40

Bjørnen og ulven 41gik en sommerdag sammen i skoven; da hørte bjørnen en fugl, som sang saa vakkert. „Broder ulv,” sagde den, „hvad er det for en fugl, som synger saa smukt?” — „Det er fuglenes konge,” sagde ulven, „for ham maa vi bøie os;” men det var bare gjerdesmutten. — „Jasaa,” sagde bjørnen, „da skulde jeg ogsaa have lyst til at se hans kongelige slot; kom og følg mig derhen!” — „Det gaar ikke saa let, som du tror,” svarede ulven, „du maa vente, til dronningen kommer hjem.” Straks efter kom dronningen og kongen ogsaa, og begge to havde mad i nebbet til sine unger. Bjørnen vilde nu gaa efter dem med det samme, men ulven holdt ham tilbage og sagde: „Nei, du maa vente, til kongen og dronningen flyver ud igjen.” De merkede sig derfor hullet, hvor redet var, og vendte om. Men bjørnen havde ingen ro paa sig; han vilde endelig se kongens slot, og om en liden stund var de der igjen. Da var kongen og dronningen fløine ud; bjørnen kigede ind og saa en fem, seks unger, som laa i redet. „Er det kongens slot?” sagde han; „det var da et filleslot! I er heller ikke kongebørn, I er fantunger, er I!” Da de smaa gjerdesmutter hørte dette, blev de vrede og skreg: „Nei, det er ikke sandt! Vore forældre er fornemme folk, det skal du se, din stygge bjørn!” Bjørnen og ulven blev rædde; de skyndte sig hjem og satte sig i sin hule. Men de smaa gjerdesmutter holdt ikke op at skrige og støie, og da de gamle kom med mad igjen, sagde de: „Vi rører ikke saa meget som et flueben, om vi saa skal dø af sult, før det bliver afgjort, om vi er fornemme folks børn eller ikke; for bjørnen har været her og skjeldt os ud for fantunger!” Da sagde den gamle konge: „Vær ganske rolige, børn, det skal blive bragt paa det rene!” Derpaa fløi han med dronningen hen til bjørnens hule og raabte ind til ham: „Bamse, du har skjeldt vore børn ud for fantunger; det 42skal du ikke have gjort for ingenting, det skal vi afgjøre sammen i en blodig krig!” Dermed var krigen erklæret, og bjørnen kaldte alle firføddede dyr til hjælp, baade okse og asen og ko og hjort og daadyr og alle de andre dyr, som gaar paa marken. Men fuglekongen kaldte sammen alt, som flyver i luften, ikke blot fuglene, store og smaa, men ogsaa myg, hvepser, bier og fluer, alle maatte de møde frem.

Da det nu nærmede sig til den tid, da krigen skulde begynde, saa sendte fuglekongen speidere ud for at faa vide, hvem der var fiendens anfører. Myggen var listigere end de andre; den sværmede om i skoven, hvor fienden samlede sig, og satte sig tilsidst under et blad paa det træ, hvorfra tegnet skulde gives til kampen. Der stod bjørnen; han kaldte ræven til sig og sagde: „Hør, Mikkel, du er den slueste af alle dyrene; du skal være general og anføre os! Hvilket tegn skal vi aftale?” Ræven sagde: „Jeg har en smuk, lang, lodden hale; den ser næsten ud som en rød fjærbusk; naar jeg holder den i veiret, saa gaar det godt, og I maa gaa paa; men lader jeg den hænge ned, da maa I tage benene fat!” Da myggen havde hørt dette, fløi den hjem og fortalte fuglekongen hvert eneste gran.

Da dagen brød frem, og slaget skulde staa, hu! da kom alle de firføddede dyr sættende med et veir, saa jorden rystede; fuglekongen kom ogsaa med sin hær gjennem luften; de surrede og skreg og sværmede, saa man kunde blive baade angst og bange, og nu gik begge parter løs paa hinanden. Men fuglekongen sendte ud hvepsen, der skulde sætte sig under halen paa ræven og stikke ham af alle kræfter. Da ræven nu fik det første stik, gav det et ryk i ham, saa han løftede paa det ene bagben; men han holdt sig dog og lod endnu halen staa tilveirs; ved det andet stik maatte han sænke den et øieblik; men da han 43fik det tredje, kunde han ikke holde det ud længere; han satte i et skrig og tog halen imellem benene. Da dyrene saa det, troede de, at alting var tabt, og begyndte at løbe, alt hvad de kunde, hver til sit. Saaledes havde fuglene vundet slaget.

Nu fløi kongen og dronningen hjem til sine børn og raabte: „Nu kan I være glade, børn, og æde og drikke af hjertens lyst, vi har seiret i krigen!“ Men de smaa fuglekonger sagde: „Nei, vi tager ikke mad i vor mund, før bjørnen kommer her og beder om forladelse og siger, at vi er fornemme folks børn.“ Da fløi fuglekongen til bjørnens hule og raabte: „Bamse, du skal komme hen til redet og bede mine børn om forladelse og sige, at de er fornemme folks børn, ellers skal der ikke blive et helt ribben igjen i livet paa dig!“ Da krøb bjørnen i største angst hen til redet og bad om forladelse, og saa satte de smaa gjerdesmutter sig tilbords og spiste og drak og var lystige til den lyse morgen.

