Det var en kold, streng vinter. Overalt laa der sne og is. Da samlede vesle Ragnhild daglig brødsmuler og strøede dem paa sneen til fuglene. De kom da i store flokke omkring hende og plukkede smulerne. Ragnhilds hænder skalv af kulde; men hun 10var saa glad, at hun ikke tænkte paa, hvor koldt det var. Hendes fader og moder glædede sig meget, da de saa, hvor kjærlig Ragnhild tænkte paa fuglene, og hendes fader sagde: „Hvorfor gjør du dette, Ragnhild?“ — „Jo“, svarede hun, „der er saamegen sne, at fuglene ingen mad kan finde.“ — „Ja, men du kan jo ikke hjælpe dem alle,“ sagde faderen. Vesle Ragnhild smilte og sagde: „Nei, men andre børn er da vel ogsaa snilde mod fuglene. Tror ikke du det, fader?“

Det var en kald, streng vinter. Overalt lå der sne og is. Da samlede vesle Ragnhild daglig brødsmuler og strødde dem på sneen til fuglene. De kom da i store flokke omkring henne og plukket smulene. Ragnhilds hender skalv av kulde; men hun 10var så glad, at hun ikke tenkte på, hvor kaldt det var. Hennes far og mor gledet seg meget, da de så, hvor kjærlig Ragnhild tenkte på fuglene, og hennes far sa: „Hvorfor gjør du dette, Ragnhild?“ — „Jo“, svarte hun, „der er saamegen sne, at fuglene ingen mat kan finne.“ — „Ja, men du kan jo ikke hjelpe dem alle,“ sa faren. Vesle Ragnhild smilte og sa: „Nei, men andre barn er da vel også snilde mot fuglene. Tror ikke du det, far?“