36

Næsten overalt i vort Fædreland er Troen paa Spøgelser, Nisser, Gjengangere o. d. udbredt blandt Almuen. Overtroen i alle dens Grene og i al dens Afskyelighed skader endnu Folk paa Gods og Helbred, hindrer fornuftig Oplysning og gjør den menneskelige Forstand Skam. Endnu hænder det sig, at syge Mennesker hellere reise til en saakaldet klog Mand eller Kone, istedetfor at henvende sig til Lægen for at helbredes; og om de end som oftest ikke blive friske igjen, forstaae deslige Bedragere alligevel ved alleslags listige Midler at skaffe sig Almuens Tillid.

Et af de taabeligste Slags Overtro er Troen paa Nisser og Gjengangere. I Almindelighed er det enten Tyve og Bedragere, der agere Nisser, eller og have de, der troe at have seet dem, i deres Forskrækkelse narret sig selv, da deslige 37Væsener slet ikke ere til. Gjengangere ere ligesaa umulige. Herved forstaaes Sjele, der, efterat de have forladt deres Legemer, vise sig for Menneskene. Vi vide, at Sjelen er et usynligt Væsen, der tillige slet intet kan udrette her paa Jorden, naar den har forladt sit Legeme. Dette er Sjelens Redskab, hvormed den virker og udretter Noget, og naar den har forladt Legemet, kan den hverken see eller høre, og heller ikke sees og høres. Hvor urimeligt det end paa Grund heraf er at troe, at den, uden sit Legeme, kan vise sig for Nogen, saa gives der dog mangfoldige Mennesker, baade Smaae og Store, Voxne og Børn, der ikke tør gaae i Mørke eller sove alene, af Frygt for Dødninger, og hvilken Ulykke saadan Taabelighed kan anrette, lærer følgende Historie.

Thorstein, en Bondesøn fra Valders, var som Barn ofte bleven skræmt med Spøgelser, Nisser o. s. v. De uforstandige Forældre truede ham nemlig med at disse skulde komme og tage ham, naar han var uskikkelig. Naar Folkene om Aftenen sad med deres Haandarbeide omkring Skorstenen, fortalte man gjerne til Tidsfordriv Eventyr, og sluttede som oftest med Spøgelsehistorier. Alt dette gjorde efterhaanden et saadant Indtryk paa den stakkels Thorstein, at han blev overordentlig frygtsom, turde ikke gaae alene i Mørke, og kunde næsten ikke sove, naar han gik tilsengs om Aftenen. Da han blev ældre og kom i Skolen, mærkede Læreren snart Thorsteins Frygtsomhed, og lærte ham at indsee, hvor taabeligt det er at være bange for en saa umulig Ting som et Spøgelse er, men Thorstein kunde alligevel ikke overvinde sin Frygt.

Da han var bleven confirmeret og havde særdeles Lyst til Smedehaandværket, sendte hans Forældre ham til Christiania i Smedelære. Hans Mester havde to halvvoxne Sønner, der havde deres Seng i samme Værelse som Thorstein. Disse Drenge mærkede snart paa Thorstein, at han var bange for Spøgelser, og besluttede strax at spille ham et Puds. Den Ene foregav en Aften, at han var meget træt og vilde gaae tidlig tilsengs; men i Forveien havde han aftalt med Broderen, at han skulde lægge sig under Thorsteins Seng, og, naar denne havde lagt sig, rasle med en Lænke, derpaa pludselig komme frem og træde hen til hans Seng, indhyllet i et hvidt Lagen; imidlertid skulde Broderen tillukke Døren for at Thorstein ikke skulde slippe ud. Hvad synes Eder om denne Aftale?

38Alt gik som det var aftalt. Den arme Thorstein blev virkelig vakt ved Raslen af Lænken under hans Seng, saa at han geraadede i den største Skræk og svedede Angestens Sved der, hvor han laa. Han raabte endelig om Hjelp, men fik intet Svar. Nu steg hans Angest til det Høieste. Han sprang ud af Sengen, og vilde løbe ud af Døren, da den hvide Skikkelse traadte ham imøde og greb ham ved Armen. Besvimet sank Thorstein til Jorden uden at give en Lyd fra sig. Nu mærkede Krabaterne hvilken Skade de havde anrettet ved deres ubesindige Spøg, og vilde bringe den stakkels Thorstein ud af hans Vildfarelse, idet de tiltalte ham og gave sig tilkjende, men det var forseent; Thorstein laa som livløs paa Gulvet. Fulde af Angest og Skræk raabte de paa deres Forældre, og med stor Møie blev den sandsesløse Thorstein igjen bragt tillive, men han kom sig ikke saa snart igjen, thi en hidsig Feber blev Følgen af den Angest, han havde udstaaet. Nu angrede Drengene inderlig deres Ubesindighed, thi de havde ikke forestillet sig, at deres Spøg skulde havt et saa sørgeligt Udfald. Faderen straffede dem meget haardt derfor, og gjorde sig al Umag for efterhaanden at befrie Thorstein fra hans taabelige Frygtagtighed.

