Da moder var liden, saa var gamle Anne hendes barnepige. Nu bor gamle Anne hos os. Du kan tro, hun er snild. Hun fortæller os saa meget morsomt og synger for os. Hver dag leger hun med os. Morsomst er det at lege: «Plukke bjørnebær.» Da sidder gamle Anne paa en skammel midt paa gulvet, og vi gaar rundt om hende og synger:
«Plukke, plukke bjørnebær;bjørnen er ikke hjemme;bjørnen er i kongens gaard,spiser baade kjød og kaal.Pyt — pyt! bjørnen ta’r ikke mig!»
og saa skal gamle Anne se, om hun kan tage os. Og saa gaar det som en dans rundt stole og borde, og sommetider under bordet ogsaa; og da maa gamle Anne give tabt, for hun er stiv i ryggen nu, siger hun.
Da gamle Anne var liden pige, boede hun paa landet, høit oppe i Hallingdal. Da passede hun kjørne, og hendes vesle broder, Hans, hjalp hende, og han havde en liden hvid kalv, som hed «Kip,» og en rød kalv, som hed «Studekalven.» Nu skal du høre, hvad gamle Anne fortæller om «Kip.»
En dag var fluerne saa slemme mod vesle Kip-kalv, at han sled sig løs af tjoret og gav sig til at rende af alle kræfter. Der var en stor bremse, som fløi bag efter Kip og summede og brummede. Da blev Kip rigtig forskrækket og løb hjem, alt hvad han kunde, med halen i veiret. Det gik: hop, hop! i galop, i galop! Han løb forbi Studekalven. «Hvor skal du hen?» raabte Studekalven. «Muh!» sagde vesle Kip«Bøh!» 6sagde Studekalven og løb bag efter. De kom forbi sin moder, den gamle sorte ko. Hun vilde være med sine børn, og da de andre kjør saa det, sled de sig ogsaa løs og kom allesammen med halen i veiret. Hans saa, hvorledes de kom sættende, og greb fat i Kips tjor; men Kip løb til, saa at Hans faldt om, og der ligger han, til han reiser sig igjen, siger Anne. — Af gamle Anne har jeg lært mange, mange sange; dem synger vi ofte.