40

Bjørnen og ulven 41gikk en sommerdag sammen i skogen; da hørte bjørnen en fugl, som sang så vakkert. „Bror ulv,” sa den, „hva er det for en fugl, som synger så smukt?” — „Det er fuglenes konge,” sa ulven, „for ham må vi bøye oss;” men det var bare gjerdesmutten. — „Jaså,” sa bjørnen, „da skulle jeg også have lyst til å se hans kongelige slott; kom og følg meg derhen!” — „Det går ikke så lett, som du tror,” svarte ulven, „du må vente, til dronningen kommer hjem.” Straks etter kom dronningen og kongen også, og begge to hadde mat i nebbet til sine unger. Bjørnen ville nå gå etter dem med det samme, men ulven holdt ham tilbake og sa: „Nei, du må vente, til kongen og dronningen flyver ut igjen.” De merket seg derfor hullet, hvor redet var, og vendte om. Men bjørnen hadde ingen ro på seg; han ville endelig se kongens slott, og om en liten stund var de der igjen. Da var kongen og dronningen fløine ut; bjørnen kikket inn og så en fem, seks unger, som lå i redet. „Er det kongens slott?” sa han; „det var da et filleslot! Dere er heller ikke kongebørn, dere er fantunger, er dere!” Da de små gjerdesmutter hørte dette, ble de vrede og skrek: „Nei, det er ikke sandt! Våre foreldre er fornemme folk, det skal du se, din stygge bjørn!” Bjørnen og ulven ble redde; de skyndte seg hjem og satte seg i sin hule. Men de små gjerdesmutter holdt ikke opp å skrike og støye, og da de gamle kom med mat igjen, sa de: „Vi rører ikke så meget som et flueben, om vi så skal dø av sult, før det blir avgjort, om vi er fornemme folks barn eller ikke; for bjørnen har vært her og skjeldt oss ut for fantunger!” Da sa den gamle konge: „Vær ganske rolige, barn, det skal bli brakt på det rene!” Derpå fløy han med dronningen hen til bjørnens hule og ropte inn til ham: „Bamse, du har skjeldt våre barn ut for fantunger; det 42skal du ikke have gjort for ingenting, det skal vi avgjøre sammen i en blodig krig!” Dermed var krigen erklært, og bjørnen kalte alle firføddede dyr til hjelp, både okse og asen og ko og hjort og dådyr og alle de andre dyr, som går på marken. Men fuglekongen kalte sammen alt, som flyver i luften, ikke blot fuglene, store og små, men også myg, hvepser, bier og fluer, alle måtte de møte frem.

Da det nå nærmet seg til den tid, da krigen skulle begynne, så sendte fuglekongen speidere ut for å få vite, hvem der var fiendens anfører. Myggen var listigere enn de andre; den svermet om i skogen, hvor fienden samlet seg, og satte seg til sist under et blad på det tre, hvorfra tegnet skulle gives til kampen. Der stod bjørnen; han kalte ræven til seg og sa: „Hør, Mikkel, du er den slueste av alle dyrene; du skal være general og anføre oss! Hvilket tegn skal vi avtale?” Ræven sa: „Jeg har en smuk, lang, lodden hale; den ser nesten ut som en rød fjærbusk; når jeg holder den i været, så går det godt, og dere må gå på; men lar jeg den henge ned, da må dere ta benene fat!” Da myggen hadde hørt dette, fløy den hjem og fortalte fuglekongen hvert eneste gran.

Da dagen brød frem, og slaget skulle stå, hu! da kom alle de firføddede dyr settende med et vær, så jorden rystet; fuglekongen kom også med sin hær gjennom luften; de surrede og skrek og svermet, så man kunne bli både angst og bange, og nå gikk begge parter løs på hinannen. Men fuglekongen sendte ut vepsen, der skulle sette seg under halen på ræven og stikke ham av alle krefter. Da ræven nå fikk det første stikk, ga det et ryk i ham, så han løftet på det ene bakben; men han holdt seg dog og lot ennå halen stå til værs; ved det andre stikk måtte han senke den et øyeblikk; men da han 43fikk det tredje, kunne han ikke holde det ut lenger; han satte i et skrik og tok halen imellom benene. Da dyrene så det, trodde de, at alting var tapt, og begynte å løpe, alt hva de kunne, hver til sitt. Således hadde fuglene vundet slaget.

Nå fløy kongen og dronningen hjem til sine barn og ropte: „Nå kan dere være glade, barn, og ete og drikke av hjertens lyst, vi har seiret i krigen!“ Men de små fuglekonger sa: „Nei, vi tar ikke mat i vår munn, før bjørnen kommer her og beder om forlatelse og sier, at vi er fornemme folks barn.“ Da fløy fuglekongen til bjørnens hule og ropte: „Bamse, du skal komme hen til redet og bede mine barn om forlatelse og si, at de er fornemme folks barn, ellers skal der ikke bli et helt ribben igjen i livet på deg!“ Da krøp bjørnen i største angst hen til redet og bad om forlatelse, og så satte de små gjerdesmutter seg til bords og spiste og drakk og var lystige til den lyse morgen.