Skræm aldrig Nogen, og mindst Børn, med taabeligt Snak om Spøgelser eller deslige, og indbild Ingen noget Saadant; du kan ellers gjøre ham ulykkelig for hans hele Liv.

36

Nesten overalt i vårt fedreland er troen på spøkelser, nisser, gjengangere o. d. utbredt blant Almuen. Overtroen i alle dens grener og i all dens avskyelighet skader ennå folk på gods og helbred, hindrer fornuftig opplysning og gjør den menneskelige forstand skam. Ennå hender det seg, at syke mennesker hellere reise til en såkalt klok mann eller kone, i stedet for å henvende seg til legen for å helbredes; og om de enn som oftest ikke bli friske igjen, forstå deslige bedragere allikevel ved alleslags listige midler å skaffe seg Almuens tillit.

Et av de tåpeligste Slags overtro er troen på nisser og gjengangere. I alminnelighet er det enten tyver og bedragere, der agere nisser, eller og har de, der troe å ha sett dem, i deres forskrekkelse narret seg selv, da deslige 37vesener slett ikke er til. Gjengangere er likeså umulige. Herved forstås sjeler, der, etter at de har forlatt deres Legemer, vise seg for menneskene. Vi vet, at sjelen er et usynlig vesen, der tillike slett intet kan utrette her på jorden, når den har forlatt sitt legeme. Dette er Sjelens redskap, hvormed den virker og utretter Noget, og når den har forlatt Legemet, kan den hverken se eller høre, og heller ikke sees og høres. Hvor urimelig det enn på grunn heraf er at tro, at den, uten sitt legeme, kan vise seg for noen, så gives der dog mangfoldige mennesker, både Smaae og Store, Voxne og barn, der ikke tør gå i mørke eller sove alene, av frykt for dødninger, og hvilken ulykke sådan tåpelighet kan anrette, lærer følgende historie.

Thorstein, en bondesønn fra Valders, var som barn ofte blitt skremt med spøkelser, nisser o. s. v. De uforstandige foreldre truet ham nemlig med at disse skulle komme og ta ham, når han var uskikkelig. Når folkene om Aftenen satt med deres håndarbeid omkring skorsteinen, fortalte man gjerne til tidsfordriv eventyr, og sluttet som oftest med spøkelseshistorier. Alt dette gjorde etterhånden et sådant inntrykk på den stakkels Thorstein, at han ble overordentlig fryktsom, turde ikke gå alene i mørke, og kunne nesten ikke sove, når han gikk til sengs om Aftenen. Da han ble eldre og kom i skolen, merkede læreren snart Thorsteins Frygtsomhed, og lærte ham å innse, hvor tåpelig det er å være bange for en så umulig ting som et spøkelse er, men Thorstein kunne allikevel ikke overvinne sin frykt.

Da han var blitt konfirmert og hadde særdeles lyst til smedehåndverket, sendte hans foreldre ham til Christiania i Smedelære. Hans Mester hadde to halvvoksne sønner, der hadde deres seng i samme værelse som Thorstein. Disse drenger merkede snart på Thorstein, at han var bange for spøkelser, og besluttet straks å spille ham et puss. Den Ene foregav en aften, at han var meget trett og ville gå tidlig til sengs; men i forveien hadde han avtalt med broren, at han skulle legge seg under Thorsteins seng, og, når denne hadde lagt seg, rasle med en lenke, derpå plutselig komme frem og tre hen til hans seng, innhyllet i et hvitt laken; imidlertid skulle broren tillukke døren for at Thorstein ikke skulle slippe ut. Hva synes Eder om denne avtale?

38Alt gikk som det var avtalt. Den arme Thorstein ble virkelig vakt ved Raslen av lenken under hans seng, så at han gerådet i den største skrekk og svettet angstens sved der, hvor han lå. Han ropte endelig om hjelp, men fikk intet svar. Nå steg hans angst til det Høieste. Han sprang ut av sengen, og ville løpe ut av døren, da den hvite skikkelse trådte ham imøte og grep ham ved armen. Besvimet sank Thorstein til jorden uten å gi en lyd fra seg. Nå merkede krabatene hvilken skade de hadde anrettet ved deres ubesindige spøk, og ville bringe den stakkels Thorstein ut av hans villfarelse, idet de tiltalte ham og gave seg tilkjenne, men det var for sent; Thorstein lå som livløs på gulvet. Fulle av angst og skrekk ropte de på deres foreldre, og med stor møye ble den sansesløse Thorstein igjen brakt til live, men han kom seg ikke så snart igjen, thi en hidsig feber ble Følgen av den angst, han hadde utstått. Nå angret drengene inderlig deres ubesindighet, thi de hadde ikke forestilt seg, at deres spøk skulle hatt et så sørgelig utfall. Faderen straffet dem meget hardt derfor, og gjorde seg all umak for etterhånden at befrie Thorstein fra hans tåpelige Frygtagtighed.

Skrem aldri noen, og minst barn, med tåpelig snakk om spøkelser eller deslige, og innbill Ingen noe Saadant; du kan ellers gjøre ham ulykkelig for hans hele liv.