Min broder heder Ole; han er tre aar gammel. Min søster heder Helga og er bare to aar. Ole er saa tyk; derfor kalder bedstemoder ham «bassen». — Han er en rar kar, kan du tro. Igaar spurgte en dame Ole, hvor gammel han var. Ved du, hvad han svarede? — «Jeg er ikke gammel, men bedstemoder er gammel», sagde Ole.
Helga leger med dukker hele dagen. Hun vil gjerne gjøre dukker af alt det, hun kan faa fat i. Naar hun faar rent lommetørklæde, tuller hun det sammen til dukke, og naar bedstemoder er hos os og sidder med sit strikketøi, tager Helga den ene strømpe og gjør den til dukke. — Vi har en hund, som heder Karo, og en kat, som heder Pus. Karo og Pus vil ikke være Helgas dukker. Naar hun vil pynte dem ud som dukker, saa knurrer Karo, og Pus gjemmer sig under sengen. De er gode venner; men en dag blev de uvenner.
Karo og Pus sad udenfor døren og solede sig. Karo snappede myg, Pus sad og spandt, og begge to var saa fornøiede. Men allerbedst som de sad, fik de øie paa et ben, der laa paa gaden. Karo vilde have det, Pus vilde ogsaa have det. De trak hver i sin ende; Karo knurrede; Pus hvæsede. Karo bed Pus, og Pus klorede Karo. Men saa kom en kone gaaende. Hun tog benet og puttede det i sin sæk sammen med en hel del ben, som hun allerede havde samlet. Da luskede Karo og Pus afsted og satte sig hver i sin krog, og de var begge to meget skamfulde. Børnene paa gaden lo af dem; men gamle bedstemoder sagde: «Ja, saadan gaar det, naar man ikke kan forliges.»