig hukommelse. En uge efter skulde Bullerbasius gaa paa ski og havde sumlet bort sine votter. Da fandt han mamas fine, hvide franske handsker, trak dem paa de smaa labberne sine og begav sig ud paa skaren. Da han kom hjem, stod alle fingrene ud igjennem den ene handsken, og den anden havde han mistet i sneen. Var det pent?»
«Jeg frøs paa hænderne.»
«Mama skjendte; men Bullerbasius blev ikke klogere.»
«Den 30te juli gik han uden lov ned til stranden, skjøv baaden ud og vilde ro. Men det blæste haardt, og vor gode mand drev tilsjøs. Da begyndte han at skrige om hjælp.»
«Jeg havde nok orket at ro, ser du; men aarerne var for lange.»
«Og rorskarlen var for kort. Da roede Mads ud med storbaaden og førte den naadige herre i land. Bullerbasius blev straffet med sin egen forskrækkelse.»
«Den 11te august vilde Bullerbasius ogsaa ride paa staldbukken Pelle. Men Pelle følte sig fornærmet og gav sig til at stange. Bullerbasius tog flugten; Pelle efter! Tilslut røg de sammen ved staldvæggen, og hvis ikke Maren just var kommen med melkespandet fra fjøset, saa var der blevet et stort nederlag.»
«Jeg slog ham, ja jeg slog ham, saa . . .»
I.
66«Her staar, at Bullerbasius slog Pelle bare i tankerne; men i virkeligheden skreg han: Søde Maren, kom og hjælp mig!»
«Ja, men kjeppen gik istykker.»
«Værre var det den 4de december. Da kom Bullerbasius i trætte med Nygaards-gutterne om en stor raritet, som de havde fundet i stalden, og det var — en død mus. Bullerbasius slog med sin kjep til Karl Nygaard og gav ham et blaat øie, og Karl Nygaard var mindre end han. For dette skulde Bullerbasius bede Karl om forladelse.»
«Det var Karl, som først slog mig,» sagde Fritz.
«Ja, men Karl var bare fire aar og Bullerbasius seks. Fy for en stor skam at slaa en saa liden gut! Og da Bullerbasius ikke vilde bede om forladelse, fik han ris af papa. Det var første gang hele aaret. Bullerbasius maatte bede om forladelse; men nu kom det værste; han bad med munden, men ikke med sit hjerte. Et par dage efter, da gutterne kastede snebold, klemte Bullerbasius en meget haard bold lige i ansigtet paa Karl. Bolden traf Karl paa kindet, og kindet hovnede op. Hvad kalder man sligt?»
Fritz taug.
«Det kalder man hevn, og hevn er næst utaknemmelighed og falskhed det allerstyggeste, som findes i et menneskehjerte. Et hevnlystent menneske er Guds fiende, og alle engle i himlen græder over ham. Hvorledes kan et saadant menneske nogensinde have rigtig glæde og fred i sin samvittighed?»
Fritz bed tænderne sammen og gjorde en forunderlig grimase for at holde taarerne tilbage. Om en liden stund stod han op fra skamlen og gik bort uden at sige et ord.
Hilda kjendte sin kjære broder og lod, som hun ikke merkede grimasen; ikke heller bad hun ham blive.
En halv time efter kom Fritz igjen straalende fornøiet.
«Hvor har du været?» spurgte Hilda.
«Ja, ser du,» sagde Fritz lidt forlegen . . «du husker jo kjælken min, som jeg fik i juleklap ifjor. Rap heder den, og der findes ikke saa god kjælke som Rap.»
«Ja», sagde Hilda, «jeg ved nok, at du holder mere af Rap, end Mads holder af vor bedste hest, og du skryder altid af, at ingen har slig kjælke.»
«Nu har jeg givet Karl Nygaard kjælken. Han blev saa 67glad, maa du vide, ja saa glad, saa glad, at du kan ikke tænke dig, hvor frygtelig glad han blev.»
«End du da, Fritz, blev ikke du ogsaa glad?»
«Jo, du maa vide, Hilda, jeg har været saa lei over den døde musen, og jeg har været saa slem siden den gangen, og det har været saa kjedeligt; og da du fortalte om, hvorledes Guds engle græder, da var det, som jeg vilde græde med . . og saa gik jeg til Karl, ser du, og nu er det godt igjen, og nu er jeg saa frygtelig glad, maa du vide, og nu først skal det blive rigtig moro i julen.»
Hilda faldt Fritz om halsen og kyssede ham og dansede syv gange rundt med ham. «Ved du hvad?» sagde hun. «Naar nu feen, som er gudmoder til Bullerbasius, sender sin dagbog til byen for at trykkes, saa skal vi bede hende, at hun ogsaa skal fortælle om den døde mus. Den historie var baade det dummeste og det klogeste, Bullerbasius har gjort hele aaret.»
«Bed hende ogsaa tale om Hilda! For, ser du, hvis Hilda ikke havde været, var Bullerbasius bleven en rigtig slem en.»