Der var engang en husmus og en fjeldmus, der mødtes i skogbrynet. Der sad fjeldmusen i et haslekjær og plukkede nødder.
«Tillykke med arbeidet,» sagde husmusen; «skal jeg træffe skyldfolk her saa langt ude i bygden?» sagde hun.
«Det var saa det,» sagde fjeldmusen.
«Du sanker nødder, du, og drager til hus,» sagde husmusen.
«Jeg nødes til det, om vi skal have noget at leve af,» sagde fjeldmusen.
«Hamsen er stor, og nødden er fuld iaar, saa det kan monne lidt i sulten skrot,» sagde husmusen.
«Det er vel saa det,» sagde fjeldmusen og talte om, at hun levede vel og havde det godt. Husmusen sagde, at hun havde det bedre; men fjeldmusen blev ved sit og sagde, det var ingensteds saa godt som i skogen og fjeldet, og hun havde det bedst.
Husmusen sagde, at hun havde det selv bedst, og det kunde de ikke blive sams om. Tilsidst lovede de, at de skulde komme til hinanden i julen; saa fik de se og smage, hvem som havde det bedst. Husmusen var den, som først skulde fare i julegjestebud. Han for gjennem skog og dybe dale, for endda fjeldmusen havde flyttet ned til vinteren, var veien baade lang og brat. Det bar imod, og sneen var dyb og løs, saa hun blev baade træt og sulten, før hun kom frem.
«Nu skal det være godt at faa mad,» tænkte hun, da hun kom frem. Fjeldmusen havde krafset sammen nok saa bra. Der var nøddekjerner og sisselrødder og andre slags rødder og meget andet godt, som vokser i skog og mark, og det havde hun i et hul langt nede i jorden, saa det ikke frøs, og tæt ved var en opkomme, som var aaben hele vinteren, saa hun kunde drikke saa meget vand, hun 55vilde. Der var nok af det, som var, og de spiste baade vel og godt; men husmusen syntes, det ikke var mer end nødtørftig kost.
«Med dette kan en livnære sig,» sagde hun; «men det er ikke rart, er det. Nu faar du være saa snild og komme til mig og smage, hvorledes vi har det,» bad hun. Ja, det skulde fjeldmusen, og det varede ikke længe, før hun kom. Da havde husmusen samlet sammen af al den julekost, som kjærringen i huset havde spildt, medens hun gik og turede i juletiden. Der var ostesmuler, smørbeter, klingsmuler, talg, rømmegrød og meget andet godt. I spildfadet under tøndetappen havde hun drikke nok, og hele stuen var fuld af al slags god mad. De spiste og levede vel, og der var næsten ingen bund i fjeldmusen; for slig kost havde hun aldrig smagt. Saa blev hun tørst, for maden var sterk og fed, sagde hun, og nu maatte hun drikke en gang.
«Det er ikke langt efter ølet. Her skal vi drikke,» sagde husmusen og sprang op paa kanten af spildfadet og drak sig utørst; men hun drak ikke mere heller, for hun kjendte juleølet og vidste, at det var sterkt. Men fjeldmusen syntes, det var et herligt drikke; for hun havde aldrig smagt andet end vand. Hun tog den ene sup efter den anden, for hun kunde ikke med sterkt drikke. Saa blev hun drukken, før hun kom ned af koppen, og saa blev hun ør i toppen og fik det i benene, saa hun tog til at rende og springe fra den ene øltønde op paa den anden og til at danse og tumle paa hylderne mellem kopper og krus og knistre og pibe, som hun var baade fuld og galen — ja, fuld var hun jo ogsaa.
«Du maa ikke bære dig, som du var kommen ud af berget idag,» sagde husmusen. «Gjør ikke sligt styr og hold ikke sligt leven; vi har slig haard fut,» sagde hun.
56Fjeldmusen sagde, hun agtede hverken fut eller fant.
Men katten sad paa kjelderlemmen og hørte snakket og staaket. Med det samme konen skulde ned og tappe i en ølskaal, og hun lettede paa lemmen, smat katten i kjelderen og slog kloen i fjeldmusen. Det blev en anden dans, det. Husmusen smat ind i hullet sit og sad tryg og saa paa, og fjeldmusen blev fastende med et, da hun kjendte kattekloen.
«Aa kjære min fut, aa kjære min fut, vær naadig og spar mit liv, skal jeg fortælle dig et eventyr,» sagde hun.
«Kom med det,» sagde katten.
«Der var engang to smaa mus,» sagde fjeldmusen og peb saa langsomt og ynkelig, for hun vilde drage det ud saa langt, hun kunde.
«Saa var du ikke alene,» sagde katten baade kort og tvert.
«Saa havde vi en steg, vi skulde stege.»
«Saa svalt I ikke,» sagde katten.
«Saa satte vi den ud paa taget, for den skulde svale sig vel,» sagde fjeldmusen.
«Saa brændte du dig ikke,» sagde katten.
«Saa kom ræven og kraaken og tog og aad den,» sagde fjeldmusen.
«Saa æder jeg dig,» sagde katten.
Men i det samme skrældte kjærringen kjelderlemmen igjen, saa katten blev ræd og slap taget, og vips var fjeldmusen oppe i hullet til husmusen. Derfra var der en gang ud i sneen, og fjeldmusen var ikke sen om at komme paa hjemveien.
«Det kalder du at have det vel og siger, at du har det bedst,» sagde hun til husmusen. «Nei tak! Saa heller fattigmands kost end slig hauk til fut og slig en stor gaard. Det var jo neppe, jeg slap med livet.»